Leder

Rige kunstnere

15. juni 2012

Regeringen indgik onsdag eftermiddag to aftaler om den statslige kunststøtte. Den ene med stor reel betydning, men lille symbolsk. Den anden med lille reel betydning, men meget stor symbolsk. Den ene aftale er en bred aftale mellem alle Folketingets partier om en reform af kunststøttesystemet, der i grove træk går ud på at nedlægge Statens Kunstråd som selvstændig enhed og samle dettes funktioner under Statens Kunstfond.

Fremover vil der kun være én organisation for kunststøtten i Danmark, samtidig med at man bevarer en tostrenget struktur med en adskillelse mellem legater og projektstøtte, sådan at kunstnere fortsat skal søge to forskellige steder.

Det er på mange måder en god og fornuftig reform, hvor man langt hen ad vejen følger de anbefalinger til en forenklet struktur for kunststøttesystemet, der blev fremlagt sidste år i Kunststøtteudvalgets rapport.

Kritikken af, at kunststøttesystemet var blevet for komplekst og uigennemskueligt, og at end ikke kunstnerne selv kunne finde ud af, hvor de skulle søge, er blevet taget alvorligt. Dengang afviste de fleste kulturpolitiske ordførere rapporten, men er åbenbart siden kommet på andre tanker.

Den anden aftale om kunststøtten er en mindre bred aftale mellem regeringen og Venstre, Enhedslisten og Konservative, og altså uden Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, om en reform af de livsvarige ydelser. Ydelserne skifter navn til ’Statens Kunstfonds hæderydelser’, og den hidtidige minimumsydelse på årligt 16.700 kr til kunstnere, der tjener mere end godt 375.000 kr om året falder helt bort. I aftaleteksten tales der således om »minimumsydelsen, som ikke kan siges at være tvingende økonomisk nødvendig for de berørte kunstnere – og som formentlig har givet anledning til en del uhensigtsmæssigt mytedannelse omkring de livsvarige ydelser og kunststøtten i bredere forstand«. Formålet er at flytte midler over til nye kunstarter, som i den nuværende struktur ifølge kulturpolitikerne har været forfordelt, men effekten af den reform er ufattelig lille, da minimumsbeløbet er så lavt, og der kun er et begrænset antal kunstnere, der tjener mere end de 375.000 kr årligt. Alligevel har det meste handlet om lige præcis dette.

Den store nyhed burde have været reformen af selve kunststøttesystemet, men i stedet blev det historien om, at de livsvarige ydelser for de bedst tjenende kunstnere blev fjernet, hvilket rundtomkring i medierne med det samme blev til: »Rige kunstnere får 0 kroner i livsvarig ydelse«. Og det ikke mindst, fordi Venstre i deres pressearbejde havde travlt med at sælge de to reformer af kunststøtten som ’en liberal sejr’ og et opgør med kunststøtte til ’de rigeste kunstnere’, hvorimod selve den store reform og nedlæggelsen af Statens Kunstråd var gemt godt af vejen. Det var symbolpolitik fremfor reel politik.

Oppositionen har, godt hjulpet på vej af en populistisk socialdemokratisk kulturordfører, pisket en stemning op om, at staten ikke skal støtte rige kunstnere. Den lille forargelse og rindalismen har luret lige under overfladen, og fornemmelsen af at staten støtter en masse rige kunstnere, har fået rigelig med næring og er blevet gjort til almen sandhed af kulturpolitikernes propaganda. Det symbolske signal i denne meget beskedne reform af de livsvarige ydelser er blevet gjort til det dominerende, og det er dybt bekymrende, for man i høj grad er inde og pille ved nogle grundlæggende principper for den statslige kunststøtte her i landet.

Heldigvis består selve kunstfond-tanken og tanken om, at man giver en grundydelse til en række udvalgte kunstnere, men prisen har åbenbart været at bære ved til mistænkeliggørelsen af kunstnerne som særligt privilegeret og velhavende.

Med reformen af de livsvarige ydelser har vi faktisk fået en mere eller mindre officiel rigdomsgrænse for danske kunstnere. Hvis man tjener mere end 375.000 kroner om året, er man åbenbart en rig kunstner. Prøv lige at spørge de politikere, der har gennemført reformen, eller de journalister, der rask væk bruger betegnelsen ’rig kunstner’, om, hvor meget de egentlig tjener? Det dobbelte er et beskedent bud, og hvad skal man så kalde dem: Stenrige?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kaspar Olsen

-"Hvis man tjener mere end 375.000 kroner om året, er man åbenbart en rig kunstner. Prøv lige at spørge de politikere, der har gennemført reformen, eller de journalister, der rask væk bruger betegnelsen ’rig kunstner’, om, hvor meget de egentlig tjener? Det dobbelte er et beskedent bud, og hvad skal man så kalde dem: Stenrige?"

Og med de ord er der blevet lagt i kakkelovnen til en forfriskende tsunami af kritisk politisk kunst mod det Ny-Liberale New World Order samfund !

Jens Overgaard Bjerre

Ja, jeg vil give forfatteren til artiklen delvis ret. Det er ikke mange penge det drejer sig om. Man skulle hellere have taget en debat om, om kriterierne for udvælgelse af hvilke kunstnere, som udvælges til den livsvarige ydelse og til legaterne. Og altså dermed begrundelsen for, at nogle kunstnere ikke kommer i betragtning. Det ville være interessant. Men man kan ikke komme uden om, at det virker mærkværdigt, at støtte kunstnere, som har mere end rigeligt. Så må man hellere give dem en medalje.

Curt Sørensen

Hvad med at nedsætte politikernes, spindoktorernes, kommentatorernes og TV journalisternes løn til gældende dagpengesats? Derefter kunne man tage fat på de overbetalte erhvervsledere , top bureaukraterne o.s.v. i både det private og det offentlige. Der r så mange andre man kunne gå efter. I stedet skyder man på kunstnere i den ene ende og folk på overførselsindkomster i den anden.

Camilla Brodersen

Det er selvfølgelig den første del af salamitaktikken, der i det lange løb har til formål at afskaffe al kunststøtte.

Kunstnere, der efter 40 års knoklen (og i de flestes tilfælde: armod) nu har råd til en flaske vin, under vi intet, men alle de driftige forretningsmænd og finansspekulanter, der har skabt deres formue på at udplyndre andre, dem belønner vi med skattelettelser, for de er sandelig nogle guttermænd ...

Impressionismens male-fader brød sig ikke om begrebet impressionisme, han opfattede det som realisme.

Her er det omvendt.

Kort fortalt så modtager impressionisten sine omgivelser som kilde uden at påvirke i ekspression hvad der modtages, men blot gengive som et spejl, hvor realisten må forholde sig til sine begrænsninger og behov og forstå sit øje og sin tanke i handlingen.

At gengive hvad man ser kan være sløret eller klartskuende. Men sandheden er at begge kommer fra samme kilde, så er impressionisten realist, eller er realisten impressionist.

Diskussionen er åben, og kunsten er død. (nej, den ligger i hi, og vil som hammershøis kunst, igen gøre dødens købmænd glade for deres handel, mens hammershøi snorker i graven)

jasper bertrand

Hvis man som pensionist tjener mere end 375.000 om året er man også rig og skal allerede betale pensionssærskat og som foreslået nu oven i købet miste noget af folkepensionens grundbeløb. Og hvor var kunstnernes protester da det skete?
Men det er da både småligt og meningsløst at at en rig kunstner ikke får de 16000 før skat, nu er det jo kun en slags forsikring han får. Men jeg vil nu ikke have ondt af de af kunstnerne, der direkte eller indirekte har støttet ligemageriet i samfundet, de får jo bare hvad de har fortjent.

jasper bertrand

@John
det er sådan set ligegyldigt hvad du har levet af, der er også folk der har været nødt til eller har valgt at leve for meget mindre.
Det der ikke er ligegyldigt er om folk der har planlagt deres tilværelse anderledes bliver udsat for vilkårlige overgreb, fx når man fra regeringspartiernes side udser sig mindre grupper som skal særskattes. For kunstnernes vedkommende griber man dog kun ind overfor dem der endnu ikke har fået ydelsen, så heldige er pensionisterne ikke.

Ib Christensen

Vi kunne spare lønningerne til det "panel" der skal afgøre hvem/hvad der skal modtage kunsstøtte.

Og så lade det være op til borgerne hvad de vil støtte med deres skattekroner, ved at bruge internettet til afstemninger.

odd bjertnes

Faktura-kunsten har INGEN oprindelse i ‘VKO’, hvor Pia Kjærsgaard ville være kulturminister. Det var kanon-kunstens tid.
Fakturakunsten har sin ideologiske oprindelse i Frontløberne/Kaospiloterne - en liberal kulturrevolutionær organisation skabt af Uffe Elbæk i 80’erne, der hovedsagelig drejede sig om at kædebrevs-systematisere og præcedens-styre offentlige midler til privat festivitas m. ‘kultur’ som applikation. Det er naturligvis rigtigt at ‘festen’ så absolut blev holdt i 00’erne også, på linje med al anden liberal -økonomisk festlighed.
Men tilbage til oprindelsen : ben at gå på fik konceptet med Nyriup-regeringen, for konceptet gik op i en højere enhed med en ‘venstrefløjssag’, nemlig fag-organiseringen af kunst-og-kultur-livet. Jytte Hilden fik frigjort en større dansk by fra national lovgivning på området, og iscenesatte en helt anden virkelighed, hvor ‘kunstner’-betegnelser var beskyttede titler, og ovennævnte ‘Kaospiloterne’ overtog den økonomiske admninistration deraf de fakto - (det kaldtes ‘armslængde’ for så var det ikke mere myndighedernes skyld - hverken kunsten eller dens nu forhenværende kritik).
I senhalvfemserne var det danske kunstliv blevet en galpende propagandamaskine for siddende regering. Det var ikke kønt.
Allerede før ‘VKO’.

overført fra anden tråd på grund af en eller anden slags relevans ..mvh

Steffen Nielsen

Det ville klæde debatten hvis alle de højtråbende meningsdannere afholdt sig fra at kritisere lønforhold hos folk der ligger under deres eget lønniveau.

Thorsten Lind

Rige kunstnere?
I Danmark?
Ha! Ha! Ha!
De fleste lever på en sten & ægtefællens nåde
hele livet. ( Vi er langt under kassedameniveau ).

Men
flæskelageet af `formidlere & smagsdommere´,
som kulturministeren færdes hjemmvant i,
skummer fløden. Intet nyt under solen.

Det bedste man kunne gøre for kunstnerne
og andre frie fugle, var at indføre borgerløn.

Indtil videre.....er kunsten død!
Mvh Th

Kunstnere, der er på offentlig støtte, kan ikke skabe kunst efter min mening. De kan muligvis skabe noget der ligner, men ikke den ægte vare.
Derfor skulle al kunst-støtte afskaffes.

Og jeg er godt klar over, at man ikke bliver rig/ikke kan overleve som kunstner, men så må man jo gøre som os andre og få et day-time job.
Hvis man virkelig har noget, man vil ud med, så kommer det ud uanset hvad - ellers er det lige meget.

Derimod synes jeg, at borgerløn er en interessant idé - og ikke kun for kunstens skyld.

Steffen Gliese

Hvad er det for noget vås, Esben Lykke?! Stort set al den kunst, verden er beriget med, er skabt på offentlig støtte.

Michael Kongstad Nielsen

Den lille aftale har lille reel betydning, siger Peter Nielsen, og han klandrer medierne for at blæse den lille op som det vigtigste. Hvorefter han selv blæser sin egen artikel op om netop det emne.

Man forstår dårligt nok, hvad det går ud på. Men at nogle kunstnere skal have livsvarig støtte (uanset hvad de laver), har altid undret mig. Hvad nu hvis de skiftede job? Eller hvis de faldt ud rent kunstnerisk?

Men når vi nu skal tale om de livsvarige ydelser, der skifter navn til "hædersydelser", så undrer det mig, at minimumsydelsen på 16.700 kr. om året bortfalder. For der må blive noget tilbage, ellers ville også "hædersydelserne" bortfalde. Så det, der bliver tilbage, det må være de store ydelser tll de virkeligt rige kunstnere. Altså man tager fra de små, men giver til de store - igen dejlig blå politik fra S-SF-R regeringen.

Camilla Brodersen

Esben Lykke - du aner ikke, hvad du taler om.

Hvis man skal arbejde dedikeret på et professionelt niveau, så er det ikke noget, der kan opnås ved, at man arbejder et par timer efter man kommer totaltsmadret hjem efter et fuldtidsjob.
Kunst er arbejde - og et af de mest krævende af slagsen - og det vil enhver professionel kunstner eller musiker kunne fortælle dig.

Der er ikke nogen, der ville kræve af en neurokirurg, at han da bare kan skaffe sig de nødvendige kvalifikationer om aftenen, når han med rystende hænder er kommet hjem fra sit job som betonarbejder.

Ikke desto mindre er det det, der kræves af kunstnerne, for nåja, kunst er jo bare noget pjat.

Johannes Nielsen

Det er simpelthen så ynkværdigt, når på alle måder stærke og velfungerende mennesker klynker over at deres overførslet fra statskassen falder en smule...

Man mister al respekt for de mennesker!

Nils Bøjden

Og så er der det helt store spørgsmål som ingen tør tage fat på:

Skat staten yde passiv eller aktiv støtte?

Indtil nu yder den danske stat udelukkende passiv støtte. Måske skulle dette ændre til at være aktiv støtte således at kunstnerstøtte i Danmark mere lignede teaterstøtten altså en hjælp når man allerede selv har solgt sine produkter.

Kulturstøtten kunne så være nedsættelse af momsbetaling eller skattefrihed i en periode. Men som absolut krav at man selv skulle være aktiv i salget af sine produkter. Svarende til købmænd, lønarbejdere, aktiehandlere og alle andre i samfundet.

Jens Overgaard Bjerre

Det er jo heller ikke kun ydelserne man skal tage med i betragtning. Der er store flotte villaer i Jægersborg Skovdistrikt og andre steder, som ikke 'koster noget' i forhold til deres størrelse og beliggenhed, som Kunststyrelsen råder over. For min skyld kunne budgettet til Kunststyrelsen sættes op til det ti-dobbelte, men jeg efterlyser igen de kriterier, som man opererer med. Hvorfor får nogen afslag og andre bliver ved med at få legater år efter år? Hvad er det som gør, at nogen kunstneres frembringelser er så væsentlige, mens andre, måske meget folkelige kunstnere, ikke findes værdige?

Nils Bøjden

@Camilla Brodersen

Men alt det du skriver indikerer på ingen måde at man skal være på offentlig støtte.

Hvis man virkelig er så professionel, burde det vel heller ikke være et problem at få afsat sin kunst, og derved undlade at være på direkte offentlig støtte.

Jeg tror nu nok, jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er gift med en kunstner - og har flere i den nærmeste familie.
Jeg er helt med på, hvad det kræver.

Men jeg mener alligevel offentlig kunststøtte er en uting.

Hvis man er kunstner, så udtrykker man sig uanset omstændighederne. Hvis man ikke er kunstner, så er det måske noget andet - det ved jeg sådan set ikke noget om.

Nils Bøjden

@Peter Hansen

"det er det eneste af værdi, vi efterlader os."

Det er noget eminent sludder. Vi efterlader infrastruktur, moral, uddannelse osv.

