Leder

Biografklubben, mange elsker at hade

Debat
28. juni 2012

»Luk lortet,« lød det med vanlig sans for overskrifter, da filmproducenten Regner Grasten for nylig udtalte sig om Biografklub Danmark, og han blev bakket op af Zentropas direktør, Peter Aalbæk, der kaldte biografklubben for en dinosaur, der ikke formår at tilpasse sig eller reagere hurtigt. Hvad i al verden er det for en klub, der kan fremkalde så stærke reaktioner?

Biografklub Danmark er blevet etableret som et filmverdenens sidestykke til teaterabonnementsordningen Arte. Meningen er, at man melder sig ind i klubben og i løbet af et år får billetter til syv film til halv pris. Filmene udvælger biografklubben suverænt, og der er tale om både danske og udenlandske, især engelsksprogede, film. I indeværende sæson, som næsten er forbi, drejer det sig om Dirch, Headhunterne, Niceville, J. Edgar, Jernladyen, En kongelig affære og Nobels testamente. Altså to danske film, en norsk, en svensk instrueret af en dansker, en britisk og to amerikanske.

Udvalget af film kan diskuteres – og bliver det også – og man får kun det halve i billetindtægter. Men der er godt 200.000 medlemmer af Biografklub Danmark, hvilket sikrer udvalgte film stor opmærksomhed og solidt billetsalg. Dertil kommer selvfølgelig, hvad filmene ellers sælger af biografbilletter uden om klubben.

Der er indlysende fordele i at få sin film udvalgt til Biografklub Danmark, ikke mindst hvis det er krisetid, og man samtidig er usikker på, om filmen overhovedet vil kunne sælge billetter. Selskabet bag Flammen & Citronen (2008) sagde ja til klubben, fordi det var en dyr film at producere, og man ikke var sikre på, hvordan publikum ville tage imod den. Ja, filmen solgte næsten 700.000 billetter, heraf 200.000 til halv pris gennem Biografklub Danmark, men den slags tal turde man kun drømme om på forhånd.

Pernille Fischer Christensens En familie (2011) blev udtaget til hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Berlin, men lå derefter på hylden i næsten et år, før den fik premiere i Danmark. Hvorfor? Fordi filmen blev udvalgt til Biografklub Danmark, der også bestemmer, hvornår de syv film i klubbens årlige pakke skal have premiere, og de skal forståeligt nok spredes ud over året. En familie er et fremragende familiedrama, men også en svær film at sælge til et bredt publikum. Den endte med at sælge 128.000 billetter, hvilket nok i vid udstrækning var Biografklub Danmarks fortjeneste.

Det var nogle af fordelene. Hvilke er så ulemperne? Fordi den danske filmbranche har været igennem nogle økonomisk svære år – og krisen stadig kradser – sidder distributører, producenter og instruktører som på nåle omkring det tidspunkt i juni måned, hvor Biografklub Danmark annoncerer sit program for den kommende sæson (det skulle være lige på trapperne). Mens der ventes, udskydes alle beslutninger om premieredatoer, markedsføring og pressearbejde, og det er ikke mindst denne kostbare ventetid – man tjener ingen penge på at have en færdig film liggende på hylden – som falder Peter Aalbæk og andre kritikere af klubben for brystet.

Zentropa har produceret Jagten, der står til at få premiere i 2013 og har en god chance for at være en del af i biografklubbens nye sæson. Filmen fik desuden så megen opmærksomhed på filmfestivalen i Cannes i maj, at Aalbæk og Nordisk Film, som distribuerer, gerne vil have den i biografen nu. Det kan bare ikke lade sig gøre i Biografklub Danmark-regi. Aalbæk har en publikumssucces i ryggen – En kongelig affære med 513.000 solgte billetter – og det må være en af grundene til, at han er så bidsk i sin kritik af Biografklub Danmark; han føler, at han har musklerne til at lufte nogle af de frustrationer over klubben, der har ulmet under overfladen i flere år.

Jovist, er der svagheder i form af ufleksibilitet og en vis magtfuldkommenhed ved Biografklub Danmark – der går endda rygter om, at nogle instruktører har prøvet at målrette deres film til klubbens publikum. Men den spiller stadig en vigtig rolle i forhold til dansk film, ikke mindst de film, der kan have svært ved at stå på egne ben. Og selv om frustrationerne over, at andre har hals- og håndsret over ens film, er forståelige, kan det undre, at Nordisk Film og Aalbæk ikke under eller lige efter Cannes besluttede sig for at droppe biografklubben og lade Jagten klare sig selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her