Leder

Selvevaluering

19. juni 2012

’Jeg mener, det er en saglig evaluering lavet af en uafhængig forskningsinstitution,« siger direktør i Styrelsen for Videregående Uddannelse og Uddannelsesstøtte, Inger Mærkedahl, om det faktum, at Uddannelsesministeriet har sat ophavsmanden til et omstridt og fejlbehæftet pointsystem til at evaluere selve systemet.

Mærkedahl bruger ikke ordet uafhængig om hovedforfatteren til evalueringen af systemet, som siden 2009 har fordelt en stor del af de offentlige forskningsmidler på universiteterne efter princippet: Send pengene efter den objektivt bedste forskning. Og det forstår man udmærket, for det er han nemlig ikke. Men det er ikke den norske hovedforfatters – og bagmand til systemets udvikling og implementering i Norge – ansvar, men ministeriets, der har håndteret denne sag med hovedrystende amatørisme.

Siden hvornår er det blevet skik at sætte nogen, der er sovset godt og grundigt ind i en sag, til at foretage en objektiv evaluering? Og der er vel at mærke ikke tale om en ubetydelig evaluering. Pointsystemet har været behæftet med mange fejl og mødt kritik i tilblivelsesfasen.

Og nu står politikerne, som netop selv bestilte evalueringen, fordi et flertal var skeptiske, så med en rapport, de ikke kan være sikre på, er fyldestgørende. Kritikken har blandt andet lydt, at systemet skævvrider forskningen. Men selvom evalueringen ifølge kommissoriet har som hovedformål at belyse positive og negative »incitamentsvirkninger«, går den slet ikke ind i problemstillingen.

Det skyldes ministeriets diktat om, at kun forskningsledelsen skal interviewes i stedet for de forskere, der er de rette til at svare på, hvordan systemet påvirker deres forskning.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) er åbenbart tilfreds med selvevalueringen. Hans svar på kritikken er at åbne for høring af forskerne – som de selvfølgelig skulle have haft mulighed for fra start – og forlænge høringsfristen.

For Østergaard bliver en evaluator nemlig uafhængig, når han er hentet på den anden side af sundet. Med den form for habilitetskriterier kan man kun frygte, hvad ministeren ellers er i stand til at gradbøje for at beskytte sine embedsmænd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu