Leder

Højrepopulisme skal bekæmpes

Debat
30. juli 2012

Det er altid opklarende at få et blik udefra på sig selv. Sådan et leverede den tyske professor og skandinavienkender Bernd Henningsen i weekendens Information.

»Svenskerne har en mentalitet. Danskerne har en identitet,« sagde han blandt andet, og så satte han fingeren på en række konsekvenser heraf: Identitetsspørgsmål ender hver gang med en konstatering af, at ’vi’ er anderledes end ’de andre’.

»I visse tilfælde, at vi er bedre end de andre,« sagde han med diplomatisk underdrivelse.

Men menneskets egentlige identitet udvikler sig fra krise til krise, fastslog han og påpegede, at det var en farlig fiktion at identificere enkeltmennesker med en nation.

Henningsen gjorde også opmærksom på, at hvor højreekstremister i Tyskland er modstandere af staten – ligesom i øvrigt i USA – dér forsvarer nordiske og danske højreekstremister staten. Vi så det i tilfældet Breivik, der ifølge sig selv skød 69 unge mennesker for at ’forsvare Norge’, og vi ser det i Danmark, hvor Dansk Folkeparti altid kan finde på endnu et lille nøk til højre af lutter forsvarsvilje.

Men Henningsens sammenligning af den tyske erfaring med de skandinaviske landes holdninger maner til eftertanke. Han udpeger nemlig den nordiske nationalisme som hæmsko for at bekæmpe højrepopulistiske strømninger.

»De skandinaviske miljøer har ikke opdaget, at der kræves et håndfast svar på højrepopulistiske ytringer. Der kræves konfrontation. Men hvad er der sket? Også Socialdemokraterne er gået til højre. De har ofret deres internationale samvittighed i den norske og danske debat,« påpegede han.

Har vi i den indadvendthed, der er den danske nationalismes følgesvend, lukket vores øjne for, at ikke alle trusler kommer udefra?

Anders Behring Breivik har vist os, at det ikke er tilfældet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Jeg er enig at højrepopulisme skal bekæmpes. Min forståelse for problemets rækkevidde, hvis man ikke gør det, forøgedes væsentligt, da jeg for nogle år siden læste en enestående bog ”En tysker historie¬ - erindringer 1914-1933”, som efter min opfattelse bør være obligatorisk læsestof i folkeskolen eller gymnasiet, da den kan skabe opmærksomhed om risikoen ved at lægge befolkningsgrupper for had og vende ryggen til retsstaten.

Intet er sikkert, hvis vi ikke forstår at værdsætte og løbende arbejde for at bevare og om muligt forbedre vores frihed og demokrati.

Bogen er skrevet af Sebastian Haffner og er hans helt personlige tidsbillede af det forliste kejserdømme Tyskland og landets udvikling (afvikling) op til årene lige før 2. Verdenskrig. Bogen afslører tankerne hos en prøjsisk embedsmands søn, som fra krigsbegejstret 10-årig dreng i 1914 bevæger mod et Nazistisk rædselskabinet mod sin vilje. Efterhånden som Nazisterne fik magt som de havde agt, gled dele af den tyske befolkning over i et uhørt medløberi, som efterhånden førte til, at alle blev det enkelte individs værste fjende. Ingen turde tro på nogen og det gjaldt langt ind i familierne.

Det er forfatterens opfattelse at Tyskland fra udbruddet af 1. Verdenskrig langsomt men sikkert bevægede sig mod Nazisternes overtagelse af magten i 1933. I den forbindelse er det værd at huske, at Nazisterne med parlamentariske midler indførte det ultimative diktatur. Under hele processen forholdt de afgørende demokratiske kræfter sig passive. Tilsyneladende håbede alle demokratisk sindede, at der var tale om en ond drøm. Når demokareterne var vågne, håbede de på, at andre udefra ville gøre en ende på uhyrlighederne. Det skete som bekendt ikke og verdenen bevægede sig ind i en ny verdenskrig.

Forfatteren beskriver det chokerende skred, der skete i det tyske folks humanisme og kultur. Vi kender alle slagtningen af den jødiske del af befolkningen. Jøderne var blot en befolkningsgruppe ud af mange, som Nazityskland ville udrydde og rent faktisk så godt som udryddede. Forfatteren beskriver, hvordan Nazismen greb ind i den dommeruddannelse, som han var i gang med og hvorledes han for en tid måtte sælge sin sjæl for at kunne færdiggøre sin uddannelse.

På s. 189 skriver han således om konsekvenserne af Nazisternes magtovertagelse: ”Den situation, de ikke-nazistiske tyskere i sommeren 1933 befandt sig i, er givetvis en af de værste, noget menneske kan komme ud for: nemlig at være blevet løbet over ende, kombineret med eftervirkninger af det chok, det var at blive overrumplet så eftertrykkeligt. Nazisterne havde os, på nåde og unåde, i deres hule hånd. Alle forsvarsværker var faldet, enhver kollektiv modstand var blevet umulig, individuel modstand var blot en anden form for selvmord. Vi var forfulgt langt ind i vores privatlivs kringelkroge, på livsområder herskede der deroute, en spredt flugt ingen vidste hvor ville ende. Samtidig blev man dagligt opfordret til: ikke at overgive sig, men: at skifte side. En lille pagt med djævlen og man ville ikke længere høre til de tilfangetagne og jagede, men til de sejrende og forfølgende. Det var den enkleste og groveste fristelse. Mange faldt for den”.

I Nazityskland var det ikke tilstrækkeligt for Nazisterne at have magten. Man ønskede også at eje den enkelte borgers sjæl. Sebastian Haffner flygtede i 1938 til England, som at undgå at blive aktiv deltager i den kommende krig. Forfatteren gav manuskriptet til sin familie kort før sin død med besked om, at familien måtte bestemme, hvad der skulle ske med det.

Bogen udkom for første i 2000 i (Danmark: 2002). Bogen er en af de mest enestående og lærerige bøger, som jeg har læst, og den bør tilhøre enhver bogsamling. Jeg har købt et mindre lager, som forærer til familie, venner eller andre som kunne have glæde af at læse bogen.