Leder

Big Mother

Debat
12. juni 2012

Overhørt hos lægen: Et forældrepar har netop forladt lægens konsultation og skal hjem sammen med deres omkring 3-årige datter. Det er tæt på aftenmadstid, barnet er træt. Moren beder hende tage overtøj på gentagne gange. Barnet reagerer trodsigt og nægter. De andre ventende patienter i lægens aftenkonsultation bliver langsomt tilskuere til et forældrepars forsøg på at være de perfekte opdragere. Moren forsøger fortsat at appellere til barnet om selv at tage overtøjet på – det selvstændige barn uden autoritær indgriben er idealet. Til sidst mister faren tålmodigheden og forsøger at gribe fat i datteren. Han skubbes bestemt væk af moren, der småvrisser, at barnet skal gøre det selv. Et kvarter mere forlader barnet træt venteværelset – uden overtøj.

Som Informations netop overståede kronikserie om moderne forældreskab har afdækket, er opdragelse blevet et anliggende for hele samfundet. Statens interesse i opdragelsesarbejdet er i det seneste tiår intensiveret. Og tomrummet efter den autoritære forældrerolle fyldes af en lind strøm af opdragelsesparadigmer, der ofte direkte modsiger hinanden. Dermed bliver vi ikke blot udøvere af opdragelse, men også tilskuere til kampen for det perfekte forældreskab, når vi sidder hos lægen, står i supermarkedets kø eller følger mediernes umættelige interesse for manglende forældreevner efterfulgt af lige så mange god råd. Resultat: De velmenende og småstressede middelklasseforældre, som formentlig gør det godt nok, forvirres af modsatrettede opdragelsesmetoder og har kronisk dårlig samvittighed over ikke at slå til. Mens gruppen af udsatte børn marginaliseres yderligere.

Det paradoksale er imidlertid, at statens stigende politiske indflydelse på forældreskab via daginstitutioner og skoler netop sker med henvisning til at sikre de svage og udsatte børn. Som professor Ove Kaj Pedersen har påpeget i sin bog Konkurrencestaten blev de 85 procent gode elever ud af en årgang tidligere betragtet som en stor succes. Men i dag er fokus rettet mod de 15 procent, der ikke klarer sig så godt, fordi samfundet i stigende grad har brug for de 15 procent.

Lektorerne Laura Gilliam og Eva Gulløv har i deres forskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole vist, at den pædagogik, der praktiseres i daginstitutionerne, både rummer gode og vigtige idealer, men at det samtidig er en balancegang, hvis ikke »inklusive normer (…) skal tippe over og blive ensrettede eller ekskluderende,« som de skriver i en analyse.

Når børneminister Christine Antorini (S) således vil have alle forældre til at læse med deres børn derhjemme, overvejer hun ikke det faktum, at den løftede pegefinger ikke virker over for de forældre, som har mest brug for støtte og vejledning. Og tilmed kan medvirke til at skubbe dem og deres børn endnu længere ud på samfundets sidespor. Jo mere det kræves, at forældre træner deres børn i hjemmet; at struktureret læring gøres til en del af dagligdagen i institutionerne, og at konkurrencestatens små soldater hele tiden skal optimeres i den institutionaliserede barndom, vil færre og færre børn kunne rummes i de normale dag- og skoletilbud. Det er det stigende antal diagnoser et tydeligt bevis på. Dermed øges den ulighed, staten er så forhippet på at bekæmpe.

Alternativet er ikke at trykke på den politiske stopknap. Men at overveje det krydspres, det udsætter forældre og professionelle for med kontante politiske krav, der ikke har øje for det, der i mange år har været de store sundhedskampagners akilleshæl: At majoriteten får en sundere og sundere livsstil, mens minoriteten vender de ny paradigmer ryggen.

En anden tilgang kunne være at se på, hvilke ressourcer disse forældre besidder i stedet for kun at snævre rummet ind for, hvad det perfekte barn og forældreskab er. En vis portion skepsis over for alle de gode råd, som formentlig trives blandt de forældre, som aldrig ville åbne en bog om de seneste opdragelsesråd, kan vise sig at være sund.

I stedet for en masse diffuse krav til forældrene bør staten desuden overveje at bruge de universelle midler, som netop er velfærdsstatens kendetegn.

Vores nordiske naboer har for eksempel indført gratis skolemad til alle børn. Det mindsker uligheden uden løftede pegefingre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kirsten Bjerrum

TAK! Det er så vigtigt at problematisere de aktuelle målsætninger om, ”at forældre træner deres børn i hjemmet; at struktureret læring gøres til en del af dagligdagen i institutionerne, og at konkurrencestatens små soldater hele tiden skal optimeres i den institutionaliserede barndom”

Blandt de mange spørgsmål, der bliver relevante at stille, er dette: Hvad får man ud af at forsøge at presse læringsmål ind i familien? Svaret kunne være: Stress, manglende selvtillid, dårlig samvittighed og udmattelse. Forældrene får flere kilder til ”kronisk dårlig samvittighed over ikke at slå til”. Og der sker noget med samværet.