Men derudover argumenterer du for at hvis man ikke kan sælge til andre skal staten købe hvis man kaldet det kunst. Du er godt nok langt ude i din argumentation.

jasper bertrand

Det eneste af værdi vi efterlader, vrøvl. Prøv at se hvor værdiløse malerier er efter 50 år. På nær nogen få stjerner kan du ikke sælge et billede af datidens bedste navne for 2000 kr. Og det samme gælder forfatterne som ingen læser efter deres død, prøv antikvariat.net, eller prøv at give 30'er forfattere til unge mennesker. Og dengang kunne kunstnerne både male og skrive, hvorlænge holder et foto af en pissende kustprofessor, eller en bog af Jørgen Leth? Længe leve Informations hattedamer.

Hvis diverse politikere og embedsmænd kunne vælge nye kunstnere til at lave vores monumenter, ville der ikke være så meget grund til kunststøtten. Problemet er at de er usikre på hvad de kan lide og foretrækker de kendte kunstnere, den gamle garde, som derfor ikke behøver at oppe sig så meget.

Tænk sig at falde SÅ meget i svime over regnbuefarvet glas i en cirkel, beliggende på et tag.

OK det er svært at diskutere kunst, men meget kunsthåndværk er der ikke i det. Det er for enkelt.

Der er skam kunstnere, der påvirkes af kunststøttereformen. Se bare her, hvad en kunstner skriver i hovedstadens førende dagblad, At Tænke Sig:

Ingvardt Brodthagen, kunstner:

Jeg var ved at få min Château Pétrus 1998 i den gale hals, da jeg så, at et flertal i Folketinget med et pennestrøg har besluttet at afskaffe de såkaldte rødvinslegater til kunstnere, der har tjent penge på deres kunst.

Siden 1982 har jeg hvert år modtaget den livsvarige ydelse på godt 16.000 kroner, som dårligt rækker til mere end et par flasker, hvis man skal have en god årgang.

Nu må jeg så i fremtiden undvære min livseliksir, som har været en stor inspirationskilde i alle disse år, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke værker fra min hånd den danske befolkning dermed går glip af.
Jeg for mit vedkommende har i hvert fald tænkt mig at forlade dette lille ånds- og gudsforladte land og midlertidigt søge tilflugt i mit refugium i Italien.

http://politiken.dk/bagsiden/atsbagsiden/ECE1658121/fint-kinesisk-besoeg...

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen - det er ikke helt rigtigt, for en del store kunstnere blev faktisk dyrket og købt i deres samtid. Hvad levede de af, kan man spørge. Men de måtte jo delvist leve af, hvad ugebladsnoveller eller musik til film og revy kunne kaste af sig. De store har ofte været både brugt og foragtet i samtiden, men ikke af de samme mennesker. Aakjær, Andersen Nexø, Kirk, Scherfig for at nævne et par stykker.

Kunst drives ikke ud af statstlig understøttelse, men staten har samme funktion, som fyrsten havde på Mozarts tid. Staten er mæcen, og mæcener har deres luner. Det må kunstnerne indrette sig efter, eller søge andre græsgange.

Ulrik Bertelsen

En aftale er i hus: hisset er livslønnen til hiin kunstner i almen velstand.
Nuvel, hvad mere interessant er – hvor gæv er kunst, og hvad gavn gøre den egentligt?
Historisk: Året er 1962 og Peter Rindal bliver trodsig, for statens nyoprettede kunstfond spenderer en umådelig sum på et moderne maleri. – Det må staten ikke! Råbe Rindal.

Dog, købt er værket »Til Spanien« af Richard Mortensen; det første abstrakte maleri, der finder vej til Christiansborg. – Det må det ikke! Råbe Rindal.

Tjek Youtube og Trapholt: »Statens Kunstfond: at råbe i Rindal?«

http://youtu.be/N-h9oX-Dyg4

Le Berthélaine - dansk kunstner, forfatter og kritiker