Leder

Fra eurokrise til eurostat

Debat
2. juli 2012

Sidste uges EU-topmøde var en stor succes, hvis succeskriteriet var at sikre, at der bliver endnu et møde. Italiens ministerpræsident, Mario Monti, spillede verdens tredjestørste statsgæld som joker og truede sammen med Spaniens Mariano Rajoy med at nedlægge veto mod vækstpagten, hvis ikke EU’s nye redningsfond (ESM) får mulighed for at yde hjælp til banker og opkøbe statsobligationer, uden at de gældstyngede lande skal sættes under administration af Den Internationale Valutafond og EU.

Angela Merkels betingelse for at afvige fra den tyske nøjsomhedskurs var et fælleseuropæisk banktilsyn under Den Europæiske Centralbank (ECB), som skal oprettes inden årets udgang. Dermed tog eurozonen et væsentligt skridt i retning af en bankunion med en egentlig finans- og skattepolitisk union som et sandsynligt næste trin, der kan medføre traktatændringer og -afstemninger.

Det har på kort sigt skabt tillid til, at den italienske og spanske statsgæld fortsat kan finansieres, selv om der stadig er udsigt til en længere periode med recession i Sydeuropa.

»Solidarisk integration« kaldte Frankrigs præsident, François Hollande, forsøget på at kombinere budgetkontrol med vækstfremmende tiltag. Grækerne ville dog ikke have uret, hvis de hævder, at solidaritetens omfang afhænger af de kriseramte landes størrelse og betydning. Men kan euroen reddes på lang sigt med alle nuværende medlemmer? Heller ikke dette møde gav noget definitivt svar, selv om løsningen er indlysende klar: Valutaen kræver en stat. Det budskab er bare politisk selvmord i snart sagt alle eurolande.

Så selv om Merkel og Monti privat kan være helt enige om, at suverænitetsafgivelser er nødvendige forudsætninger for øget økonomisk integration, har kansleren for længst opgivet at sælge den europæiske idé til tyskerne. Opbakningen til projektet er traditionelt stærkere i Italien end i de fleste andre medlemslande, men ligesom andre steder har krisen også her skabt stigende euromodstand:

»Jeg er overbevist om, at vi aldrig får Europas Forenede Stater. Om ikke andet så fordi vi ikke har brug for det,« forsikrede Monti, da han for et halvt år siden blev indsat som italiensk regeringsleder.

Monti skabte et tiltrængt fremskridt i den europæiske integration ved at bruge Italiens svaghed som en styrke. Forhandlingsresultatet i Bruxelles forhindrede også en ny regeringskrise i Italien, som ville have overflødiggjort alle andre bestræbelser. Men at en pensioneret EU-kommissær, som står i spidsen for en ikke folkevalgt overgangsregering, maner eurostaten i jorden, siger en del om projektets legitimitetskrise.

De hurtige skridt mod en bankunion og udskydelsen af de tungere beslutninger om en finansunion afspejler de europæiske lederes dilemma: Euroen kan hverken reddes eller aflives. Hvis det skal blive en levedygtig valuta, må ECB blive til en egentlig centralbank, men bag ECB står der som bekendt ikke en europæisk stat. Og eurostaten vil ingen have, og derfor siger de i stedet som Monti efter topmødet:

»Konstruktionen af Europa består af mange på hinanden følgende bedrifter som denne.«

At redde euroen kræver politisk vilje, men den foreløbige erfaring har gjort EU til alles foretrukne syndebuk.

Det er netop denne mangel på et langsigtet perspektiv for EU, der har udløst krisen, mente en af euroens arkitekter, den tidligere italienske økonomiminister Tommaso Padoa-Schioppa. På DR udlagde Helle Thorning-Schmidt (S) efter topmødet euroens fremtidsudsigter således, at valutaen endnu er et så udefineret projekt, at danskerne foreløbig hverken bør eller kan tage stilling til noget som helst, mens kernelandene altså forsøger at rykke tættere sammen. Er det godt, at Danmarks EU-politik går ud på at vente og se? Hvis politikerne havde vænnet vælgerne til også at se virkeligheden med europæiske briller, ville situationen ikke have været så kritisk. De europæere, som er blevet arbejdsløse under krisen, fortjener, at politikerne også har en vision for Europa. For utopi og realpolitik hænger sammen, påpegede Max Weber: »Det er jo fuldkommen rigtigt, og al historisk erfaring bekræfter det, at man ikke opnår det mulige, hvis man ikke i denne verden igen og igen griber efter det umulige.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her