Leder

Wall Street ude af gevind – igen

15. maj 2012

Her er et svært spørgsmål at besvare: Hvor mange gange skal amerikanske banker påføre sig selv, investorerne og i sidste instans skatteyderne et kæmpe tab, førend myndighederne griber ind og forbyder højt risikable investeringsdispositioner?

Indtil JP Morgan Chase torsdag i sidste uge måtte krybe til kors og medgive et tab på 2,3 mia. dollar i en afdeling af bankens London-kontor, der beskæftiger sig med at sikre mod tab på konjunkturfølsomme investeringer, syntes svaret at være: Aldrig!

Fra midten af 1990’erne og frem til finanskrakket i 2008 har der været en håndfuld eksempler på, at tilsyneladende velrenommerede og sundt administrerede banker og finansielle institutioner pludselig faldt på halen med uventede tab. Det gjaldt for den britiske Barings Banks (1995), den amerikanske spekulationsfond Long-Term Capital Management (1998), det amerikanske energihandelsselskab Enron (2000) og investeringsbankerne Bear Stearns og Lehman Brothers og forsikringsgiganten AIG (2008).

Indtil 2008 anså politikere og tilsynsmyndigheder disse tab for at være enestående tilfælde, der hverken fordrede en stramning eller en strengere håndhævelse af det eksisterende reglement. Tværtimod fortsatte USA under Bill Clinton og George W. Bush med at liberalisere den finansielle sektor. Hvor bankers virke førhen havde været begrænset geografisk til deres hjemstat, blev delstatsgrænser for bankdrift nu ophævet. Heraf opstod gigantiske pengeinstitutter som Citigroup, Bank of America, JP Morgan Chase og Wells Fargo.

Samtidig fik banker tilladelse til at udvide deres operationer fra almen varetagelse af indskydernes sparepenge til investering af deres kapital i allehånde risikable foretagender. Det gav f.eks. udslag i amerikanske og europæiske bankers opkøb af subprimelån – usikre boligkreditlån – hvilket udløste finanskrisen i 2007-08, da huspriserne pludselig raslede ned.

I dag er skellet mellem traditionel bankvirksomhed og børsmægling blevet udvisket. Blandt giganterne er Goldman Sachs den eneste tilbageblivende børsmægler, som ikke er et konventionelt pengeinstitut. JP Morgan Chase, verdens største finansielle institution, er derimod et ypperligt eksempel på fusionen af en bank og en børsmægler.

Hvorfor er denne skelnen vigtig at holde sig for øje i den aktuelle debat? Det er den, fordi et tab som JP Morgans på 2,3 mia. dollar i sidste ende falder tilbage på staten.

Det er der to grunde til. Den ene er, at forbundsmyndighederne siden krakket i 1929 og den økonomiske depression i 1930’erne har udstedt en garanti til indskydere i banker om fuld kompensation i tilfælde af konkurs. Formålet er at undgå et panikløb mod banken, som kan sprede sig til resten af finanssektoren. Men en utilsigtet bieffekt af denne ordning, der går tilbage til 1930’erne, er, at en finansinstitution som JP Morgan Chase er forvisset om, at uagtet hvor store tab den pådrager sig, vil Uncle Sam dække indskydernes personlige tab.

En anden grund er den præcedens, der blev dannet under krisen i 2008 for at komme megabanker til undsætning med statslån, når det går galt. Denne uskrevne regel bliver kaldt ’too big to fail’, hvormed menes, at banker som Citigroup, Bank of America og JP Morgan er blevet så store, at en konkurs ville udgøre en eksistentiel trussel mod hele det finansielle system. Derfor skal de reddes af staten.

Set i det lys er det ikke så besynderligt, at generøst betalte investeringsrådgivere i en bank som JP Morgan ufortrødent fortsætter med deres spekulative dispositioner. Den højeste risiko, de løber, er at miste deres stilling og få en klækkelig kompensation oveni i de millioner af dollar, de har tjent. Det gælder for de tre JP Morgan-direktører, som tog deres afsked i går.

Det springende punkt bliver derfor, om de politiske myndigheder råder over et effektivt sæt værktøj til at begrænse risikotagning. Noget tyder på, at den såkaldte Volcker-regel, indskrevet i Dodd-Frank reformloven fra 2010, ville have tilladt JP Morgans disposition. Hvis det er korrekt, vil det kræve mere drastiske indgreb at bringe den sunde dømmekraft tilbage til Wall Street. En løsning er at genoprette skellet mellem bankvirksomhed og børsmægling – og forbyde spekulationsfonde. Skade den økonomiske vækst, vil det næppe. Faktisk voksede USA’s økonomi hurtigere, dengang bankfolk på Wall Street løb færre risici.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

Faktisk voksede USA’s økonomi hurtigere, dengang bankfolk på Wall Street løb færre risici.

Genindførelse af Glass–Steagall Act og forbud mod spekulationsfonde er svaret...

...og så det helt enkle - præstationsfremmende aflønning erkendes som en af verdensøkonomiens plager?

I sin tid advarer Dansk Industri mod, at det kan få danske virksomhedsledere til at tage job i udlandet, hvis de blev udsat for krav om et lønloft. Det diskuteres i øjeblikket om de gigantiske lønninger i fodboldverdenen skal begrænses af et lønloft og i USA er der allerede indført lønloft for NHL-spillere. Hvofor ikke også for virksomhedsledere og finansspekulanter.

...og herhjemme går Venstre og Konservative og aggiterer for en nedsættelse af skatten på de høje indkomster.

Det bedste lønloft er efter min mening netop den progressive beskatning. OECD, IMF,og WB bør anbefale alle lande at de indfører en progressiv beskatning som rammer de mest vilde indkomster hårdest.

Maya Nielsen

Pengene er blodet i handelsstrømmene, men de kan aldrig være være hovedet i samfundets krop....
Vi skla have et øknomisk verdensparlament som tæmmer de transglobale pengestrømme og civiliserer dem, så de ikke får frie kræfter til at ødelægge hele landes økonomier... og til at obstruere multinationale koncerners alt for enevældige magt.... De kunne passende betale en global skat for at få lov at handle internationalt, og denne skat kunne man bruge til at hjælpe de fattigste på forskellig vis.....

Philip C Stone

Som det fremgår af nedenstående var Volcker-reglen et forsøg på at genetablere Glass-Steagalls adskillelse mellem almindelig bankforretning og (spekulative) investeringer. Som det også fremgår, blev reglen mødt med betragtelig modstand fra finansindustrien, dens politiske medhjælpere, og kredse indenfor regeringen. Det er også vigtigt at vide at reglen først træder i kraft til juli, og at der er flere der mener at Volcker-reglen i dens nuværende udformning ikke vil have forhindret JPMorgans spekulation. I øvrigt er 2,3 milliarder ikke det endelige tal. Tabet kan komme op på mere end 4 milliarder dollar.

His [Volckers] main goal was to preserve the so-called Volcker rule, which barred banks from speculating in the markets—a practice known as proprietary trading—and from operating and investing in hedge funds and private-equity funds. Volcker believed that if such a policy were effectively enforced it would go a long way toward restoring the legal divide between commercial banking (the issuance of credit to households and firms) and investment banking (issuing and trading securities). That split existed from the Great Depression until the repeal of the Glass-Steagall Act, in 1999. Before the repeal, commercial banks were given government protection in case things went wrong, and investment banks were given freedom to do what they wanted with their money. Afterward, everyone was given the freedom, but it was no longer clear where the government safety net ended.

Volcker believes that commercial banks, such as Citigroup and Wells Fargo, are worthy of receiving government assistance—and even, in extremis, taxpayer bailouts—because firms and consumers depend upon them for credit. In return for these enterprises being sheltered, they should refrain from risky activities such as proprietary trading and sponsoring hedge funds. “If you are going to be a commercial bank, with all the protections that implies, you shouldn’t be doing this stuff,” Volcker said to me. “If you are doing this stuff, you shouldn’t be a commercial bank.”

[Rolling Stones Matt Taibbi formulerede det på følgende måde:
“It’s a simple concept: you either get to be a bank, or you get to be a casino. But you can’t be both. If we don’t have rules to enforce that concept, we ought to get some.”
http://www.rollingstone.com/politics/blogs/taibblo…]

The financial industry was lobbying vigorously to weaken the Volcker rule...The Democratic leadership needed the vote of Scott Brown, the freshman senator from Massachusetts, who had demanded changes that would please the big financial firms, several of which are based in his state...

[I de sidste to år har Brown modtaget omkring 3,6 millioner dollar fra finansindustrien.]

Despite Frank’s prediction, there were now going to be some things in the bill that Volcker objected to. Moreover, Senator Brown was demanding further changes...

As the deliberations on Capitol Hill extended through the night of June 24th, the financial lobby exacted several more concessions, including a change in the definition of the three-per-cent limit on investments in hedge funds and private-equity funds. To outsiders, the switch in language from “tangible common equity” to “Tier 1 capital” signified nothing. For the banks, it meant that they could increase by up to forty per cent the amount of money put into risky investment vehicles...

Although the final bill contained many things that he supported, the last-minute weakening of the Volcker rule had confirmed some of his fears about the political process and the power of lobbyists. “The ban on proprietary trading is still there,” he said. “But I’m sorry we lost the tighter limitations on hedge funds and private equity.” He went on, “I’m a little pained that it doesn’t have the purity I was searching for.”
http://www.newyorker.com/reporting/2010/07/26/100726fa_fact_cassidy?curr...

Several visits over months by the bank’s well-connected chief executive, Jamie Dimon, and his top aides were aimed at persuading regulators to create a loophole in the law, known as the Volcker Rule. The rule was designed by Congress to limit the very kind of proprietary [spekulative] trading that JPMorgan was seeking…

Those efforts produced “a big enough loophole that a Mack truck could drive right through it,” Senator Carl Levin, the Michigan Democrat who co-wrote the legislation that led to the Volcker Rule, said Friday after the disclosure of the JPMorgan loss…

While the banks lobbied furiously, they were in some ways pushing on an open door. Officials at the Treasury Department and the Federal Reserve, the main overseer of the banks, as well as the Comptroller of the Currency, also wanted a loose set of restrictions, according to people who took part in the drafting of the Volcker Rule who spoke on the condition of anonymity because no regulatory agencies would officially talk about the rule on Friday.

The Fed and the Treasury’s views prevailed in the face of opposition from both the Securities and Exchange Commission and the Commodity Futures Trading Commission, which regulate markets and companies’ reporting of their financial positions. Both commissions and the Federal Deposit Insurance Corporation, which insures bank deposits, pushed for tighter restrictions, the people said.
https://www.nytimes.com/2012/05/12/business/jpmorg

Men, som det fremgår af Bill Moyers interview med Volcker, mener Volcker selv at reglen fortsat er effektiv.
http://billmoyers.com/segment/paul-volcker-on-the-volcker-rule/

Jeg vil igen gøre opmærksom på mine kommentarer fra 12. 5., som desværre måtte vedhæftes en artikel som de ikke havde noget med at gøre. Der var ikke andre muligheder. Det drejer sig om 14:16, 20:55, og 9:36 næste dag.
http://www.information.dk/300699

Jeg vil også henvise til Bill Moyers interview med New York Times journalisten Gretchen Morgenson.
http://billmoyers.com/segment/gretchen-morgenson-on-industry-influence/

odd bjertnes

Udmærket beskrivelse af hvorfor disse subkulturer er helt hinsides pædagogisk rækkevidde.
Den offentlige kompensation ved underskud i privat badutøkonomi skal simpelthen fjernes. Ellers vil folk jo blive ved med at hælde deres opsparinger i dem.
Så en del af det er den lidt triste hurdle, at næste gang - så må alle de fjollede småsparere gå fra hus og hjem, og banken kan sende sine 'erstatningskrav' til egen chefgang.
Brutakt måske, men een gang bare ... så opdager 'folket' nok at den er gal med disse firmaer, og at det ikke automatisk er gyldne håndtryk der venter for enden af at gøre karriere i dem.