Det hænger blandt andet sammen med, at der opstår et underligt, fremmedgørende samvær mellem barn og forælder, når ministeren pludselig sidder med i sofaen, med løftet pegefinger og opfordringer til at stimulere barnet.

Det er ikke en forældreopgave at ’stimulere børn’. Det er en pædagogisk, professionel opgave (og hvad stimulationen skal bestå i, er altid værd at diskutere, særligt når læringsmålene bliver ensrettende). Familien derimod består af kærlighedsrelationer, og bør ikke være optaget af andet, end at være sammen på måder, som alle i familien trives godt med.

Den moderne fortælling i Danmark er at der ikke findes systemfejl. Det er den enkelte der fejler.

Karsten Aaen

Er det virkelig de "dårligste" 15% der skal redde Danmark?

Og med "dårligste" mener jeg intet ondt, blot at det synes noget selvmodsigende, at man fra politisk hold sætter ind mod den gruppe som har det sværest, også bogligt, og hvis forældre også har haft det bogligt svært i skolen.

Hvis politikerne virkelig tror at de diste 15% kan redde dansk økonomi, så står det værre til det end jeg troede...

Big Mother....

Ja....lige præcist....

Havde konen i lægens venteværelse, kunne lade manden komme til, havder der ikke været nogen artikel i information.

Så Big Mother, styr dig, både i hjemmet og i det offentlige, så går det,..........du har bare ikke alle svarene og vi er drøn tratte af at høre på det bedrevidende pis....

@Jens Bruus: du skal altid liiiiige nævne lidt mandsschauvinistisk i dine kommentarer. Altid.
Kom nu videre.

Mads Kjærgård

De dårligste 15%? Måske skulle man bare skrive de 15 % der ikke lever op til normalitets idealet?

Frederik Hestvang

@Kirsten Bjerrum.
Selvom jeg endnu ikke har fået børn (som jeg har kendskab til), virker det dog hverken militærtrænende eller stringent dagligdagskonstruerende, på at mig, at forældre tager del i at stimulere deres børn. Det handler vel i højere grad om hvem målgruppen for 'øget stimulering' forsøger at ramme? Børn udvikler sig vel positivt ved netop stimulering. Uden at gå ind i en semantisk definition er omsorg, nærvær, interesse og udfordring (af den nærmeste udviklingszone) vel også elementer af en stimulering, som netop er en forælders måske vigtigste opgave.

Kirsten Bjerrum

@ Frederik Hestvang.
Tror godt jeg kan følge dig, for selvfølgelig er der elementer af stimulation i samværet. Det jeg mener er, at det ikke er forældrenes opgave at SPEKULERE i at stimulere deres børn, hvorimod det er en væsentlig del af institutionernes opgave. Og når det efter min mening ikke er forældres opgave hænger det sammen med dette synspunkt (og her sakser jeg lige mig selv):

”Nu lader det til at også forældrene skal mobiliseres (til i stort og småt at bidrage til landets bnp – når de har fri vel at mærke), og at de skal indsætte ’læring som stadig baggrundsmusik for egne handlinger’ (som phd Hanne Knudsen kalder det, 2010). Det har familien imidlertid ikke godt af, og det hænger sammen med at en familie består af kærlighedsrelationer.

Ved at lægge pædagogiske projekter ind i familien forøges presset på familiens knappe tid, hvorved fællesskabet svækkes. Men hvad værre er, så gives forældre under dette regime ikke lov til at se deres barn først og fremmest som et elskeligt væsen, men afkræves at se barnet som en mangelfuld elev og en opgave der skal løses. Det er et problem!”

Og jeg sakser en anden kommentar (Peter Jensen) her på sitet:
” Og det er bl.a. et problem, fordi denne objektgørelse af barnet vil fremmedgøre det for ikke blot sine forældre, men også for sig selv.
Projekteringen omkring barnet, eksternaliseringen af kompetencer, evner og socialt repetorie, vil betyde at barnet får en pseudo-oplevelse af sit selv; det forceres mod at betragte og opfatte sig som bestående af delelementer, beregnet på bestemte utilitaristiske formål, hvilket stiller sig i vejen for en integrativ og først og fremmest følelsesmæssigt funderet selvoplevelse. Og vi har vist en udmærket idé om hvilke risici og belastninger, noget sådant over et livsløb udsætter mennesker for. Men en ivrig forbruger - og muligvis en okay arbejdskraft i en periode - skal der da nok komme ud af det.”