»Jeg foretrækker det, når juryen flipper ud,« skrev en amerikansk kritiker efter uddelingen af priserne på filmfestivalen i Cannes søndag aften. Formentlig en reaktion på, at en af de mest beundrede og omtalte film i det glimrende hovedkonkurrencefelt, Leos Carax’ gale og geniale Holy Motors, ganske enkelt blev ignoreret af den ni kvinder og mænd store jury med italienske Nanni Moretti i spidsen.
Og rigtigt er det, at flere af priserne gik til instruktører, der før har været med på festivalen med bedre og vigtigere film. Men en del af attraktionen og styrken ved filmfestivalen i Cannes er, at juryen er ny for hvert år og derfor så at sige uafhængig af festivalen. Det er således ikke festivalen, men juryen, der uddeler priserne, og den medfølgende kunstneriske integritet er den væsentligste årsag til, at festivalen har så stor en betydning for ikke mindst arthouse- og verdensfilmen.
Af samme grund er det som regel fuldstændig umuligt at regne ud, hvem juryen vælger at give priserne, og derfor giver det også mening, at Michael Haneke modtager Guldpalmen for anden gang på blot tre år. Østrigerens Amour var – efter juryens mening – den stærkeste film i hovedkonkurrencen i år, og det belønnede de.
For Thomas Vinterberg og dansk film var filmfestivalen i Cannes i år en succes. 14 år efter, at Festen fik Prix du Jury, fik den danske instruktørs nye film, Jagten, flere priser: En teknisk pris til Jagten’s fotograf, Charlotte Bruus Christensen og en meget fortjent og populær skuespilpris til Mads Mikkelsen – der i øvrigt fik kamp til stregen. Det kommer til at betyde meget for filmens videre, internationale liv, og det understreger for 117. gang dansk films fortsatte høje status i udlandet.
Det spændende bliver at se, hvordan Vinterberg, Mikkelsen og den danske filmbranche forvalter succesen, ikke mindst herhjemme, hvor enkelte film storsælger billetter, og det kunstneriske mod synes at ligge hos endnu færre instruktører.
