Leder

Deregulering – her og der

Debat
7. august 2012

En ofte gentaget misforståelse går på, at USA’s Super Pacs – de nye politiske super-støttefonde, der fortrinsvis støtter republikanske kandidater – og milliardær-donorerne bag dem er en slags forlænget arm af Det Republikanske Parti. At når casino-milliardæren Sheldon Adelson vælger at støtte Mitt Romneys kampagne med omkring 100 mio. dollar efter først at have støttet hans rival Newt Gingrich, handler det ikke så meget om grundlæggende forskelle på de to kandidater, som det handler om at støtte sit foretrukne parti. Men antagelsen er ikke korrekt.

De 29 milliardærer, der, som Information for nylig kunne fortælle, i altovervejende grad finansierer de nye politiske interessefonde i amerikansk politik, er ikke altruistiske partivelgørere i traditionel forstand (hvis det nogensinde har eksisteret).

Det er folk, der investerer i politikere for at få gennemført en politik, der tilgodeser deres interesser, og vælger og vrager mellem de kandidater, der vil varetage disse interesser.

De interesser er i overvejende grad libertarianske. Det vil sige, at de arbejder for en begrænset stat, der opkræver mindre i skat, pålægger erhvervslivet færre restriktioner inden for f.eks. miljø- og finansområdet, og hvor fagforeningernes indflydelse er tøjlet. Kort fortalt at afvikle de institutioner, der hindrer milliardærerne i at tjene penge. Hvilket giver god mening for dem, men i nogle tilfælde mindre for samfundet som sådan.

Den amerikanske udvikling er ikke unik, om end Super Pac’sene måske er. Over det meste af verden har liberalistiske bevægelser vind i sejlene med krav om, at staten skal indskrænkes, fordi den begrænser iværksætterens muligheder. Herhjemme er CEPOS bannerfører i den principielle diskussion, mens parløbet mellem Liberal Alliance og Saxo Bank ikke er nogen hemmelighed og heller ikke den entreprenante banks finansiering af partiet i dets jagt på indskrækninger af det statslige moderdyr.

At banken og partiet har udvalgt sig Vejlegård-sagen med dens principielle debat om et reguleret kontra et ureguleret arbejdsmarked som slagmark, er ikke overraskende. Med fagbevægelserne som et stort uforstående og såret dyr og folkeopinionen på sin side har Liberal Alliance og Saxo Bank valgt en sag, der er blevet grotesk fortegnet og forsimplet, til at iværksætte et angreb på en grundlæggende dansk institution, nemlig aftalesystemet og konfliktretten. Et angreb, der i vid udstrækning er blevet finansieret af Saxo Bank og kulminerede, da Venstres Inger Støjberg før weekenden valgte at overbyde Liberal Alliance og foreslå den danske aftale-model revideret og blokaderetten forbudt. Aftalesystemet er jo 110 år gammelt og dermed forældet, som hun forklarede med en retorik og logik, der ikke lod den mest vulgære amerikanske valgkampsretorik meget efter.

Naturligvis er der langt fra Danmark til USA, ikke mindst når det kommer til lobby-traditioner og penge i politik – og i øvrigt er lobby-virksomhed jo heller noget nyt herhjemme, hverken fra erhvervsliv eller fra fagbevægelsen. Debatten om, hvor stor en rolle staten skal spille i den enkeltes liv, er konstant og vigtig. Men spørgsmålet er, hvem der i sidste ende er afsender, når liberale politikere begynder at kræve dereguleringer og afmontering – og hvem en sådan politik i sidste ende tilgodeser. Og måske også om Vejlegård-sagen objektivt set er nogen speciel konstruktiv måleenhed for, hvor godt vores danske model fungerer.

I USA vil valget senere i år vise, i hvor høj grad vælgerne er i stand at gennemskue deres kandidaters politik og finansieringen af den.

Den interessante krølle er, at amerikanske analytikere har sammenlignet milliardærernes bidrag til de nye Super Pacs og konstateret, at størrelsen af deres bidrag i forhold til deres samlede formue svarer mere eller mindre til, når almindelige mennesker giver 300-400 dollar i mikrodonationer. Men forskellen på hvilken indflydelse, man får for de to beløb, er naturligvis afgrundsdyb: I det ene tilfælde kan vælgeren udtrykke sin støtte til en forhåbentlig repræsentativ kandidat. I det andet tilfælde får giveren stor direkte indflydelse på kandidatens program.

Spørgsmålet er, om det er en type demokrati, vi er interesseret i. Her og der. Toha

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

morten hansen

Deregulering og galopperende finanskollaps er uadskillelige størrelser. Tobias Havmand beskriver på udmærket vis - omend lidt forsigtigt - hvordan finanseliten køber sig ind i politik og politikere for at forhindre alle regulativer.

I USA er dette forehavende fuldbyrdet. Det er stort set umuligt at opdrive en ukorrumperet, ubestukket senats- eller repræsentanthus-politiker. Regeringen og staten er her et direkte redskab for korpokratiet og ligeså direkte angreb mod befolkningen.

Når finanseliten uden at blinke pøser penge i både den ene og den anden fløj er det, som T.H. også rigtigt konstaterer, ikke for at dele sol og vind lige. De gør det, fordi de i modsætning til befolkningen, politikerne og medierne har forstået spillet, dialektikken. De ved, at det er bedøvende, hamrende ligegyldigt, hvem der sidder som regering. De har krammet på dem under alle omstændigheder. Rød eller blåt irrelevant, det er bare et farvefilter, et skuespil, som er beregnet til os.

De spiller et ganske andet og mere sofistikeret spil. De kender syntesen, og ved, at det opstår mellem tese (rød) og antitese (blå). De styrer via denne syntese fra baglokalet, som grå skygger bag regeringen. Regering fægter i luften og regerer: nada!

Hvis denne proces er fuldbyrdet i USA, så er den på vej samme sted hen i Danmark. Vi har i de forløbne 10 år oplevet en tydelig amerikanisering af politik og mediekultur.

Et flertal af unges underholdningsforbrug er gennem-amerikaniseret. Film, musik og computerspil. Normdannelse, tøj, talemåder. En tilfældig stikprøvekontrol er computerspillene. Se hen ad hylden hos Blockbuster, der sælger Xbox-spil (platformen er tilfældig valgt) og ca. 85% af spillene handler om noget, der ligner en operation for en specialenhed i det amerikanske militær.

Geopolitik er også gennem-amerikaniseret. Og set på den baggrund er det ikke tilfældigt med det nævne udbud af computerspil. De afspejler simpelthen virkeligheden derude! USA og NATO, dets europæiske pitbull, udspiller Call of Duty, Counterstrike, Sniper Elite, Medal of Honour, you-name-them, lige nu et eller andet sted, derude i Libyen, Irak, Afghanistan, Syrien, Iran?

Politik er blevet 'simulakrer' - plastik-efterligninger af noget, der kunne være ægte. Inger Støjberg ligner en dårlig efterligning af Sarah Palin, der igen ligner en dårlig efterligning af noget andet. Hulheden, indholdsløsheden og historieløsheden er slået igennem. Men hvorfor bekymre sig om indhold, hvis det alligevel er en stribe finans-oligarker, der bestemmer alt, hvad der er værd at bestemme? Medierne spiller med og laver meningsmålinger, prognoser og anmeldelser af performance. De beskæfter sig faktisk ikke med politik længere. Hver gang man oplever, at sportsbegivenheder vægtes lige så højt i en TV-nyhedsudsendelse tænker jer, at det meget godt afspejler, hvordan politik nu er reduceret til en sportsbegivenhed, hvor vi hepper på holdene .