Leder

Norge år 1

Debat
21. juli 2012

Vi bliver aldrig færdige med at gyse ved tanken om, hvordan en 32-årig, lysblond, højreradikal nordmand i politiuniform dræbte 69 politisk opvakte unge på øen Utøya. I morgen markeres den første årsdag for den grusomste terrorhandling i Skandinaviens historie. Et år er gået, og hvad er forandret? Intet. Heldigvis.

I sine rablende forestillinger om en forestående muslimsk overtagelse ønskede Anders Breivik at omstyrte det norske samfund. Det er ikke sket.

Nordmændene siger, at de ikke er blevet mere bange – hverken for terror eller muslimer. Nordmændene siger, at de ikke er blevet mere vrede. Og nordmændene siger, at de ikke er blevet mindre stolte af at være nordmænd.

På mange måder er det et samlet Norge, der i morgen vil mindes deres tabte sønner og døtre: 69 unge socialdemokrater på Utøya og otte ansatte i de regeringsbygninger, Anders Breivik forinden havde sprængt i luften.

Som for et år siden vil alle nordmænd i morgen støtte sig til statsminister Jens Stoltenberg, der rejste sig som en landsfader i dagene efter tragedien og talte til en national samling af det land, Anders Breivik forsøgte at splitte.

»Ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk,« sagde Jens Stoltenberg i dagene efter den 22. juli 2011 i en af sine mange berømte – og siden prisbelønnede – taler.

Alle må vi have den dybeste respekt for den værdighed, hvormed både Jens Stoltenberg og resten af det norske folk er gået igennem det første svære år efter tragedien.

Familier har måttet holde jul uden deres kære. Familier har i ti uger måttet se og høre på Anders Breivik under afhøringerne i retten i Oslo. Familier har måttet forsøge at komme videre i en verden, der for dem gik i stå den 22. juli 2011.

Årsdagen bør tjene som en ærefuld markering af og hyldest til disse familier, der – sammen med deres landsmænd – har formået at holde fast i tolerance som det stærkeste våben mod den intolerance og det højreradikale had, Anders Breivik gjorde sig til repræsentant for.

At Jens Stoltenberg har formået at samle nationen om alt det sunde, er hævet over enhver tvivl. Men spørgsmålet er, om han er veget uden om en nødvendig konfrontation med alt det usunde.

For sandheden er jo, at de norske myndigheder svigtede fatalt i de afgørende minutter og timer. Det tog eksempelvis politiet fire timer at sende helikoptere til Utøya, fordi den ansvarlige var på ferie. Norsk tv var således hurtigere i luften end norsk politi. På landjorden afventede politiet et særligt beredskab fra Oslo, der blev yderligere forsinket af, at deres båd sank på vej til Utøya.

Imens dræbte Anders Breivik i gennemsnit ét nyt offer for hvert 2,5 minut. Massemorderen nåede ydermere selv to gange at ringe til politiet for at overgive sig – uden det blev taget til efterretning.

Denne del af historien om den 22. juli 2011 har nordmændene vanskeligt ved at forholde sig til. Hvorfor?

Den norske forfatter og idehistoriker Håkon Harket forklarer i et interview i dagens avis, at nordmændene har undslået sig flere væsentlige forhold i debatten:

»Alle de intellektuelle perspektiver, som handler om at gøre samfundet medansvarlig for hans (Anders Breivik, red.) handlinger, har der ikke været en decideret uvilje mod, men man vægrer sig ved at tage diskussionen, og det handler om, at så bliver han mindre ansvarlig selv,« siger han.

Håkon Harket ser den ophedede debat om, hvorvidt Anders Breiviks skulle regnes for utilregnelig som et udtryk for, at det norske folk ikke kan kapere, at »en så stor forbrydelse skulle have så ubetydelig en forklaring som en sygdom«.

Alle kan blive enige om, at der kun findes én skyldig i drabene i regeringsbygningerne og på Utøya, men det betyder ikke, at alle andre kan regnes for uskyldige.

Der er ingen vej udenom for Norge. For på længere sigt at kunne forsone sig med den største tragedie i landets historie, må Norge igennem en nødvendig debat om svigtene den 22. juli 2011. Ikke for at jagte skyldige, men i respekt for ofrene og deres pårørende.

Alle må dog have forståelse for, at tiden skal modnes til en sådan selvransagelse. Må årsdagen i morgen markere, at den tid nu er inde. cj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her