Leder

Et vendepunkt i eurokrisen?

Spørgsmålet er, om hjælpen til de spanske banker udgør et reelt vendepunkt i eurokrisen, eller om det blot er et led i forberedelserne på Grækenlands exit. Eftersom et af de spanske bankers problemer er deres beholdning af spanske statsobligationer ville det være mere logisk og sikkert, hvis Den Europæiske Centralbank (ECB) fik beføjelser til at opkøbe disse
Debat
11. juni 2012

»Euroen er et irreversibelt projekt,« sagde Spaniens ministerpræsident, Mariano Rajoy, fra det konservative Partido Popular (PP), efter at eurozonens finansministre lørdag var blevet enige om at spænde et sikkerhedsnet ud under den spanske banksektor. EU vil via sine krisehåndteringsfonde skyde op til 100 mia. euro (745 mia. kr.), svarende til ni pct. af Spaniens bruttonationalprodukt, i den spanske stats fond til omstrukturering af banksektoren, FROB.

Det præcise beløb bliver først fastsat, når Den Internationale Valutafond (IMF) og to konsulentvirksomheder har færdiggjort deres undersøgelser af de spanske bankers regnskaber. Regeringen i Madrid tøvede alt for længe med at bede EU-partnerne om hjælp, og spaniernes anmodning om hjælp til de kriseramte banker blev først fremsat, efter at USA’s præsident, Barack Obama, havde lagt et hidtil uset pres på EU-Kommissionen og de europæiske regeringsledere.

Det sker, efter at kreditvurderingsbureauet Moody’s forleden annoncerede en forestående nedgradering af fem af USA’s seks største banker, hvilket tolkes som et tegn på, at krisen i Europa risikerer at få uoverskuelige globale konsekvenser. Samtidig kan hjælpen til de spanske banker også tolkes som et forsøg på at inddæmme skadevirkningerne af Grækenlands exit fra euroen, som kan blive en realitet efter omvalget på søndag.

Den spanske stat hæfter for lånet, men alligevel benægter Rajoy-regeringen, at der er tale om en redningspakke i lighed med dem, som Grækenland, Irland og Portugal allerede har optaget. Betingelsen for hjælpen er, at Spanien sanerer banksektoren hurtigst muligt for at undgå, at problemerne spreder sig til andre europæiske lande.

Navnlig de italienske banker ville blive hårdt ramt af konkurser i den spanske banksektor. Ifølge den spanske nationalbank, Banco de España, er andelen af dårlige lån i de spanske pengeinstitutter under finanskrisen steget til otte pct., og kun landets tre største banker vurderes af finansanalytikere at have tilstrækkelige kapitalreserver. Alligevel er ordet ’redning’ et tabu for den spanske regering: »Det er ikke en redningspakke, men et lån på meget favorable betingelser,« understreger den spanske økonomiminister, Luis de Guindos.

Alfredo Pérez Rubalcaba, lederen af det spanske socialistparti, betegner derimod aftalen med EU-partnerne som »en dårlig nyhed for Spanien« og opfordrer til »dyb eftertanke« over, hvad der er gået galt i landets finansielle sektor.

Problemerne i banksektoren er imidlertid tæt knyttet til et svigt i Spaniens politiske system, da lokalpolitikere har stået for udnævnelserne til bestyrelserne i de regionale sparekasser, som har været skyld i boligboblen. Alle partierne bærer deres del af skylden for den manglende kontrol med sparekassernes udlånspolitik, men for så vidt som regeringspartiet PP har magten i 16 af Spaniens 17 selvstyrende regioner er ansvaret ikke helt ligeligt fordelt. Konsekvensen af politikernes svigt er vigende tillid til det politiske system. Således viser en nylig undersøgelse fra et analyseinstitut, at 90 pct. af den spanske befolkning føler sig svigtet af partierne.

Spørgsmålet er, om hjælpen til de spanske banker udgør et reelt vendepunkt i eurokrisen, eller om det blot er et led i forberedelserne på Grækenlands exit. Eftersom et af de spanske bankers problemer er deres beholdning af spanske statsobligationer ville det være mere logisk og sikkert, hvis Den Europæiske Centralbank (ECB) fik beføjelser til at opkøbe disse. I stedet har ECB under krisen været nødsaget til at låne penge til de europæiske banker, så de kan købe statsobligationer, der dog risikerer at miste værdi og dermed bringe bankerne i fare. s For at bryde denne onde cirkel har euroen brug for et afgørende kvalitetsløft i form af et fælleseuropæisk banktilsyn, flere beføjelser til ECB’s fælleseuropæiske obligationer og i sidste ende en decideret finansunion. Kun et monolitisk Europa vil være i stand afværge finansmarkedernes spekulationsangreb mod valutaunionens svageste led. Selv om 42 pct. af Tysklands eksport går til andre europæiske lande, har den tyske regering hidtil afvist at tage nødvendige skridt for at fremtidssikre euroen.

Hvis det skal nås, bliver det i sidste øjeblik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leif Højgaard

Rigtige venner kan ej købes for penge ♪♫
Rigtige venner kan ej købes for guld ♪♫
Rigtige venner - er ej noget man køber ♪♫
- for dem er stilling, status og rigdom lig et nul.

- Eu er ikke rigtige venner ♪♫

John W Larsen

Spørgsmålet er vel HVOR KOMMER DE PENGE FRA ?
Når nu der ikke er nogen osv osv osv ....

Der ER ikke nogen 'krise', der er en flok rige svin der i gang med at plyndre kage-dåsen .
Den der er fyldt med RIGTIGE penge ! indbetalt af lønmodtagere de sidste 50 år .

lars rosholm tørresø

de småpenge(?) der lige er afklaret med spanien er højest eén hundrede del af det nødvendige beløb - - som at piepie i nattøjet en frostnat på telttur - FEDEST

Henrik Klausen

Kære Mads Frese

Indledningsvis vil jeg sige undskyld for tonen, men jeg er vred over situationen, som diverse eksperters gode råd kun har gjort værre.

1. Det er ikke et spekulationsangreb. Storinvestorerne tror ikke på den spanske økonomi og holder sig derfor tilbage. Det vil ikke hjælpe at øse penge over i bankerne, hvis det bare betyder, at Spaniens stat bliver mere forgældet. Se: Irland/Anglo Irish.

2. Problemerne i banksektoren er i høj grad knyttet til euroen og kapitalstrømmen fra stærke økonomier til svage snarere end lokalpolitik, og derudover Basel II-bestemmelserne, der lod den internationale finanssektor gå amok. Mener Frese måske, at også Portugal, Grækenland og Irland er i problemer pga. lokalpolitik, eller er en for ham skjult sammenhæng?

3. Et monolitisk Europa? Der har vi vist en af de store problemstillinger. Har vi lyst og forudsætninger for et monolitisk Europa? Hvis nej, hvordan skal det komme i stand, hvis ikke demokratiet skal nedlægges?

4. Et reelt vendepunkt - nej.

On Saturday, euro zone leaders declared they were ready to loan the Spanish government up to $125 billion to prop up the country’s troubled banks. The hope was that this would instill confidence in Spain’s banking sector, stop Spainards from yanking their deposits out, and make everybody more confident in Spain’s overall future.

That didn’t quite happen. As you can see from the chart below, the calm lasted about 4 hours and 40 minutes.

www.washingtonpost.com/blogs/ezra-klein/post/spains-bailout-four-hours-a...

5. Hvornår spørger eksperterne sig selv, om euroen er værd at redde? Gideon Rachman fra FT har gjort det.

www.ft.com/intl/cms/s/0/37aaf234-a32f-11e1-8f34-00144feabdc0.html#axzz1w...

Steen Ole Rasmussen

Mads Frese: "Problemerne i banksektoren er imidlertid tæt knyttet til et svigt i Spaniens politiske system..."

Mads Frese og den lille søde modstandsavis, er imidlertid så tæt knyttet til forestillingen om det europæiske projekt, så det under alle omstændigheder vil være umuligt her for alvor at se den pågående krise som resultat af selve EU's, projektets konstitution.

Krisen kan teoretisk forklares med at realkapitalen er faldet i værdi! Bankernes sikkerhed for udlån er derfor forsvundet, ikke fordi der er forskel på tilbedelsen af markedets mekanismer, markedspriserne i Spanien fra den man finder her på avisen og i resten af den vestlige verden.

Problemet er at markedsværdierne er forsvundet. Det forklarer bankernes problemer.

Grundlaget for udstedelse af nye udlån er forsvundet, dvs. den måde som den monetaristiske institution tillader pengenes skabelse på, er ikke længere farbar vej! Det eneste mål, som man har tilbage i økonomisk teori, er vækst, vækst målt i markedsværdier. Man kan ikke engang definere begrebet inflation længere, fordi man i overensstemmelse med dem ortodokse monetarisme har vedtaget, at inflation i priserne på realkapital ikke skal tælle som inflation, netop fordi inflation i realkapitalen er formålet med det hel, og så kan man jo ikke denominere den som det, den faktisk er, nemlig inflation!

De sidste 30 års såkaldte økonomisk vækst har primært været funderet i inflation i kapitalværdierne. Priserne på huse, ferieboliger, kreditbeviser, mængden af kreditbeviser, pålydende værdier, afledte værdier, tro på fremtid, mangel på tro på fremtiden (forsikringer, forsikringer mod forsikringers svigt, forsikringer mod forsikringerne mod forsikringernes svigt), akkumuleringer af krav på fremtidige ydelser (opsparinger, pensionsopsparinger anbragt i futures, på bankbøger i banker der har lånt ud til boligejere, hvis værdier ikke er produktive, men faldende i værdi, vedligeholdelseskrævende, utidssvarende i forhold til fremtidens krav om energieffektivitet osv.)

Finanskrisen er ikke og har ikke været på tilbagetog på noget tidspunkt. Staterne, EU, alle de offentlige institutioner har siden dens start kastet alle deres midler efter det fri marked, for at holde markedsværdierne oppe. Deraf kommer gældskrisen, nemlig problemerne med de offentlige budgetter.

Finanskrisen er der i større omfang end på noget tidligere tidspunkt, også fordi det begynder at gå op for investorerne, at markedsværdierne, prisstigningerne på realkapital ikke vil stige! Hvorfor vil de ikke det? Fordi den produktive kapacitet er flyttet bort fra EU! Fordi produktionskræfterne er dødeligt afhængige af ressourcer, energi, som man må hente for den valuta, de euro, der falder i fordi Tyskland er det eneste land, der kan producere og sælge på de gældende interne betingelser i unionen! Fordi arbejdskraften ikke har været den afgørende faktor i produktionen i mere end 30 år! Fordi man til stadighed mod bedre vidende hævder, at grundlaget for ethvert opsving er funderet i øget udbud af arbejdskraft, hvorved man systematisk lukker øjnene på sig selv, bl.a. for det jeg lige har skrevet.

Den lille modstandsavis er så systematisk dum i nakken, så det skriger til himlen. Selvforskyldt djøf djøf, tungen helt oppe i finansminister Margrethe d. I, der er så EU-liderlig, at hun kan skrige sin orgasme ud gennem ethvert medie her til lands med hjælp fra alle kanter. Og når nogle føler trang til at kritisere den blinde tilbedelse af hendes tungnemme organer, ja så kommer lille Rune med sin demokratipris, EU’s belønninger til sine udvalgte, og fortæller os, at vi da ikke skal være utilfredse med djøffistand, vi er nemlig potentielt set alle sammen lige for Margrethe, dvs. potentielle djøffere i djøffen djøfs djøffistand!

Hvordan kan man forlange af noget menneske, at det skal holde tonen i debatten! Det hele er så tragisk, urkomisk og komplet latterligt. Grav dig ned Mads. Du er både dum og usympatisk!