Leder

Forskellen for Sydeuropa

Set fra Sydeuropa handler eurokrisen om mere end valutasamarbejdet. Tyskerne og andre nordeuropæere kan nemt bilde sig ind, at de allerede har gennemført eller kan gennemføre de reformer af det offentlige velfærdssystem og arbejdsmarkedet, som vil sætte dem i stand til at klare sig i den globale konkurrence på egen hånd eller i et mindre heterogent fællesskab med færre lande
16. juli 2012

Leder

Portugals premierminister, Pedro Passos Coelho, opfordrer unge portugisere til at yde en ekstra indsats. Unge universitetsuddannede bør »forlade deres komfortzone« og »skaffe sig ansættelse andetsteds«, udtalte han for nylig til avisen Correio de Manhã og foreslog de ledige at prøve lykken i portugisisktalende lande som Angola og Brasilien. Ungdomsarbejdsløsheden er på 36,6 pct. – for 10 år var den under 10 pct. I et årti efter optagelsen i eurozonen var der for første gang i Portugals nyere historie flere indvandrere end udvandrere.

Men sidste år udvandrede mere end 120.000 portugisere, så emigrationen er nu tilbage på samme niveau som i 1960’erne, hvor forarmelsen i diktatoren Salazars Estado Novo (nye stat, red.) fik millioner til at søge til bl.a. Frankrig, USA og Brasilien. Forskellen er, at størstedelen af nutidens emigranter har nydt godt af årtiers investeringer i uddannelsessystemet.

Men Nuno Esperança, en ung arkitekt, påpeger i Financial Times, at et højt uddannelsesniveau blandt emigranter næppe medfører fordele for Portugal: »Tidligere generationer kunne opspare penge i udlandet og vende hjem, men jeg er ikke sikker på, at emigration kan tilbyde den form for kompensation længere.«

I Italien blev der 2011 i gennemsnit opdaget 93 overtrædelser af miljø- og planlove om dagen. Det fremgår af miljøorganisationen Legambientes seneste rapport om »økokriminalitet«. De hyppigste miljøforbrydelser er ulovligt byggeri og ulovlig bortskaffelse af affald, hvilket i de fleste tilfælde skyldes korruption i lokaladministrationerne.

Økomafiaerne, der ødelægger landskabet og forværrer følgerne af naturkatastrofer, omsætter for 16,6 mia. euro om året, skønner Legambiente. I 2012 er foreløbig 18 kommunalråd blevet opløst på grund af mafiainfiltrationer og afløst af regeringsudpegede kommissærer. Italien rummer både regioner som Lombardiet, der er blandt Europas rigeste, og Calabrien, hvor mafiaenhar større magt end staten. Men de kriminelle organisationer har efterhånden penetreret samfundsøkonomien i hele landet. Ifølge Roberto Scarpinato, statsadvokat på Sicilien, er »mafiaernes udbredelse i Norditalien, der troede sig immun, en alarmklokke, der ringer for hele Europa.«

»Katastrofens oprindelse ligger længere mod nord,« skriver økonomen Paul Krugman, »i Bruxelles, Frankfurt og Berlin, hvor embedsmænd skabte et dybt – måske fatalt – mangelfuldt valutasystem og derefter forværrede problemerne ved at moralisere i stedet for at analysere.« Grækenland har været i recession siden 2008, mens Spaniens regering trods rekordhøj arbejdsløshed har annonceret nye offentlige besparelser, som kun kan forlænge og forværre krisen.

I sine forelæsninger om biopoli-tikkens fødsel påpegede den franske filosof Michel Foucault, at tyskerne er henvist til at bruge økonomien som magtmiddel, fordi »historien havde sagt nej til den tyske stat«. Således behandler Tyskland nu eurozonens sydlige stater, som om de har tabt en krig og har mistet legitimitet, hvilket blot gør EU’s fremtid usikker.

Set fra Sydeuropa handler eurokrisen om mere end valutasamarbejdet. Tyskerne og andre nordeuropæere kan nemt bilde sig ind, at de allerede har gennemført eller kan gennemføre de reformer af det offentlige velfærdssystem og arbejdsmarkedet, som vil sætte dem i stand til at klare sig i den globale konkurrence på egen hånd eller i et mindre heterogent fællesskab med færre lande. Måske har de ret.

Storbritannien har allerede de historiske bånd til USA som alternativ til det europæiske projekt, der aldrig har begejstret briterne. Sydeuropæerne derimod kan ikke bilde sig selv ind, at de har en mere lovende fremtid uden for EU: »Europas nationalstater er garanter for en tradition, en kultur, en historie, men ifølge den oprindelige føderale idé vil kun en politisk union i Europa kunne garantere et håb for fremtiden,« hævder Italiens præsident, Giorgio Napolitano. For de unge, skrøbelige demokratier i Sydeuropa er den europæiske forankring afgørende. Hører de til blandt verdens rigeste velfærdssamfund, eller fører det accelererende sociale, økonomiske og institutionelle forfald til en fremtid som udviklingslande? For sydeuropæerne udgør EU forskellen. frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu