Leder

Lærenemme Ritas mentale wellness

Debat
26. juli 2012

Husker I dengang, da kulturel kapital var i så høj kurs, at det næsten var pinligt at undvære den? Nå, ikke. Så er I nok under 35. Sådan tænker man uvilkårligt, når man genser skuespillet Educating Rita, anmeldt her den 24. juli i Grønnegårds Teatrets elegante opdatering.

Som avisens Anne Middelboe Christensen antydede i sin anmeldelse, ligger der en duft af 80’erne over historien om den ambitiøse damefrisør Rita, der melder sig til litteraturstudiet på Åbent Universitet for at få flere vitaminer i sit liv. I løbet af det år, hun studerer, smitter hun sin desillusionerede og fordrukne lærer, Frank, med sin energi og videbegærlighed. Rita opdager, at erkendelserne står tæt i Den store Litteratur, som samtidig er betydeligt bedre selskab, end Rita kender fra sin kedelige kæreste og trivielle kundekontakter.

Indre vækst afspejler sig snart i det ydre. Lærenemt forvandler den 26-årige damefrisør sig til raffineret studine og udskifter sine skulderbrede Dolly Parton-kjoler med enkle, sorte gevandter, som passer sig for veluddannede middelklassestuderende, hun nu omgås. Litteraturen åbner faktisk klassesamfundets døre for Rita, der bruger Yeats og William Blake som rudeknusere mod det sociale glasloft.

Ak, hvor forandret, og ufrisk! – mener universitetslæreren Frank, som igen må ty til whiskyflasken bag leksikonnet i reolen. Hans elev er pludselig ikke længere den ædle vilde eller smukke statue, han kan forme efter sit behov, men et levende menneske, der gearer sig selv efter de værdier, der nu engang er kurante i omverdenen.

I dag ville en enkelt flaske whisky næppe være nok til at dulme Franks smerte over de kulturelle værdiers forfald. Willy Russells skuespil afspejler en tyrkertro på Litteraturens evne til positiv forvandling og sikre vej til indre vækst – og indirekte til social succes.

30 år efter er de kulturelle værdier dog næppe det naturlige adgangskort til det gode selskab, som de var, da stykket havde premiere i London i 1980 og tre år senere blev filmatiseret med Julie Walters og Michael Caine i de to hovedroller.

Hvilken ambitiøs 26-årig ville i dag prioritere indre vækst frem for værdier, der er mere omsættelige på marked og arbejdsmarked? Og hvilken arbejdsgiver ville dog værdsætte litteratur som andet end en hyggelig fritidsinteresse? Økonomisk og social kapital er blevet langt mere kurante værdier end den kulturelle kapitals altid mere fluktuerende aktiekurser.

Litteratur – kunst, kultur – er ikke længere en stærk valuta i omløb, men snarere en slags drakme på kanten af den økonomiske virkelighed. I skolen deler litteratur og kunst dansktimer med medier, kommunikation og internet. Cross Media Communication, som et fag faktisk hedder på Åbent Universitet i København.

I dag ville en virkelig lærenem Rita dog måske snarere studere Matematik B eller A for at skaffe sig adgang til en god uddannelse og et reelt vellønnet job. Måske projektledelse, som kunne sætte hende i stand til at åbne egen salon med wellness? Det ville hun i hvert fald gøre klogt i, for sådan ændrer moderne mennesker deres tilværelse til det bedre. Den optimisme og vilje til selvudvikling, som Frank falder for hos Rita, er det brændstof, der driver os alle frem mod et liv, vi håber, er bedre.

Tager man den derfra – og nedsvælger sin sidste kulturelle tudekiks – må det dog også være tilladt at minde om, at livet også kan blive for fladt. Litteratur er sjov, fordi man faktisk bliver klogere og gladere af den. Her findes mental wellness og vellyd, der sætter hjernen i frydefulde (og sunde) svingninger. Som Sophus Claussen mente, er »stemningens unyttighed dens kosteligste krydderi«! Litteraturen rummer desuden erkendelser, der sætter tingene i sammenhæng og stimulerer os til at lege, at alting var helt anderledes end det er. Præcis den leg, der driver Rita og Franks parløb.

Af stykket om den lærenemme Rita kan vi desuden ved selvsyn konstatere, hvor meget verden forandrer sig, uden vi opdager det. Selv om vi stirrer ufravendt på den, er hver enkelt bevægelse så lille, at de store linjer undslipper øjet. Litteraturen fastfryser derimod et øjebliksbillede, som afslører fortiden i al sin anderledeshed. Om 30 år vil vores tid og rationaler sikkert forekomme unge mennesker eksotiske og naive.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her