Leder

Penkowa er KU's ansvar

Debat
30. juni 2012

Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har nu afgivet deres udkast til dom over hjerneforskeren Milena Penkowa. Hun afviste den pure i går og har endnu frem til august til at kommentere afgørelsen, før den bliver endelig. Dommen er som sådan ikke overraskende, men bekræfter blot det, Weekendavisen allerede har afdækket.

At UVVU i denne sag udtrykker usædvanlig klar og hård kritik skyldes ikke så meget ny praksis i udvalget, men at det datamæssige grundlag i denne sag er nemmere at efterprøve.

Udvalget mener, at Penkowa har »handlet forsætligt«, afgivet »vildledende og urigtige oplysninger« og har foretaget »konstruktion af data«. Altså en klar dom på et klart grundlag, hvorimod sagerne mod andre prominente forskere som Bjørn Lomborg og Helmuth Nyborg var sværere at fælde håndfaste domme over.

Der er imidlertid ingen grund til at godtage udvalgets dom, som en klar frifindelse af Penkowas arbejdsgiver Københavns Universitet (KU), sådan som bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen, ifølge ritzau gør:

»Det er forskeren, der alene har ansvaret. Det svarer ikke til en avis, hvor chefredaktøren er ansvarlig for, at avisen ikke udsender injurier. (…) På et universitet står en forsker selv til ansvar for de ting, man laver.«

UVVU’s afgørelse kan ikke bruges til at frifinde KU, da det er forskerens og ikke universitetets rolle, udvalget har undersøgt. Ej heller har UVVU nu afklaret, om KU’s kontrolorganer har fungeret tilfredsstillende i denne sag, hvilket meget tyder på, at de ikke har.

Alt dette kunne afdækkes i den uvildige undersøgelse, som KU stadig nægter at iværksætte. Den plet, Penkowa har sat på universitets omdømme, kan ikke endegyldigt fjernes, før KU indser, at hun ikke alene bærer ansvar i denne sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Brockdorff

Den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa har ikke forsket i årevis for sine egne private forskningsmidler, men er blevet finansieret af skatteydernes penge, så derfor har ledelsen på Københavns Universitet naturligvis det overordnede professionelle og menneskelige ansvar for, at damen ifølge UVVU har fusket med sine forskningsresultater, så universitets navn og rygte samt ære nu er gjort til grin langt ud over landets grænser.

Men udtalelsen fra bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen om, at en forsker på universitetet selv må stå til ansvar for de ting man laver, understreger vel blot den ufattelige ansvarsløshed og ansvarsforflygtigelse, der i mange år har præget ledelsen på Københavns Universitet, hvor rektor godt kan hente løn, ferie og pension i direktørklassen, hvorefter manden sammen med bestyrelsesformanden stikker af fra det professionelle og moralske ansvar, når en højt profileret hjerneforsker som Milena Penkowa bliver afsløret for uredelighed i medierne.

UVVU burde også efterforske universitets rolle i Penkowa-sagen.