Leder

Kom ind i kampen

31. juli 2012

I 1995 var cirka tre ud af fire lønmodtagere i fagforening – i dag er kun to ud af tre. Fagbevægelsen presses af globaliseringen og har med få undtagelser været uden politisk indflydelse de sidste ti år. Samtidig skifter flere og flere medlemmer til de gule fagforeninger, tiltrukket af de lavere kontingenter og måske også af de gules arbejdsgivervenlige og strejkefjendtlige ideologi. Den klassiske fagbevægelse skranter, og det er på denne dystre baggrund, man skal se konflikten om Vejlegården. Her har en restauratør Amin Skov skrottet overenskomsten med 3F til fordel for de gule konkurrenter i Krifa. Det sker selvfølgelig ikke uden kamp. 3F har reageret med klassiske metoder, som er helt normale under arbejdskonflikter efter dansk model. Det nye er, at 3F har fået så læsterlige tæsk i slaget om den offentlige mening. Det bør give anledning til seriøs eftertanke hos fagbevægelsen, at den udpeges som skurken, mens en arbejdsgiver forringer sine ansattes løn- og arbejdsforhold – og ender som folkehelt. Noget er gået grueligt galt.

Som fortalt i lørdagens Information har fagbevægelsen altid håndteret medierne dårligt – også under firsernes arbejdskampe. Alligevel mødte de dengang større forståelse hos folket. Den forståelse er mindre i samtidens individualistiske Danmark, hvor masseorganisationer som politiske partier, fagforeninger og folkekirken skrumper. Fagbevægelsens fortælling om kollektiv handling er forvitret. Den dominerende samfundsfortælling i 2012 handler i bedste hollywoodstil om den lille mand mod systemet.

Samtidig har fagbevægelsen fra starten ryggen mod mediemuren. De fleste aviser er borgerlige, arbejdmarkedsjournalistikken er i årevis blevet nedprioriteret, mens arbejderbevægelsens kulturinstitutioner og presse er blevet svækket. Alt dette danner glimrende grundlag for liberale løvers ideologiske amokløb til stegt flæsk i frihedens navn. Et eksempel herpå er Venstres forslag om at forbyde den type faglige blokader, som for tiden udspilles ved Vejlegården. Forslaget går glimrende i spænd med Claus Hjort Frederiksens nylige undsigelse af trepartsinstitutionen og er samtidig endnu et angreb på den danske model.

Af samme grund er forslaget undsagt af Dansk Arbejdsgiverforening, som udmærket forstår, at den danske model også er en gevinst for arbejdsgiverne, fordi den sikrer et stabilt og fleksibelt arbejdsmarked. Man kan spekulere over, hvorvidt de liberalistiske fagforeningsfornægtere er historieløse, populistiske eller begge dele. De burde faktisk takke fagbevægelsen for dens andel i opbyggelsen af et arbejdsmarked, som hyldes over hele verden.

Der foregår i disse år en ganske nødvendig debat i fagbevægelsen om, hvordan den fremover kan gøre sig gældende i et samfund, der har ændret sig kolossalt. Denne proces risikerer at blive frugtesløs og selvrefererende, hvis ikke fagbevægelsen husker, at der er skræmmende store huller i befolkningen og særligt ungdommens viden om basale mekanismer på det danske arbejdsmarked. I den enorme bunke af udfordringer, som fagbevægelsen i disse år slås med, er folks uvidenhed den største – og langt mere alvorlig, end den evige flok liberalister, der sætter den enkeltes frihed til at underbyde en overenskomst højere end kollektivets ret til at kæmpe for anstændige løn- og arbejdsvilkår. Kender man ikke den danske model, forstår man nemlig heller, når fagbevægelsen konflikter mod en restauratør i Vejle.

Dermed ender sympatien instinktivt hos den lille mand, der kæmper mod et upersonligt system. Og så er det bedøvende ligegyldigt, at systemet selv synes, at det kæmper for den lille mand. Det er ikke nok, at fagbevægelsen ved, at den har ret, hvis den opfattes som »røde herremænd« af den befolkning, der i sidste ende skal sikre bevægelsens legitimitet. Den erkendelse er heldigvis ved at brede sig blandt fagbosserne. Konflikten i Vejle viser, hvor bydende nødvendigt det er, at fagbevægelsen igen forklarer den danske models fortræffeligheder og genforkynder det glade budskab om den kollektive kamps nødvendighed. Der er ingen andre, der gør det. Lad derfor Vejlegården være vendepunktet og kom så ind i kommunikationskampen, kammerater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Et eksempel herpå er Venstres forslag om at forbyde den type faglige blokader, som for tiden udspilles ved Vejlegården."
Det er et forfalsket referat af Venstres forslag.

Venstre accepterer blokader i arbejdskampe; men vil ligestille overenskomster med landsdækkende fagforeninger, f. ex. Krifa, med overenskomster indgået med LO-forbund.
En arbejdsgiver kan således ikke blokeres, hvis Krifa har overenskomst på arbejdspladsen.

Jeg må indrømmer at have en vis sympati for forslaget; selvom det nok aldrig bliver til noget.
3F blokerer Vejlegaarden, ikke fordi Vejlegaarden ikke er overenskomstdækket; men fordi Vejlegaarden har overenskomst med et konkurrerende forbund, Krifa.
Der findes utallige smårestauranter, der har overenskomst af nogen art. Disse restauranter ville det være langt mere oplagt at blokere end Vejlegaarden.

Hanne Cetkin

Sven Johannesen:

»Det nye er, at 3F har fået så læsterlige tæsk i slaget om den offentlige mening( …) Noget er gået grueligt galt.«

Helt enig. Arbejderklassen opgav at have sine egne medier i 1990erne, og gav dermed de borgerlige et mediemonopol. Siden den tid har fagbevægelsen konsekvent fået ”læsterlige tæsk i slaget om den offentlige mening”.

Derfor er det også noget vrøvl, når Sven Johannesen skriver, at ”fagbevægelsen altid håndterer medierne dårligt.”

De borgerlige medier bryder sig ganske enkelt ikke om fagforeninger, og derfor vil fagforeningerne altid få en udsøgt dårlig omtale, uanset hvordan fagforeningerne ”håndterer” medierne.

Så længe vi har et borgerligt mediemonopol, vil fagforeningerne blive dæmoniseret og få en rædsom omtale, hvad enten de skider eller slår på tromme…

Henning Kjær

Med venstres fagforeningsbegreb kan enhver starte en "fagforening" /fagforeningsfirma i sin egen kælder med kun venner som tilsluttede medlemmer og kalde den landsdækkende. Så kan de skrive en overenskomst på bagsiden af en serviet og dække hele landet alle brancher. Den ultimative arbejdsgiverfrihed, hver virksomhed sin fagforening og tilhørende arbejdsgiverforening, og det hele kan kaldes landsdækkende. Så kan der blive ro på arbejdsmarkedet, eller også kan medarbejderne blive fyret i henhold til den overenskomst som den såkaldte fagforening har lavet med sin egen arbejdsgiverforening.. Overenskomsten kan fornys efter arbejdsgiverens behov for lønnedgang. Det er da fri konkurrence, arbejdsgiverne kan bruge til noget.

Skyd bare skylden på 'samtidens individualistiske Danmark'... det er så dejligt bekvemt, og så slipper man for at diskutere om fagbevægelsen er fuldstændig ude af trit med hvordan verden fungerer i dag...

"Kender man ikke den danske model, forstår man nemlig heller, når fagbevægelsen konflikter mod en restauratør i Vejle."

Nej, selvfølgelig forstår man ikke hvorfor den røde fagbevægelse konflikter mod en forretning der HAR en overenskomst i stedet for at konflikte mod den store del af restaurationsbranchen der IKKE har en!

De fleste jeg har snakket med som er mod denne konflikt forstår da så udmærket den Danske model, og forstår også hvorfor den måde som den røde del af fagbevægelsen bruger den på er totalt forældet i en globaliseret verden.

PS: Vi forstår da selvfølgelig godt hvorfor 3F (og andre) prioriterer konflikter mod Krifa overenskomster over dem der ikke har nogen overenskomst, nemlig fordi lederne af 3F er bekymrede for deres EGET (meget) vellønnede job... Det gør ikke sagen bedre.,..

Steffen Gliese

Verden, Morten Lynge, fungerer, som den altid har fungeret. Eneste forskel er, at den folkerige, fattige del af verden øjner, at den trods alt har en kinamands chance for også at kunne tilbyde sin befolkning rimelige levevilkår.

Torben Lindegård, der er intet forkert i det, der står - det er den type faglig blokade, der foregår ved Vejlegården, Venstre vil forbyde.