Leder

Tories i drømmeland

Debat
1. august 2012

Begivenheder i Europa betyder, at måden, EU opererer på, nødvendigvis vil blive ændret markant. I de kommende år vil der opstå en række muligheder for Storbritannien for at tilbagekræve beføjelser fra Bruxelles.

Andrea Leadsom, Britisk konservativ MP, ved præsentationen af en EU-shoppingliste

EU-skepsis i Storbritannien er ikke en nyhed. At en gruppe britiske konservative i sidste uge fremlagde en konkret EU-shoppingliste over beføjelser, de ønsker hevet tilbage til Westminister fra Bruxelles, er heller ikke forsidemateriale. Dette partis årtilange forsøg på at ændre Storbritanniens forhold til EU fører fra tid til anden til denne type krav og PR-stunt. Hvad der ér anderledes denne gang, er det klima, fremlæggelsen af kravene bliver fremført i.

Europa er tynget af krise på fjerde år. Grækenland har været på nippet til at forlade eurozonen. Spanien og Italiens lånerente ligger fortsat så højt, at det ikke kan udelukkes, at de må bede om kriselån fra EU og IMF. Ja, Spanien har allerede gjort det, om end lånet er tilsigtet landets banker. Resultatet er, at væksten er gået i stå på kontinentet såvel som i Storbritannien, der siden slutningen af 2011 har været tilbage i recession.

Rodet i Europa og det, der anses for de europæiske politikeres manglende evne eller vilje til at træffe de nødvendige beslutninger for at vende krisen, har fået vreden i Storbritannien til at vokse, og den hjælpes på vej af landets toppolitikere. Senest har udenrigsminister William Hague bedt alle regeringsafdelinger foretage en gennemgang af de EU-regler, der påvirker deres arbejde med henblik på at identificere, hvilke beføjelser Storbritannien kan hive hjem fra Bruxelles. Og premierminister David Cameron og finansminister George Osborne peger gang på gang fingre af Europa, når årsagen til landets økonomiske sump skal forklares.

Den britiske regerings opskrift på at vende den hjemlige krise følger ellers på mange måde den dominerende tyske tankegang om, at det er en tillidskrise, der kun kan løses ved, at hvert enkelt land viser, at det kan få styr på sit underskud. Medicinen er derfor nedskæringer i især den offentlige sektor. I Storbritannien – som i resten af Europa – har denne opskrift imidlertid ikke virket, og selv om den britiske regering reelt regulerer en smule ved de oprindelige spareplaner, hedder det sig officielt, at de fortsat forfølger Plan A. En plan som – siger Osborne – ville have virket, hvis ikke det var for eurokrisen.

Resultatet har været, at David Cameron har malet sig selv ind i et hjørne, for hvordan kan det være, at han ikke vil give sine partifæller den folkeafstemning om EU-medlemskab, de higer efter, når han gang på gang selv påpeger, hvor meget EU skader Storbritannien? I et forsøg på at lukke munden på kritikerne har Cameron forsøgt at sparke spørgsmålet til hjørne med henvisning til, at det ikke er tidspunktet at diskutere EU-medlemskab. I stedet har han i tvetydige vendinger opfordret til »taktisk og strategisk tålmodighed« og har ikke afvist, men heller ikke lovet, en fremtidig folkeafstemning. En YouGov-meningsmåling viser imidlertid, at kun 29 pct. af befolkningen støtter den tilgang. Og næsten halvdelen af de adspurgte – 48 pct. – svarer, at de ville stemme for at forlade EU, hvis de fik chancen, mod de kun 32 pct., der ønsker at forblive medlem. Kan Cameron derimod forhandle en ny aftale på plads med Bruxelles, vil 42 pct. støtte medlemskab mod 34 pct., der fortsat vil stemme for at forlade unionen.

David Cameron ligger, som han har redt. Men den europæiske krise og den måde, den er blevet håndteret på, bærer en stor del af skylden for, at briterne er tippet over mod et flertal for skilsmisse fra EU. Den har bekræftet briternes fordomme og syn på unionen og på den europæiske politiske klasse. De britiske ’Tories’ – som de konservative kaldes – er måske nok i drømmeland med deres forestillinger om, hvad et Storbritannien uden for EU vil kunne: »Det særlige forhold med Washington ville kun blive styrket, ikke svækket, i takt med, at USA ser gennem kejseren uden klæder i Bruxelles,« skriver eksempelvis den konservative Nile Gardiner i The Telegraph.

Ikke desto mindre har denne drøm aldrig haft en bedre chance for at gå i opfyldelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her