Leder

Uambitiøs filmstøtte

6. juni 2012

Det er et paradoks i tilværelsen, at vi kan gøre alting rigtigt og alligevel gøre det forkerte. Sagen om Filminstituttets afslag på støtte til filmen MGP Missionen er et eksempel på et sådant paradoks. Af kriterierne for markedsordningen – som er den pulje, den afviste film har søgt støtte fra – fremgår det, at filmprojekter skal vurderes alene på deres økonomiske bæredygtighed: »Redaktionens vurdering er en samlet kvalitativ vurdering af filmens publikumspotentiale,« som det hedder.

Det er ikke urimeligt at hævde, at det var lige netop dét, redaktionen bag ordningen efterlevede, da den gav MGP Missionen afslag med den begrundelse, at film med nydanske skuespillere ikke er »salgbare i provinsen«. Det var ikke et racistisk udsagn, det var en vurdering af et racistisk marked. Ud fra dén betragtning fulgte redaktionen bare sin forpligtelse til at foretage en markedsmæssig afvejning af filmens publikumspotentiale. Redaktionen gjorde det rigtige. Men det var alligevel forkert.

Det var der flere grunde til. Som kulturminister Uffe Elbæk (R) rammende formulerede det i herværende avis, var begrundelsen fordomsfuld »både over for folk med anden etnisk baggrund, men dybest set også over for folk i provinsen – at de skulle være mindre tolerante end folk, der bor i de større byer«. Filminstituttets ledelse var da også hurtigt ude og undskylde. Direktør Henrik Bo Nielsen kaldte begrundelsen for »en tåbelig måde at udtrykke sig på« og understregede, at der ikke var noget statistisk belæg for at sige, at folk i provinsen ikke ville se film med skuespillere af anden etnisk herkomst.

Det er naturligvis bekymrende, hvis løse antagelser, mavefornemmelser og fordomme styrer redaktionen bag markedsordningen. Men det egentlige problem ligger et andet sted. Som tidligere direktør for Filminstituttet Henning Camre i går sagde til Information: »Hvis vi antager, at redaktionen bag markedsordningen rent faktisk havde haft et statistisk grundlag for at mene, at film med nydanske skuespillere ikke sælger i provinsen, så kan man sige, at de bare udførte deres arbejde – og det rejser spørgsmålet: Vil vi virkelig have en ordning, der i så høj grad baserer sig på markedets præmisser?«

Når sagen om MGP Missionen overhovedet er blevet en sag, skyldes det ikke, at reglerne for markedsordningen er blevet brudt. Det skyldes, at reglerne er blevet fulgt blindt. Sagen udstiller, hvad der sker, når man alene lader markedet bestemme, hvad der fortjener støtte, uden selv at forholde sig til, hvad der er rigtig og forkert.

Partierne bag medieforliget – og det er alle partier i Folketinget – må nu spørge sig selv: Hvad er det, vi ønsker, vores filmstøtte skal bruges til? Hvilken udvikling skal filmstøtten gavne? Der vil aldrig komme noget overraskende eller nyskabende ud af markedsordningen. Den skal tilfredsstille markedets ønsker, og markedet nytænker ikke. Det er en af forklaringerne på, at kun ni spillefilm siden 1988 har haft en nydansker i hovedrollen.

Hertil kan indvendes, at vi stadig har konsulentordningen, hvor de smallere film kan søge støtte. Men det ændrer ikke ved, at omkring halvdelen af alle støttekronerne fordeles via markedsordningen, hvor film som Min søsters børn på safari og Far til fire – til søs løber med de fleste millioner. Bør vi overhovedet støtte den slags film, når nu erfaringen viser, at de sælger godt hver eneste gang?

Modargumentet er, at dansk er et lille sprogområde, og at det derfor også er nødvendigt at støtte selv kommercielle film. Men så burde man hellere omlægge støtten og kalde den ved rette navn: erhvervsstøtte. Det ville skabe større gennemsigtighed i måden, de skatteyderbetalte penge forvaltes på. Eller alternativt indføre et kvalitetskriterium i markedsordningen, så det ikke alene er markedets præferencer, der dikterer, hvilke film der kan opnå støtte.

Det er uambitiøst med en kulturstøtte, der udelukkende giver folk det, man tror, de vil have. Hvis opgør med fordomme over for nydanskere – eller provinsboere for den sags skyld – skal komme et sted fra, så er det fra kunsten. Men det besværliggør man med en markedsordning, som udelukkende navigerer efter luftige forestillinger om markedets præferencer.

rbs/ville

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Pedersen

UAMBITIØS LEDER

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Når man kaster sig over en sag på leder-plan, er det vel mindstekrav, at de skrivende journalister sætter dig ordentligt ind i situationen de skriver om.

Det er ikke sket i ovennævnte tilfælde.

På basis af, at DFI’s tidligere direktør, Henning Camre, benytter de oprørte vande omkring DFI’s afvisning af ”MGP-missionen” til at plæderer for genindførsel af topstyring af de statslige støttemidler, kaster Information sig ind i debatten, dog uden at have gennemsøgt fakta.

F.eks. kunne Informations lederskribenter have undersøgt Henning Camres udtalelser, mens han stadig sad ved roret i DFI.

Som f.eks. da han satte Venstres daværende kulturpolitiske ordfører, Ellen Trane Nørby i skole, efter hun helt fejlagtigt (enig!) havde haft forestillinger om at de såkaldte mainstream-film skulle kunne klare sig uden offentlig støtte.

Dengang udtalte Henning Camre: ”Den teori savner ethvert grundlag. Vi giver jo ikke filmene seks-syv mio. kr. i støtte, hvis de kunne klare sig på markedets betingelser. Vi må ikke glemme, at de gode folkelige film også er en væsentlig del af hele filmkulturen. Hvis staten kun støttede det ‘fine’ og det ‘kunstneriske’, ville der ikke være nogen filmindustri herhjemme.”

Den lader vi stå lidt.

Så sandt som det er sagt, det til trods, forhindrede det dog ikke Camre, i at han i sin tid som DFI-direktør, om nogen, at være katalysator for staten enevældigt så sandelig nok skulle bestemme, hvad det danske biografpublikum skulle præsenteres for – og bestemt ikke skulle præsenteres for.

Henning Camres had til romertalsfilm, som f.eks. ”Far til Fire” og ”Min søsters børn” er velkendt, til trods for at en overvejende del af det danske biografpublikum elsker disse film. Tilskuerantallet for disse film taler for sig selv. Disse to filmserier har i nyere tid bragt over 4 millioner publikummer foran biografernes store lærred.

En gennemgang af DFI’s budget for støtteordningerne for 2012 afslører følgende tal:

Spillefilm:
Manuskript og udvikling: kr. 19,4 mio.
Konsulentordning: kr. 69,0 mio.
Markedsordning: kr. 53,1 mio.
Co-produktionsordning: kr. 10,2 mio.
International produktion: kr. 8,2 mio.
Kort og dokumentarfilm:
Manuskript og udvikling: kr. 5,1 mio.
Produktion kr. 39,9 mio.

Det er således ren manipulation, når det i lederen påstås at ”omkring halvdelen af alle støttekronerne, fordeles via markedsordningen.” Markedsordningen har kun sølle 25% til rådighed af alle støttekronerne. Og over de seneste 10 år har markedsordningen kun fået 1 krone, hver gang konsulentordningen har fået 2.

De sidste 10 år har DFI-støtten til samtlige de såkaldte ’romertalsfilm’, som Camre hader og publikum elsker, repræsenteret sølle 9,9% af de totalt udbetalte støttemidler fra konsulent- og 60/40- (markeds-) ordningen. De resterende 90,1% er givet til film, som Camre ønsker at fremme. Så man kan med rette spørge; hvad er problemet?

Og ja, Min Søsters Børn og Far til Fire bør støttes, da de uden støtte jo slet ikke ville blive lavet, og dansk film ville falde fuldstændig fra hinanden, hvis der ikke blev delt sol og vind lige. Og det mener Henning Camre jo også, iflg. tidligere udtalelser.

Den danske filmstøtte beror så sandelig ikke udelukkende på at give folket det, man tror, det vil have. Og redaktionen bag markedsordningen er bestemt ikke styret af ”løse antagelser, mavefornemmelser og fordomme.” Mange års erfaringer viser i denne henseende, at der er temaer, som bare ikke kan samle et dansk publikum til foran biografernes store lærred – til trods for endda flere helhjertede forsøg – og for at bringe lidt luft til den igangværende debat om ”MGP-Missionen” kan man også fastslå at f.eks. film om ældre på plejehjem heller aldrig har fyldt en dansk biografsal.

Vi har i Danmark forskellige støtteordninger – misundt af udlandet, i øvrigt, og kaldet ”verdens bedste filmstøtteordning” - som er fint afvejet overfor enhver tænkelig imødekommelse af både publikums ønsker, og filmkunsternes behov for at udtrykke sig.

It works – why fix it?