De andres krise

Den spanske regering lod i denne weekend nærmest forstå, at man er blevet påtvunget redningspakken, som slet ikke er en hjælpe-pakke, men bare en slags ekstra lån fra euro-vennerne. Der er ingen håb om redning for den, der lyver.

I næste weekend er vælgerne i Grækenland på. Bruxelles-Europa ser de gamle græske partier, de totalt uansvarlige og til tider tyvagtige partier, som løsningen, fordi de lover at holde fast i eurosamarbejdet. Der er ingen håb om redning for den, der kun kigger bagud.

Fra USA råber Barack Obama, at det er nu, man skal bringe så meget orden i eget hus, at den europæiske uansvarlighed ikke udelukker ethvert økonomisk opsving i tide – til hans genvalg. Der er ingen håb om redning, så længe ånden fra Lehmann Brothers Holdings Inc. fortsat råder i Wall Street.

I Bruxelles sidder kommissionsformand José Manuel Barroso, topmødeformanden Herman Van Rompuy, Euro-landenes formand Jean-Claude Juncker og direktøren i Den Europæiske Centralbank Mario Draghi og holder råd op til topmøderne sidst i juni.

Tankerne går mod en skatteunion, skrev Der Spiegel i weekenden. På dansk betyder det finansunion, og det er nok mest en ekstra kontrol med kontrollen med de offentlige udgifter, så ingen stifter gæld uden at have talt med de andre lande – i euroklubben.

Finanspagt, bankunion, skatteunion, finansunion. Bruxelles vil helst finde løsninger uden at skrive en af den slags EU-traktater, der skal godkendes i alle lande – eller alle eurolande. Folket er stået af.

Det skal samtidig være løsninger, der er så stærke, at de kan genskabe troen på, at politik og demokrati ikke overgiver sig til markedet både hver eneste dag og til evig tid.

Det er ikke alene EU og euroen, men også politik og demokrati, der styrer mod afgrunden, hvor markedet bor.

Og imens er formandslandet tavst, som om det kun er de andres krise.