Leder

Ungdommeligt overmod

Debat
9. juni 2012

De smukkeste af alle historier har en melankolsk tone, da de næsten uundgåeligt vil spejle sig i en virkelighed eller en senere samtid, der ikke leverer. Sådan én, er fortællingen om Rio-konferencen i 1992. I hvert fald når man ser den i lyset af forventningerne til dens efterfølger Rio+20, der om under to uger slår dørene op for verdens ledere og deres følger af embedsmænd, erhvervsfolk og folkelige organisationer.

For det var en fundamental anden og på mange måder mere lys verden, som den oprindelige FN-konference om udvikling og miljø udspillede sig i: På det institutionelle plan, fordi FN var en stærk spiller med en rimelig bred opbakning og legitimitet. I økonomisk forstand, fordi der var støt fremgang for de rige lande, der havde god afstand til både overståede og kommende storkriser. I politisk forstand, fordi der herskede konsensus om, at stater var de primære aktører i det internationale system. Men ikke mindst i – om man vil – globalpsykologisk forstand: Forandringens vinde havde blæst så ubønhørligt i Øst, at meget lidt derefter syntes umuligt at forandre. Som mødeleder af Rio-konferencen Maurice F. Strong proklamerede i foråret 1992: »Dette er en konference om den økonomiske verdensorden og om, hvordan vi laver den om.«

Tak for kaffe. Troede han virkelig selv på den, fristes man til at spørge. Ja, det gjorde han. Det var han ikke alene om. Og det havde han et godt stykke af vejen grund til. Information har i dag bedt en håndfuld veteraner om at drage en tur med ned af mindernes boulevard til Rio ’92. Og ligeså fortærsket den kliché er, ligeså næsten barnligt naiv kan deres beskrivelse af den tids globale tro på det globale fællesskab lyde i kyniske ører anno 2012.

»Vi troede inderligt og med en vis rigtighed på, at verdens stater kunne sætte sig ned og blive enige om overordnede principper og bindende mål til vores alles bedste. At vi faktisk kunne skabe fælles retningslinjer for, hvordan vi skulle gøre ting på en helt ny måde,« fortæller Kim Carstensen, dengang som nu repræsentant for Verdensnaturfonden i Rio, i dagens avis: »Det kan virke helt ungdommeligt overmodigt, når man i dag ser tilbage på det, sådan var stemningen, også blandt de statsledere, der mødte op.«

Vi har til dags dato ikke hørt den danske statsleder Helle Thorning-Schmidt udtale sig sammenhængende om, hvad Danmark ønsker af Rio+20 eller hvad formandslandet selv vil bringe til bordet i den brasilianske kystmetropol. Og man kunne da også hævde, at hun har rigeligt at se til i en usædvanlig højspændt og krisehærget hjemlig situation. Vi ved dog så meget, at Danmark vil komme til Rio med udviklingsminister Christian Friis Bach. Han var også på sidelinjen i ’92 og beskriver stemningen således: »Der var i starten af 90’erne et historisk vingesus af dimensioner og en enorm tro på, at man kunne løse udfordringerne i et globalt fællesskab. Det var den helt historisk usete tro, som Rio-konferencen blev båret frem af.«

Og det handlede ikke mindst om Murens fald. Der eksisterede en kolossal tillid til, at de internationale organisationer, der jo havde været låst fast i Den Kolde Krig under øst-vest-konflikten, nu igen havde overskuddet til at danne ramme for diskussioner om en ny fælles fremtid. Fredsdividenden, som den blev kaldt, skulle frigive både politisk energi og penge til udvikling og miljø, der før var blevet brugt på oprustning. Og så var ingenting ideologisk lukket endnu. Den ene økonomiske model var brast, men for ædru mennesker betød det ikke, at den anden havde vundet. I hvert fald endnu.

Åh, hvad er det nu, det minder om? Tænke, tænke. Jo, det lyder jo lidt af lige nu og her! Det er under fem år siden, at vores økonomiske verdensorden blev rystet i sin grundvold af det finansielle kollaps, som førte til en økonomisk krise, der for alvor har åbnet diskussionerne lokalt for alternative modeller til det eksisterende. Og hvad hvis der er en dividende, der kan indløses, nu da verdens stater ikke længere ideologisk var bundet på hænder og fødder af konsensus om det uregulerede markeds lyksaligheder? Det er nok også lidt for meget at forvente, men spejler man Rio+20 i sin energifulde forgænger, kunne mane til nyttig eftertanke om, hvorfor de forbundne systemkriser ikke har hævet loftet for diskussioner om vor fælles fremtid. For har vi, når det kommer til stykket, andre historiske momenter end dem, vi selv skaber?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Coninck Lucas

Dear ICCP, G20 and Commitee of 300.

Fuck you, you fucking fuck. Here's why:

http://www.sfu.ca/pamr/media-releases/2012/study-predicts-imminent-irrev...