Lad kineserne komme

Danmark spiller i 3. division, når det kommer til at rekruttere kinesiske studerende, siger man populært på det danske innovationscenter i Shanghai. Her har man førstehåndskendskab til den benhårde konkurrence, der pågår om at tiltrække de 820.000 kinesere, som hvert år tager til udlandet for at læse. Som Information også har beskrevet i den forgangne uge, klarer danske universiteter sig dårligere og dårligere i den konkurrence. Ikke alene vil kineserne hellere til USA og Storbritannien for at studere på de store anerkendte universiteter. De vil også i langt større grad til Holland, Sverige og Finland, end de vil studere i Danmark. Og hvad så, spørger den kritiske læser måske. Kineserne er hverken klogere eller dummere end så mange andre, så hvorfor skal vi gøre det til et problem? Men det handler ikke kun om kinesere. Det går lige så skidt, hvis ikke værre med de indiske studerende. Det handler om, at det danske samfund er blevet dårligere til at tiltrække den viden, inspiration og arbejdskraft fra udlandet, som vi har brug for. En af årsagerne er, at Danmark over en årrække har lukket sig om sig selv og set udlandet som en trussel i stedet for en mulighed.

De nye vækstlande uddanner en stadig større del af verdens højtuddannede. De kinesiske studerende er den største og hastigst voksende gruppe. Danmark har brug for dem, og det af flere årsager: Mest direkte og lettest forståelig er den gevinst, kineserne kan give det danske samfund, hvis vi formår at holde på dem efter endt uddannelse og give dem et job i en dansk virksomhed. Så betaler de dansk skat, og med favorituddannelser som ingeniørvidenskab, samfundsvidenskab og naturvidenskab vil kineserne være en kærkommen ressource for erhvervslivet, der sandsynligvis kommer til at mangle arbejdskraft inden for netop de fagområder. I parentes bemærket er den rekruttering dog et område, der i sig selv har brug for en forbedret indsats. Ingen ved, hvor mange udlændinge der i dag veksler et studievisum til en arbejdstilladelse, når de er færdige, men det er kun én ud af 10 internationale studerende, der har studiejob i en privat virksomhed.

Langt de fleste kinesere vil altså tage hjem igen, når de er færdige med at studere, men dermed er indsatsen ikke spildt. Erfaringerne viser, at de anbefaler andre studerende at tage til Danmark for at læse. Det kræver selvfølgelig, at der er noget at anbefale. Nogle husker måske sagen fra RUC i 2005, hvor en gruppe kinesiske studerende klagede til videnskabsministeren over den lave faglige standard og de mange aflyste timer, de havde betalt for med deres penge. Det er ikke til at sige, hvad den sag har betydet for rekruttering af nye studerende, men det må være en påmindelse til de danske universiteter om, at det også er en direkte konkurrence om kvalitet. Men mindst lige så vigtig er den tilknytning til Danmark og de personlige kontakter, de kinesiske studerende har fået. Fortsætter de i forskningsverden, ser man eksempler på, at de etablerer samarbejder med danske forskere, så også de danske forskningsmiljøer nyder godt af den kinesiske satsning på innovation og udvikling. Fortsætter de i det kinesiske erhvervsliv, kan de på samme måde åbne døre til det kinesiske marked eller trække investeringer til Danmark.

Nu har både danske universiteter og virksomheder fået øjnene op for mulighederne i de kinesiske studerende. Sidste år blev Sino-Danish Network etableret som en elektronisk platform, der skal skabe og bevare kontakten til de kinesiske studerende. Og i år åbnede så et dansk-kinesisk universitetscenter i Beijing, der fremover skal fungere som et permanent udstillingsvindue for Danmark. Men det går langsomt, og endnu har vi til gode at se kurven blive knækket. Et af problemerne er, at vi som land har lukket os mere og mere om os selv de seneste 10 år. Universiteter, fagfolk og erhvervsliv nævner de høje gebyrer og lange ventetider på visum som et helt konkret bevis på det, og som en helt konkret årsag til, at udlændinge vælger at tage andetsteds hen. I alt for mange år har vi haft et fokus på de negative konsekvenser af globalisering. Regeringen har i regeringsgrundlaget lovet at fokusere på de positive konsekvenser og skabe bedre muligheder for international rekruttering. Vi bliver nødt til at omsætte de ord til handling.