Leder

Dommen

25. august 2012

Retten i Oslo anfægtede et grundlæggende retsprincip, da Anders Behring Breivik i går blev kendt skyldig for drabet på 77 landsmænd, drabsforsøg og planlagt terror.

I vores del af verden straffer vi primært forbrydere med henblik på at få dem ud af fængslerne igen. Til livslang indespærring dømmes alene utilregnelige kriminelle.

I dommen blev Anders Breivik erklæret tilregnelig, men alligevel modtog han en forvaringsdom på 21 år med mulighed for forlænget fængsling hvert femte år. Altså reelt en tidsubestemt straf. I en stringent læsning er det udtryk for en principløs omgang med en af retsstatens grundlæggende ideer, når Anders Breivik kan holdes fængslet resten af sit liv uden at være utilregnelig.

På forhånd havde Anders Breivik meddelt, at han omgående ville anke dommen, hvis hans terroraktion blev gjort til en utilregnelig mands værk. Det skete ikke, og Anders Breivik modtog sin straf. På den anden side havde både pårørende og politikere gjort klart, hvor ubærligt det ville være, hvis Anders Breivik igen skulle blive en del af det samfund og det fællesskab, han med koldt blod forsøgte at bringe til splittelse 22. juli 2011. Derfor lød et lettelsens suk fra de fremmødte pårørende på tilskuerpladserne i retssalen i Oslo.

Ingen dom kan lindre de pårørendes smerte. Kammerater vil også i morgen mangle på klassebilledet. Børneværelser vil fortsat stå tomme. Fødselsdage skal fortsat markeres uden nogen at fejre.

Med gårsdagens dom skånes de pårørende for rædslerne ved tanken om en dag at møde Anders Breivik på gaden. For deres retfærdighedsfølelse har dommerne valgt at bøje princippet om, at ingen forbryder skal spærres inde for altid.

I virkelighedens verden gør retten i Oslo det nu muligt for både det norske samfund og de pårørende at komme videre efter den mest grusomme terroraktion i Skandinaviens historie. Dommen er principielt problematisk, men pragmatisk er den rigtig.

Anders Breiviks forbrydelse var en undtagelse, det bør dommen over ham også være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Johansen

Meget underlig leder. Er det en krænkelse af et grundlæggende retsprincip at man ønsker at kunne foretage en løbende farlighedsvurdering af en mand som Breivik, før man lukker ham ud? Jamen kære Christian Jensen, i så fald krænker Danmark jo dette princip langt oftere end Norge med vores livstidsstraf. Den norske forvaringsstraf er i praksis det samme som vores livstidsstraf. Dvs. at den gives til kriminelle som anses for tilregnelige (altså ikke-sindsyge), men som er så farlige at man simpelthen er nødt til at have en snor i dem, indtil de anses for at være så ufarlige at de kan lukkes ud. Du kan ikke vide om denne dom er lig med en reel livstidsdom for Breivik. Det eneste man med sikkerhed kan sige er, at de norske myndigheder efter 21 år ønsker at kunne foretage en farlighedsvurdering af Breivik og holde ham indespærret i yderligere 5 år ad gangen hvis han ikke har ændret sig markant. Alt andet ville da også være helt uansvarligt.