Leder

Et tøvende ja, et farligt våben

2. juni 2012

»Jeg er meget modstræbende, men der er ikke rigtig noget alternativ. Hvis vi stemmer ’nej’, vil skiderikkerne ikke levere pengene« - Adrian Kenny, Irsk forfatter, i The Daily Telegraph

Det irske folk sagde i går ja til at indskrive den af Tyskland udformede finanspagt i landets lovgivning. Men det betyder ikke, at irerne entusiastisk støtter Tysklands kansler, Angela Merkels, stramme økonomiske kurs, som irerne mærker konsekvenserne af hver eneste dag.

I virkeligheden stemte irerne mindre om de konkrete paragraffer og konkrete konsekvenser af indskrivningen af budgetdisciplin i landets lovgivning – der vil trods alt gå flere år, før Irland er færdig med sit tilpasningsprogram, og landet havde i øvrigt et overskud på statens budgetter på 0,2 procent i 2007 samt en statsgæld på kun 25 procent samme år, før byggesektorens kollaps i 2008. I stedet var det de overordnede fortællinger, som irerne blev præsenteret for af henholdsvis tilhængere og modstandere, de tog stilling til.

Ja-siden fortalte vælgerne en historie om, at et ja ville sikre landets plads i hjertet af EU – et af trækplastrene for de udenlandske investorer, som Irlands genrejsning er afhængig af. Et nej kunne omvendt skabe kaos både i Irland og resten af Europa og dermed skabe en usikkerhed om fremtiden, som investorer ikke kan leve med.

Dertil fortalte tilhængerne en gyserhistorie om, at kun et ja vil give adgang til den Europæiske Stabiliseringsmekanisme (ESM) – og det er langtfra givet, at Irland ikke får brug for endnu en lånepakke.

Nej-fløjen forsøgte at spille på befolkningens vrede. Dens fortælling handlede om, at et ja vil betyde flere nedskæringer og flere skattestigninger.

Tilmed forsøgte nej-siden at overbevise befolkningen om, at EU og ja-fløjen bluffer, når de påstod, at man ville lade Irland gå bankerot, hvis de irske vælgere sagde nej tak til pagten. Tværtimod fortalte nej-fløjen vælgerne, at de med et nej kunne tage det »første skridt mod et alternativ, der sætter mennesker forrest«.

I sidste ende turde de irske vælgere ikke at gamble med noget, der måske – måske ikke – kunne føre til en politisk kursændring i Europa. Frygten vandt over vreden.

Men at der er tale om et tøvende ja kan læses i andre målinger. For det første er Fine Gael/Labour-koalitionsregeringens popularitet faldet til kun 42 procent, hvorimod nej-partiet Sinn Fein er vokset eksplosivt i meningsmålingerne og nu står til 24 procent.

Irerne er som grækerne, spanierne, portugiserne og italienerne trætte af at blive fattigere og fattigere dag for dag, uden at de kan se tegn på, at nedskæringspolitikken virker. Tværtimod er det mere end uklart, hvorvidt klassen duks – Irland – kan vende tilbage til markederne for finansiering, når det nuværende låneprogram ophører i 2013. Dermed kan der blive brug for endnu en lånepakke.

Årsagerne til det er flere. For det første den manglende vækst i hele Europa, der især rammer et land som Irland, der forsøger at eksportere sig ud af krisen. Og for det andet uroen på markederne, der bunder i en voksende erkendelse af, at de systemiske fejl i eurozonens konstruktion ikke kan lappes med en halvstor stabiliseringsmekanisme, lidt hjælp udefra og en finanspagt, der vil gøre det obligatorisk at føre en politik, der ikke virker i sin nuværende form.

Flere og flere anerkendte økonomer og nu også EU-Kommissionens økonomikommissær, Olli Rehn, peger nu på, at eurozonen ikke vil overleve, hvis ikke nogle af disse grundlæggende fejl bliver korrigeret. Det betyder som minimum, at Tyskland må droppe sin modstand mod nogle af de løsninger, som eksperter og markeder råber på: euroobligationer, den Europæiske Centralbank som bagstopper for medlemslandene, at EMS kan bruges til direkte at redde banker, samt oprettelse af et fælles banksystem.

Og det betyder, at det er altafgørende, at vækst nu bliver sat øverst på dagsordenen i Europa. Irernes ja gør imidlertid sidstnævnte vanskelligere alene af den grund, at et folkeligt mandat til finanspagten unægtelig vil give Merkel et moralsk boost.

Irernes ja er forståeligt, men det er nu afgørende for Europas fremtid, at Hollande-fløjen gør alt for at sikre, at dette ja ikke bliver et våben, som Merkel kan bruge til at retfærdiggøre og fortsætte Tysklands hidtidige kurs og dermed dræbe håbet for genrejsning i Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

"... som eksperter og markeder råber på: euroobligationer, den Europæiske Centralbank som bagstopper for medlemslandene, at EMS kan bruges til direkte at redde banker, samt oprettelse af et fælles banksystem."

Hvis disse såkaldte eksperter får det, som de ønsker det, og det skal de jo nok på et eller andet tidspunkt, for Markedet er jo med dem, så træder vi ind i det økonomiske slutspil: så vil alt håb være ude.