Leder

En ny britisk kontrakt

30. juli 2012

Den over 300 år gamle kæmpe Storbritannien er ved at have udlevet sin æra. Erkendelsen er kommet snigende og er blevet forstærket af en beslutning truffet af Tony Blair og hans Labour-parti, der under valgkampen op til jordskredssejren i 1997 lovede decentralisering af magten fra Westminister i London til selvstyremyndigheder i Edinburgh, Cardiff og Belfast.

Ideen var at løse nogle konkrete problemer, der dengang truede unionen. I Skotland var nationalismen blevet styrket under mange års konservativ regering i Westminister, fordi de mere socialdemokratisk orienterede skotter ikke følte sig repræsenteret af det konservative – overvejende engelske – regeringsparti. I Nordirland blev decentraliseringen det kompromis, der fik fredsforhandlingerne på rette spor. Håbet var, at decentraliseringen både kunne løse disse problemer og udrydde den nationalisme, der truede unionen.

Som Information har rapporteret den seneste uge, er det ikke gået efter planen. 14 år efter etableringen af selvstyremyndighederne higer et rekordstort antal skotter efter selvstændighed og vil i 2014 få valget ved en folkeafstemning. I Nordirland håber republikanerne, at netop de rebelske skotter med deres folkeafstemning kan ruske op i unionen og åbne for Nordirlands genforening med den irske republik. I Wales taler landets Labour-førsteminister om et føderalt Storbritannien. Og i England er en ny nationalisme opblomstret, i takt med at englænderne i voksende grad føler, at de bliver snydt i unionsregnestykket.

Resultatet af de seneste 15 års historie er en løsere union. En union, hvis medlemmer nu har hver sit sundhedssystem, og hvor der er forskel på prisen for at tage en uddannelse alt efter, hvor i unionen man bor. Årsagen er, at de tre mindre nationer har udviklet særegne politiske kulturer – kulturer, der er mere socialdemokratiske i natur end den, der findes i det britiske parlament, Westminister, i London. Dermed er skellet mellem dem og Westminister ikke som forventet i 1997-98 blevet mindre, men større. Især i Skotland ønsker regeringen frihed til at gå i ’skandinavisk’ retning. Det samme er tilfældet i Wales, hvor den økonomiske realitet imidlertid betyder, at selvstændighed ikke er så attraktivt.

Hvad der for alvor kan løsne båndene, der i dag holder Storbritannien sammen, er, hvis unionens dominerende part – englænderne – ikke længere vil være med. Som nævnt i artiklen i avisen i weekenden er der som resultat af de ubalancer, decentraliseringen har medført, nu en voksende politisk bevægelse, der kæmper for at styrke Englands position inden for unionen.

Er vi vidner til Storbritanniens sidste dage? Det er ikke umuligt. Skulle skotterne stemme ja til selvstændighed, vil det i sig selv splitte unionen, og i så fald er det utænkeligt, at det kan sætte dynamikker i gang, som vil kunne føre til en nordirsk folkeafstemning om genforening med den irske republik.

Uanset om det sker, er det uomtvisteligt, at Storbritannien som vi kender det, er under forandring. Selv hvis skotterne stemmer nej, vil de sandsynligvis få yderligere finanspolitiske beføjelser, hvilket vil medføre lignende krav fra Wales og Nordirland. Tilmed kan det puste yderligere til den engelske nationalisme og styrke kravet om en engelsk selvstyreinstans.

Storbritanniens blodige historie – der for flere hundrede år siden førte til, at Wales på brutal vis blev undertvunget den engelske trone; der påtvang skotterne unionsmedlemskab, og som resultat af undertrykkelse og bosættelse af Irland medførte den konflikt, der førte til opsplitningen af øerne og blodig konflikt i årevis – har indhentet unionen.

Hvis Storbritannien skal overleve, bør de britiske politikere ikke kun vågne op til den virkelighed, de hidtil har ignoreret. De bør sætte en proces i gang, der besvarer befolkningernes kritikpunkter. Politikere såvel som befolkningerne skal besvare spørgsmålet: Hvad er fordelen, pointen, styrken ved unionen? Hvis de kan besvare det spørgsmål kan de begynde etableringen af et nyt forhold. Et forhold, der ikke bunder i undertrykkelse og imperialisme, men i ligeværdighed og frihed inden for de rammer, parterne sammen definerer.

Et genfødt, moderne Storbritannien.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu