Leder

Exit Annan – og Syrien

3. august 2012

I den forløbne uge rundede det officielle tabstal i den syriske borgerkrig 20.000, en konservativ vurdering, der bygger på dokumenterede tabstal – antallet af dræbte er snarere op imod 30.000, og tallet øges, mens denne leder læses. Og i dag stemmer FN’s generalforsamling om en resolution, der opfordrer præsident Bashar al-Assad til at gå af og overlade magten til en overgangsregering. Afstemningen er den definitive dødsattest på Kofi Annans fredsplan, hvis kerne var politisk dialog mellem regimet og oppositionen. At han selv har indset det og nu pakker skrivebordet, er logisk.

Annan-planen var fra begyndelsen et nytteløst diplomatisk makværk, der aldrig ville få gang på jorden, alene fordi den ikke fordrede samtidighed i en våbenhvile som optakt til politiske forhandlinger. Regimets styrker skulle strække våben først, før oppositionens FSA (Frie Syriske Armé) fulgte trop – hvad den afviste på forhånd. Hvis Kofi Annan havde passet sin avislæsning med samme omhu som sine photo opportunities, ville han have vidst, at det syriske regime for 14 måneder siden havde besluttet ’at slås’.

Det stod i The New York Times 10. maj 2011, da Bashar al-Assads fætter, Rami Maklouf, kaldte den nu afdøde Beirut-korrespondent Anthony Shadid i audiens i Damaskus og sagde: »Vi vil slås til den bitre ende.«

Og det er så, hvad der foregår i Aleppo og andre steder i Syrien i disse uger. Bashar al-Assads regime forsøger at nedkæmpe den væbnede opposition, der nu er udstyret med skulderholdte jord-til-luft-missiler, sponseret af ’velhavende familier’ i Saudi-Arabien og Qatar (hvem mon det er?) og leveret via Tyrkiet, hvis rolle som bydreng for oliemilliardærerne i Doha og Riyadh ikke adskiller sig fra det syriske regimes transitfunktion for iranske missiler til Hizbollah i Libanon.

FSA har erobret (eller købt?) et antal kampvogne fra den syriske hær, som er sat ind i slaget om Aleppo, udset til Syriens Benghazi. »Hvis Aleppo falder, vil vi automatisk etablere et hovedkvarter i præsidentpaladset,« sagde den tidligere leder af SNC (Syriens Nationale Råd) i sidste uge i Paris. I går kom det frem, at den amerikanske præsident, Barack Obama, har godkendt ’omfattende støtte’ via CIA til oppositionen, i sidste uge kunne det tyske ugemagasin Stern afsløre, at Tyskland har sponseret en gruppe på ca. 40 syriske oppositionsledere og folk med til-knytning til regimet, der gennem måneder har mødtes hemmeligt i Berlin for at forberede post-Assad-perioden. Alle venter bare på tragediens tæppefald.

Det eneste, ingen venter på, er en politisk løsning. Den ’anden opposition’ – sekulære og demokratiske grupper, hvoraf nogle er tålte af regimet i Damaskus – udsendte for nylig (26. juli) en appel om politiske forhandlinger.

»Det er ikke for sent at redde vort land,« hed det fra folk, der har år bag sig i al-Assads fængsler. Og i forgårs erklærede de i alt 10 organisationers leder, menneskeretsaktivisten Haytam Manna, at gruppen vil danne en eksilregering. Den blev omgående skudt ned af SNC’s leder, Abdelbasit Seida, der sagde, at »alle mulige eksil-regeringer« ikke tjener noget formål. Men han mente, at en forhandlingsløsning ikke tjener de formål, Saudi-Arabien, Qatar, USA, Israel (i det stille) og halehængerne i London, Paris og Berlin har med at støtte og bevæbne oppositionen, nu forstærket med ekstremistiske sunnitiske jihad-krigere og skyldige i modbydelige massakrer på regimetilhængere. Hvad der begyndte med et moralsk overtag – ’selvforsvar’ og ’beskyttere af ubevæbnede demonstranter’ – er endt i perverterede voldsorgier, der ikke lader regimet meget efter.

Borgerkrigen er internationaliseret og har længe ikke handlet om almindelige syreres legitime krav på frihed og demokrati, men om at fjerne en forbundsfælle til Iran, der bliver næste mål for Vesten og Israel – og for demokratiets kompromisløse advokater i Riyadh og Doha. For Bashar-kliken handler krigen om simpel overlevelse – og den ligger, som den har redt.

At den syriske minister for ’national forsoning’, Ali Haidar, i går blev citeret for at sige, at udvejen fra voldsorgiet er ’politisk dialog’, er både for lidt og for sent.

Toget er kørt, og dets endestation er ikke Damaskus, men Teheran.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Teheran er næppe endestation, ligesom Damaskus ikke var starten. Teheran er blot en station på vejen, hvor endnu et skrupelløst diktatorisk regime snart vil indse vanskelighederne ved at fastholde magten gennem tyrannisering af landets befolkning.

- Toget er kørt, og dets endestation er ikke Damaskus, men Teheran.

Ethvert land, hvis regering ikke accepterer USA's overhøjhed bliver 'taget ud' - som vi har set det i blandt andet Irak og Libyen.

"One constant factor in the source of rivalry between nations is the control of oil, the lifeblood of the capitalist system. Indeed, the control of oil has become an even greater determinant today for international hegemony. This was well understood by US planners in the aftermath of the Second World War. With less that five per cent of the world’s population, but consuming more than 25 per cent of the world’s oil production, US planners have long been aware of the crucial importance of controlling global oil production for the preservation of America’s economic power. This vital national interest far outweighs any much-vaunted American ideals of democratic values.

With more than 60 per cent of the world’s proven oil and gas reserves located in the Middle East, this region is the ultimate key to continuing US global power. It was for this reason that the former US secretary of state James Baker candidly revealed in an interview on America’s PBS Frontline programme in mid-October 2001 that Washington would always be ready and willing, as a matter of national security, to go to war in order to protect its ally Saudi Arabia and the other oil-rich Arab allies. The despotic, dictatorial nature of these regimes is a virtue, not a vice, for guaranteed American oil supply and the continued dominance of the US dollar as the world’s reserve currency.

This is why today Washington remains silent on the crackdown by the House of Saud against pro-democracy protests in Saudi Arabia and Bahrain. It is also the reason why Washington is allied with the Sunni dictatorships of Saudi Arabia and Qatar in the covert campaign for regime change against perceived recalcitrant governments in Syria and Iran, as it did in Libya with the overthrow and murder of Muammar Gaddafi.

At around the same time that Baker gave his interview outlining the unconditional support by Washington for the oil sheikhdoms, the Pentagon had then concocted a plan for redrawing the political map of the Middle East region and beyond, as the former NATO commander Wesley Clark was to later disclose. Over the ensuing years from late 2001, the Pentagon had designated regime change for seven countries: Iraq, Libya, Syria, Iran, Lebanon, Sudan and Somalia."
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&aid=32150

Michael Kongstad Nielsen

Lasse Ellegaard skriver, at Assads fætter for 14 måneder siden udtalte til New York Times:
»Vi vil slås til den bitre ende.«
Det var der jo ikke meget demokratisk ånd over. Alligevel prøvede Annan det bedste han kunne, uden held, for alle vidste jo, at Assad ville slås.

Jeg forstår ikke Lasse Ellegaards afvisning af, at det er den syriske befolknings egen kamp for demokrati, vi ser. Demokratiet kunne ikke, som Ellegaard selv forklarer det, komme ved politisk dialog og fredelig forhandling. Altså måtte man kæmpe for det, eller lade regimet blive siddende i 40 år til.

Michael Kongstad Nielsen

Nej, jeg er jo ikke ekspert. Det er det samme, jeg har sagt før, nemlig at syrerne selv ofte glemmes i kommentarerne. Det er som om, det kun er de udenlandske magter, der tillægges betydning. Her skriver Lasse Ellegaard:
"Saudi-Arabien, Qatar, USA, Israel (i det stille) og halehængerne i London, Paris og Berlin". Han må da have både USA og Tyrkiet, men USA nævnes jo til fulde i et Ritzautelegram fra igår.
http://www.information.dk/telegram/307251
Men det er altså syrerne selv, der ønsker demokrati og frigørelse fra et diktatur, der har været der siden kolonitiden.

@Michael

"Men det er altså syrerne selv, der ønsker demokrati og frigørelse fra et diktatur, der har været der siden kolonitiden."

Jeg er bange for, at det udsagn smager mere af fromt ønske end af analyse.

Og jeg er bestemt heller ikke ekspert, men hvad er dit belæg for denne udlægning af den syriske borgerkrig?
"Syrerne" er mange ting, hvilket vanskeliggør demokrati/folkestyre i ideel forstand en hel del.

Stig Rasmussen

Hr escobar er et tågehorn, der igen viden har om begivenhederne, feks påstanden om at Israel er blandet ind i den syriske borger krig er vås uden dokumentation. Jordan har et regnskab at gøre op med Assad klanen, der forsøgte at invadere Jordan 70 erne, så det er ikke underligt at de grupper på alt anti Assad.

Michael Kongstad Nielsen

Nic.
Jeg tror, det er de færreste, der i længden foretrækker, at et langvarigt diktatur fortsætter her i vores moderne verden. Det har selvfølgelig fordele med ro og stabilitet, handelsliv, privilligering af de sædvanlige og placering af de sædvanlige i magtfulde stillinge, fængsling af andre sædvanlige, og underprivilligering af det sunnimuslimske flertal.

Men nu var tiden åbenbart moden. Det startede småt og har varet længe,man har selvfølgelig set og hørt hvad der er foregået i Tunesien, Egypten osv., men i Syrien kunne det ikke foregå fredeligt og forhandlingsmæssigt, trods Annans ihærdige indsats. Nu er vi oppe i borgerkrigsskala.

Det bliver ikke let at etablere et post Assad -demokrati, det kan du godt bilde mig ind. Men hvorfor skulle det være umuligt.

@Michael

ja, hvad det ender i er ikke godt at vide, men det var nu egentlig også antagelsen af MOTIVET bag oprøret, som jeg stadig betvivler og gerne vil høre underbygget.

Jeg er alvorligt bange for at de demokratihungende masser bag diverse oprør er ønsketænkning (også i Syrien)
Folk med egen/lejet pøbel, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen er der til gengæld ret sikkert ikke mangel på.

Michael Kongstad Nielsen:
"Men nu var tiden åbenbart moden. Det startede småt og har varet længe,man har selvfølgelig set og hørt hvad der er foregået i Tunesien, Egypten osv., men i Syrien kunne det ikke foregå fredeligt og forhandlingsmæssigt, trods Annans ihærdige indsats. Nu er vi oppe i borgerkrigsskala."

Der er ihvertfald krig - men før vi kan tale om en borgerkrig, må de stridende parter altså identificeres - men hvem kan egentligt identificere den såkaldt civile part i krigshandlingerne? Mig bekendt er det forlængst godtgjort at udenlandske lejesoldater, udenlandsk militært isenkram og udenlandsk træning af den såkaldt civile part indgår på den såkaldt civile side - og dermed kan man vel næppe tale om en i traditionel forstand borgerkrig? Men der er for mig at se klart tale om indblanding udefra, hvilket er i direkte strid med FN-pagtens artikel 2, stk 1, 2 og 4. Det må anses som fuldt berettiget at den syriske stat nu, især efter at USA offentligt erklærer at ville støtte den ene part i konflikten, har indbragt forholdet for både Ban Ki-moon og Sikkerhedsrådet, selvom det næppe kan forventes at den syriske stat vil møde forståelse.

Michael Kongstad Nielsen

@Nic Pedersen,
Du betvivler motivet bag oprøret og den påståede demokratihunger, og vil gerne have det underbygget. Det skal vi nok have den lille håndfuld kendte Syrien-eksperter, som findes herhjemme, til at forklare, plus de antagelig mange ukendte ksperter, der sidder derhjemme, men som jeg har hørt det, så er det bl.a. sådan her:

Syriens ca. 20 mio. mennesker består af mange forskellige etniske og religiøst definerede grupper, hvoraf sunnimuslimerne er i overtal, men er en økonomisk og samfundsmæssig underklasse. Dertil kommer andre muslimske retninger foruden, kristne, drusere, kurder m. fl. En lille muslimsk retning kaldet alawitter dominerer, og Assad-familien tilhører alawitterne. De var tidligere uglesete blandt det muslimske flertal, og har måttet kæmpe for overlevelse, hvorfor de blandt andet blev soldater og endte med at tilkæmpe sig magten gennem Baath-partiet efter selvstændigheden fra det franske mandatstyre. Ved et kup i 1970 tog Hafiz al-Assad magten, og han styrede med hård hånd til 2000, hvorefter sønnen tog over.

Hovedindtrykket er, at samfundet har indrettet sig under diktaturet med alle dets udslag. Nogle grupper favoriseres, kristne og kurdere f. eks., men andre (modstandere) holdes nede. Der har vel været tilløb til demokratiske øvelser, men lidt ligesom i Egypten, men det er mest skindemokrati.

Motivet til befolkingens demokratihunger må efter min mening være det samme, som drev alle befolkninger i Europa til demokrati for 150 år siden deromkring. Trangen til medindflydelse i samfundet, trangen til at ophæve privillegier til særlige "klasser", trangen til "frihed". Den slags kommer som regel først til udfoldelse, når der er overskud til det, økonomisk og mentalt. Føst skal der være mad på bordet, uddannelse og udsyn i et vist omfang, bevidstheden om, at forandring er mulig, skal være tilstede i et betydeligt kollektivt omfang.

@Peter Jensen
Det kaldes nu officielt en borgerkrig af Annan og FN (ikke af Assad-styret). Hvem er de? De er nogle af de grupper, jeg har nævnt ovenfor. Der er ingen tvivl om, at de bevæbnes med hjælp fra udlandet, samt fra overløbere fra hæren, angreb og indbrud i millitærets forlægninger osv., samt at der er tilrejsende oprørere, der slutter sig til kampen. Sådan er det ofte med borgerkrig. Andre udefra blander sig. Og det sker i høj grad her. Og selvfølgelig spekuleres der i en fremtid efter Assad. Der er sanktioner og resolutionsforslag og vedtagelser i FN´s generalforsamling. Så der er ingen tvivl om, at flertallet i Verdenssamfundet helst ser, at Assad går af.

Hugo Pieterse

Jeg er både glad og lettet over at der i det mindste er én journalist i Danmark; Lasse Ellegaard, som ikke bare videreformidler den NATO-propaganda som de fleste journalister tilsyneladende har solgt deres sjæl til. Nå ja, Lotte Folke Kaarsholm er også ind i mellem kommet med begavede kommentarer omkring Mellemøsten. Altså mindst to journalister i Danmark der kan bruge den indvendige side af hoved. Måske er der håb i nu?

Til de andre debattører; kan I tilføje flere journalister til denne forløbig meget korte liste over hæderlige kommentatorer i forbindelse med konflikterne i Mellemøsten?

Karsten Olesen

Man må gøre sig klart, at de dele af historien der er ufordelagtige for de gamle kolonimagter springes over eller fordrejes.

Derfor skrives der ikke en lyd om Baath-partiet i de vestlige gengivelser af konflikten.

Det syriske Baath-parti er et nationalistparti - ligesom mange andre der er kommet til magten efter afkoloniseringen.

Mange steder er sådanne partier er blevet praktisk taget lig med staten.

Lignende tilfælde findes f.eks. i ANC i Sydafrika, Zanu i Zimbabwe, Algeriets FLN, PRI i Mexico m. fl.

De driver en del af statens administration, og kan derfor ikke uden videre forsvinde, især ikke når de smelter sammen med en del af middelklassen.

Baath- eller "genfødsels"/renaissance-partiet er stiftet 1940 i Libanon - altså før uafhængigheden.

Det er strengt sekulært, og ser det som sin opgave at bygge videre på de sociale begreber indenfor Islam.

Mange islamiske tænkere har fokuseret på, at der i Islam findes en tradition for at bygge samfundstænkningen omkring begrebet "gensidighed" - et begreb vi også kender fra Kropotkin.

Derved kommer man udenom centralstyringen i den sovjetiske socialisme.

( Gensidighed - på arabisk "istirakkiya" - optræder både i Gaddafis libyske og i den syriske forfatning.)

Med socialismen er det iøvrigt i tidens løb gået som med rejerne i rejesalaten.

I løbet af 60erne blev Baath-partiet efterhånden den nationale hovedtrend.

1958 - 61 var Syrien i union med Egypten, og efter opløsningen blev Baath-partiet det dominerende.

De tabte krige førte til stor desperation og splittelse.
Truslen fra Israel spiller nogenlunde samme rolle som truslen fra Tyskland for Danmark.
Først under Hafiz el-Assad efter 1970 lykkedes det at komme ind på en stabil udviklig.

Assads linie var i virkeligheden en højredrejning - en tilpasning til de verdenspolitiske magtforhold for at redde så meget af selvstændigheden som muligt.

Han nægtede som forsvarsminister at undsætte palæstinenserne i Amman i september 1970 - "Sorte September", sandsynligvis fordi han har haft oplysninger om hvor meget USA og USSR ville tolerere.

Også under borgerkrigen i Libanon 1975 - 76 undlod han et par gange at undsætte de mest udsatte palæstinensiske positioner.

Derfor er mange palæstinensere stadig sure på Syrien - en del har endda nu sluttet sig til islamisterne.

Før partiet for alvor fik magten, var dets hovedkonkurrenter kommunisterne og det Muslimske Broderskab.

Det Muslimske Broderskab går ind for en islamisk stat.

Det gennemførte en lang undergrunds-terrorkampagne 1977 - 82, med et par tusind drab, og er af den grund ulovliggjort.

Eksilpolitikere derfra udgør hovedparten af det "Syriske Nationale Råd", SNC.

Når USA bringer grupper som de Muslimske Brødre, kommunister og gammel overklasse sammen i et "Syrisk Nationalt Råd" er det naturligvis et tomt skuespil.

Disse grupper ville aldrig kunne stille et regeringsalternativ på benene.

Regeringen har derfor ret når den anser oprøret som et undergravningsforsøg fra udenlandske magter.

Det er heller ikke til at tage fejl af, at det først og fremmest er forsvaret der angribes - rent fysisk ved drab på flere tusind værnepligtige og officerer.

Syrien har gennem tiderne været udsat for lidt af hvert mht. intriger fra Israel.

Mange af Baath-partiets punkter er gået over i forfatningen, bl.a. forsvarets stilling, religiøse retningers ligeberettigelse,og et vist statsengagement i økonomien.

Men Baath-partiets socialisme er stærkt fortyndet, det er snarere en slags middelklasseparti.

De seneste år har det tabt i popularitet fordi det har fulgt en nyliberal politik.

Især i fattige bykvarterer og landdistrikter er man gået tilbage i indkomst.

Det er i disse landsdele, bl. a. grænseområderne til Tyrkiet, at islamisterne fisker i rørt vande - men de vil naturligvis kun kunne gøre ondt værre, hvis de får indflydelse.

Michael Kongstad Nielsen

Tak til Karsten Olesen for interessant indlæg.

Du hæfter dig ikke så meget ved, hvilken betydning det har, at den brede sunnimuslimske befolkningsgruppe har været holdt ude fra indflydelse og magt. Heller ikke Assad-regimets forbindelse til Hizbollah og den shiamuslimske del af islam, herunder styret i Iran.

Jeg hører ind i mellem nogle gode radioudsendelser på P1´s Orientering, timelange udsendelser kun om Syrien, jeg kan ikke lige finde det bedste, jeg har hørt, men her er et eksempel:
http://www.dr.dk/design/www/AudioMiniPlayer/miniplayer_window.html?test=...ør indslag

Eller:
http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2012/03/08/153717_1.htm

Man skal selvfølgelig si de væste konformiteter og refleks-opfattelser af vestlig tilsnit fra, når man hører det.

Stig Rasmussen

Nic: At påstå at Israel har nogen interesse i konflikten uden skygge af bevis er jo hvad hr Escobar påstår.

derudover sprænger han let og elefant uden om det rimelige i at et 10 %s mindretal(alawtterne) skal farvoriseres og dominere hele landet, så skaber man netop en trykkoger der eksploderer før eller siden, så man så i irak og som man vil se i bahrain.

At det bliver et blodigt regime skifte tvivler jeg ikke på. men det ændrer vel ikke på at oprørerne har en pointe.

jasper bertrand

Socialisiske et-parti stater har det ikke så nemt i en pluralistik verden hvor deres befolkninger har let adgang til kommunikation ude fra. Det kan let blive en blodig omgang, men det er svært at se hvorfor vesten skal gribe ind, det får den kun utak for. Hvis det er fordi vesten skylder noget, bør det være Frankrig og Rusland der skal gøre noget, Frankrig for at sætte sig på landet efter 1. Verdenskrig, Rusland for at støtte den arabiske socialisme.

Stig,

at Israel har en interesse i, hvordan deres naboland Syrien udvikler sig er jo selvindlysende!

Hvordan de forskellige interessenter bl.a Israel, Tyrkiet, Saudiarabien, Iran......fortsæt selv så konkret blander sig er andre spørgsmål.

Hvis rimelighed overhovedet er en betydende faktor i spillet, så holdes det generelt godt skjult på de kanter.

jasper bertrand

Escobars artikel virker mest som journalistisk pladder. Både Israel og Saudiarabien er selvfølgelig bedst tjent med status quo i Syrien, og ser med ulyst på hvad der kan komme. Hvis et gmmlt regime vælter kan borgerne i Saudi få ideer, og hvis Syrin har anarki kan Hizbolla og andre fyre raketter ind i Israel, og hvordan straffer man så det? Så begge foretrækker selvf Assad, indtil den dg det er klart han vælter.

Stig Rasmussen

Nic Ja, men hvem ville du støtte hvis du var Israel i denne sag?

1. En klan diktator der benytter sin proxy i Libanon til at lave "sjov" på dennes grænse til Israel når det passer ?

2. En diffus blanding af islamister der hader Israel af hjertet og sandsynligvis vil reagere langt mindre begavet end assad familien?

Israel har ingen at sætte sine heste på, et regimeskifte er lige så stor en trussel som det eksisterende.

Henrik L Nielsen

At Baat partiet har holdt en minoritet ved magten med støtte fra Iran og til/fra Hizbolla måtte vel på et tidspunkt gå galt internt. Især i lyset af at alawitterne? har forstået at udnytte denne magt og forsvarer den relativt brutalt. Det er vel kun Vogue der tror Assad er en ren engel?
Jeg har før sagt som skribenten, at der alene er tale om en forberedelse af en krig mod Iran, men at USA og alle de andre på oprørernes side er så forblændede, at de kan støtte grupper som de ved er terrorister er uforståeligt. Ok, måske ikke at USA kan. Men flere af de andre, inklusiv den danske udenrigsminister forstår jeg ikke.

Falder Assad, og resten af regeringen med ham, vil krigen måske stoppe et par dage, men så begynder disse grupper med at bekæmpe hinanden internt. Hårdere end vi ser det i Libyen. De består af alt fra ekstreme islamister, minoriteter, demokratitilhængere, terrorister og alt muligt andet. Assads brug af fly og tunge våben bringer i øvrigt flere forskellige grupper ind i krigen, da de vender sig mod Assad, når de ser, hvorledes disse våben ikke diskriminerer mellem oprørere og reelt civile.

Som andre påpeger har denne koalition ikke en chance for at forblive samlet, hvis de skulle vælte Assad. Dertil er deres ideologiske mål og interesser alt for forskellige. Det vil selvfølgelig mindske landets støtte til Iran, også hvis Assad falder inden denne bryder ud, at oprørerne og alle jihadierne er optaget internt i Syrien. Strategisk smart, hvis antagelsen om at Theran er næste stop holder. Nogle af disse grupperinger ville i syrisk fredstid højest tænkeligt støtte Iran. Strategisk, men hamrende kortsynet.

For det første, hvad vil disse oprørsstøttende lande, der er 'åh så bekymrede' for regimets overgreb gøre, når den næste lige så grumme borgerkrig følger? Har de alle, inklusiv Villy, overvejet om et nyt Libanonx10 er det værd? Og hvorledes vil det påvirke resten af regionen? Vil de lande, der nu støtter oprørene støtte forskellige grupper? Vil Saudierne, Oman, UAE ende med at blive uvenner? Dette er sandsynligvis til USA's fordel, da det mindsker Mellemøstens sammenhold og modstand, men er det i ret mange andres interesse?

Dernæst, hvordan mon russerne og kineserne vil forholde sig til at USA får mindre reel modstand i Mellemøsten efter Syriens og Irans eventuelle destabilisering? USA er geopolitisk og strategisk ved at forsøge at bygge op i begges baggårde. Især kineserne er vrede over USA's og Australiens aftale om en Amerikansk base I NT. Uanset hvad man begrunder denne udvikling med kan det kun tolkes som inddæmning af Kina i Bejing. Især når det sammenholdes med pentagons seneste strategiske langtidsplaner og Obamas geopolitiske udmeldinger. Russerne viste af mange grunde, også USA's indblanding, tænder i Georgien. Signalværdien deri til USA om ikke at komme tættere på er tydelig og bør ikke negligeres. Rusland og Kina har allerede strategiske alliancer og aftaler. Som modsvar på at USA ikke længere er bundet så hårdt i Mellemøsten, har fri adgang til al olien og dermed kan forstærke indsatsen i Sydøstasien, risikerer vi et nyt våbenkapløb og en ny kold krig, omend den bliver anderledes end den gamle på grund af Kinas økonomiske styrke og USA's gæld til Bejing.
Måske nok i USA's økonomiske interesse, de klarer sig altid bedst når der er kapløb og frygt for storkrige, men at resten af vesten og Mellemøsten er gået med hertil er simpelthen uforståeligt. Men det er der jo så meget politik der er.

Henrik L Nielsen

Jasper Bertrand

Jeg tror Israel gnidder sig gevaldigt i hænderne over det, der sker i Syrien. Det skader Hizbolla, hvis en sunni gruppe tager over, og Assad kan ikke støtte Iran ved at angribe Israel som gengæld for Israels eller USA's angreb på enten atomfaciliteter i Iran eller landet som sådan, hvis han er væk eller optaget internt.
Måske står de ikke bag som sådan, men status quo er ikke i Israels interesse, med mindre det henviser til syrisk borgerkrig.

@Stig

OK, hvis vi leger det er et spil og jeg er Israel, så:

Helst ikke nogen, som kunne sidde tilbage som klar "vinder" og slet ikke nogen Iran-venlige brikker.
Det bedste ville være "småkogende gryderet" af ikke alt for stærke stridende parter.
Så der kan sagtens spilles på flere og skiftende "heste". Og det gør ikke så meget, om de lugter grimt.

En klassisk metode for stormagter med urolige eller besværlige naboer.

Det er sådan set også det, Escobar beskriver med lidt andre ord.

jasper bertrand

@Henrik
Det er svært at se hvad USA har med sagen at gøre?
Andet end Informationslæserfordomme?
USA har jo længe moralsk støttet Assad og reagerer kun en smule nu pga det folkelige pres.
En evt krig mod Iran bliver udelukkende en luftkrig, a la Clintons krig mod Serbien, og vil ikke involvere Syrisk territorium, som i øvrigt ikke grænser til Iran.

Michael Kongstad Nielsen

I glemmer lige Tyrkiet. Hvad er Tyrkiet interesseret i?. Kurderne kunne gå hen og få frihedsfornemmelser, hvis Assad falder. Og kurderne kunne samle sig, og arbejde på endelig at få deres eget hjemland..

Men bortset fra alle spekulationerne om omverdenens syn på situationen og interesser på lang sigt osv., så er det blodig nutid og alvor for indbyggerne i det land, det drejer sig om, Syrien. Deres interesser og ønsker for, hvordan livet skal forme sig og se ud i fremtiden, det lades for meget ude af debatten, synes jeg.

@Michael K N

Rigtigt mht. kurderne.
De ER jo allerede godt på vej med disse fornemmelser i Irak, hvilket Tyrkiets hyppige angreb der jo bekræfter.
Der har også været antydninger om, at Assad skubber til den vogn, så kurdere og tyrkere kan holde hinanden beskæftiget set fra hans synspunkt..

Der er så vidt jeg (og Escobar m.fl) kan se tale om en multi-krig by proxy.

Og meget beklageligt for syrerne, så er de tilsyneladende mere brikker end spillere.
Derfor er de så, ganske rigtigt, meget ude af debatten.
Kynisk men desværre sandt, tror jeg.

Michael Kongstad Nielsen

Sami Ramadani siger i interviewet (enetalen) det samme, som vi allerede har hørt før, ikke noget nyt der, efter min mening. Er han kurder, eller araber, sunni eller shia? Kan ikke se det nogen steder. Det er måske underordnet? Han er flygtet fra Saddam Hussein langt tilbage i tiden. Vel.

Hovedkonklussionen i Ramadanis enetale er, at US er ophavsmand og drivende kraft i militariseringen afalle de forskellige oppositionelle kræfter i Syrien. Hvor han har det fra, ja , lyt selv, det er efter min mening rent tankespind. Han kører sig op til, at US står bag alle de regionale magter og skubber dem til at gøre, som US vil. Tyrkiet, Saudi osv. Det har ikke tyngde, det han konkluderer, det er spind.

USA er i øvrigt svækket og mat. USA har nok at gøre i Asien og Det Sydkinesiske Hav. USA har ikke de kræfter mere, mange stadig tror, det har.

Niels-Holger Nielsen

Er alawiterne Mellemøstens sekularister?

1/5 af Tyrkiets befolkning (15-20 millioner) er alawiter. (ca. 20% er Kurdere, Tyrkiet er et kludetæppe af nationaliteter og religiøse retninger. Man skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus.). Hvem deler Mellemøsten op i mindretal? Imperialisterne som sædvanlig. Tyrkiet bliver en politistat under indtryk af imperialismen, som Tyrkiet selv spiller sammen med. Hvad fanden foregår der? NYT har denne artikel:

As Syrian War Roils, Sectarian Unrest Seeps Into Turkey

Jeg tror, at vi trænger til at disskutere hvad der sker med Verden, når kapitalismen er ved at dø. Hvad 'får' vi i stedet? Hvad er kapitalismen garant for i disse tider?

Niels-Holger Nielsen

MKN

Din vurdering af USA i Mellemøsten er helt ude i skoven. 'Det er rent tankespind.' Er din forvrøvlede pointe, at vi er vidne til et rent syrisk indre opgør? Eller hvad mener du egentlig? Kom ud af busken.

Niels-Holger Nielsen

Henrik Nielsen

Du har, efter min mening, fat i mange gode ender, men da jeg ikke kan forstå/tilslutte mig alt hvad du skriver, må jeg nøjes med at give dig denne anbefaling. Jeg orker ikke at gå i detaljer lige nu, og kan næppe selv overskue situationen, men hvem kan det? Is everything out of control? Seemes so!

Michael Kongstad Nielsen:
"Hovedkonklussionen i Ramadanis enetale er, at US er ophavsmand og drivende kraft i militariseringen afalle de forskellige oppositionelle kræfter i Syrien."
Så har du ikke hørt ordentligt efter; Ramadani udpeger klart tre forskellige fraktioner blandt de indre syriske oppositonskræfter, hvoraf den den venstreorienterede bevægelse mod neoliberaliseringen af landet ifølge ham hverken indgår i de væbnede kampe eller iøvrigt modtager støtte fra USA.

Din optagethed af Ramadanis etniske tilhørsforhold forekommer iøvrigt tendentiøs. Mener du også at Engdahls baggrund kan bruges til at mistænkeliggøre dennes synspunkter?
http://www.youtube.com/watch?v=N-mpUWDokx0

Og hvad med Landis?
http://www.foreignpolicy.com/articles/2012/06/05/stay_out_of_syria

Michael Kongstad Nielsen

Peter Jensen:
Jeg har prøvet at høre efter. Hvis du går ind og hører slutningen, der hvor Ramadanis trækker nogle konklusioner, fra kl. ca. 13.30 inde i udsendelsen, dvs. de sidste to minutte, så er det han siger det, jeg kommenterer på.

Man kan også se det i overskriften:
"Sami Ramadani: The US and allied regional powers pushed early militarization of struggle as outside powers try to control outcome of Syrian revolution"

Jeg har ingen særlig optagethed af hans etniske baggrund, men vil altid gerne vide, hvem jeg lytter til, når det er eksperter, hvis udsagn lægges til grund for debatten. Mediet gør selv opmærksom på, at han er flygtning fra Saddam Husseins Irak. Det skal vi altså vide, men ikke mere. Men som jeg siger, det betyder måske heller ikke noget.

Karsten Olesen

En afhoppet rebel, Salim Qabbani, der har overgivet sig til de syriske myndigheder, forklarede 2.8 på syrisk TV hvordan de fremstillede falske nyhedsindslag.

Selv aflagde han "rapporter fra Homs" - fra Arsal i Libanon.

De beskød politiet - som provokation for at fremkalde reaktion, og de beskød demonstranter for at foregive, at det var politiet, der skød.

Dette skulle så dokumentere "regimets grusomhed".

Alt dette skete i samarbejde med nyhedskanalerne Al Jazeera, Al Arabiya, BBC m. fl.

http://www.champress.net/index.php?q=en/Article/view/5308

Qabbani: Armed Terrorists Shoot Demonstrators to Accuse Syrian Army

Mohamad Salim Qabbani, a former collaborator with Mass Media means of lies and fabrications against Syria, narrated last night to Syrian Satellite TV
Channel his personal involvement in fabricating news about the ongoing in Syria.

Qabbani disclosed the presence of scores of specialized so-called news rooms to invent, edit and fabricate news items and stories to be aired by scores of media outlets like B.B.C., al-Jazeera, France 24, al-Arabyia and others.

Qabbani pointed out that he made calls to and contacts with scores of media outlets to tell them different invented stories about the city of Homs when he was in Lebanon in Irsal town.

Qabbani added that armed terrorists used to shoot at the demonstrators in different regions as to accuse the Syrian Army and Security of doing so.

"The demonstrators felt bored if they weren't to provoke security forces; so the demonstrators used to hurl Molotov or stones at the security forces which
could not but defend themselves,'' said Qabbani.

He spoke about ways and means of taken photos montage and editing in collaboration with scores of professional photographers hired by different media
outlets.

Qabbani disclosed some information about the secret life of some figures who worked on the shedding of Syrian blood at the orders of foreign sides and countries, asserting that they were drug-addicted and hired killers.

Qabbani, who said that he was threatened by the armed terrorist groups to collaborate with them, underscored that he had no alternative out of fear for his family and life from the terrorists but to collaborate with them in filming and fabricating lies and out-of-place and of–time hypothetical stories and events.

"All of the satellite channels which contacted me for live reports about events in and from Homs did know that I wasn't talking to them from Homs but from Lebanon,'' disclosed Qabbani.

Qabbani also told the interviewer about the real identity and behavior of scores of some persons involved in fabricating and inventing events and stories like Khalid Abu Salah, who once appeared on TV grasping a killed child accusing the army of killing it, while this child was killed in an explosion of explosive devices under preparation by the armed groups.

Qabbani added that the much talked about al-Khaldiyeh massacre was caused too by an explosion of the then under-preparation explosive devices by the terrorists in a building in the city of Homs.

Media outlets of lies and fabrications used this explosion as a pretext to accuse the Syrian Army of killing civilians and to steer public opinion against countries which support the truth in Syria.

''I surrendered myself to the Syrian authorities because all what we have done is wrong. I didn't want the Syrian blood to be shed. Weapons bring destruction and killing and I don't want to destroy Syria which should never be destroyed,'' added Qabbani.

Qabbani urged every person who can benefit the authorities with a piece of information to surrender himself and everyone who carries weapons to surrender himself and weapons and would be released as it was the case with him."

Michael Kongstad Nielsen:
Hvorfor spørger du så ikke bredt til hans baggrund istedet for blot at fokusere på religiøst tilhørsforhold og etnicitet? Ramadani er en velkendt demokratiforkæmper og imperialismekritiker med mangeårige rødder i den irakiske venstrefløjsaktivisme. Samtidig er han, som Thalmay anfører, seniorlektor i sociologi ved London Metropolitan.

Han er nu aktiv i Iraqi Democrats, som arbejder for et selvstændigt Iraks genrejsning ovenpå seneste golfkrig - og iøvrigt engageret i forskellige former for antikrigsarbejde.

Det afgørende må imidlertid, som du dog åbner en kattelem for, være hvad han siger - og hvilke analyser, kilder og logikker han betjener sig af. Jvf. den konkrete disput, så siger Ramadani bl.a.: "the United States was pushing the Saudis and the Qataris and the Turks to give active support to the armed factions within Syria". Og det må vel alt andet lige tale for hans redelighed at han på ingen måde lægger fingrene imellem når det kommer til kritik af det syriske regimes generelle politik og dets kurs overfor bl.a. fredelige demonstrationer?

Niels-Holger Nielsen

Undskyld Michael. Det var ikke min mening at fornærme dig, men blot at efterlyse (provokere til) ræson i dine indlæg. Dog vil jeg sige, at jeg har ikke kaldt dig navne, men efterlyst nogle ræsonnementer, som graver en vej gennem skyen af disinformation. Det kunne og burde være gjort pænere.

Niels-Holger Nielsen

Allerede for elleve dage siden skrev Pepe Escobar i AsiaTimes:

'No matter what militarized Western corporate media spins, there's no endgame in Syria - yet. On the contrary; the sectarian game is just beginning.

It's 1980s Afghanistan all over again. The over 100 heavily armed gangs engaged in civil war in Syria are overflowing with Gulf Cooperation Council funds financing their Russian RPGs bought on the black market. Salafi-jihadis cross into Syria in droves - not only from Iraq but also Kuwait, Algeria, Tunisia and Pakistan, following enraged calls by their imams. Kidnapping, raping and slaughtering pro-Assad regime civilians is becoming the law of the land.

They go after Christians with a vengeance. [1] They force Iraqi exiles in Damascus to leave, especially those settled in Sayyida Zainab, the predominantly Shi'ite neighborhood named after Prophet Muhammad's grand-daughter, buried in the beautiful local mosque. The BBC, to its credit, at least followed the story. [2]

They perform summary executions; Iraq's deputy interior minister Adnan al-Assadi told AFP how Iraqi border guards saw the Free Syrian Army (FSA) take control of a border outpost and then "executed 22 Syrian soldiers in front of the eyes of Iraqi soldiers".

The Bab al-Hawa crossing between Syria and Turkey was overrun by no less than 150 multinational self-described mujahideen [3] - coming from Algeria, Egypt, Saudi Arabia, Tunisia, the United Arab Emirates, Chechnya and even France, many proclaiming their allegiance to Al-Qaeda in the Islamic Maghreb (AQIM).

They burned a lot of Turkish trucks. They shot their own promo video. They paraded their al-Qaeda flag. And they declared the whole border area an Islamic state.'

Stadigt mere aktuelt.

Michael Kongstad Nielsen

Altså Peter Jensen - jeg er ikke den første, det er begyndt at se på religiøst tilhørsforhold og etnicitet i Mellemøsten. Hvordan styres Irak idag? Har problemerne i Irak i dag noget at gøre med etniske eller religiøse tilhørsforhold? Var Saddam Husseins styre domineret af sunnimuslimer? Var shiaflertallet i syd sat uden for indflydelse, og kurderne i nord ligeså?

Jeg kender ikke Ramadani eller den mangeårige, irakiske venstrefløjsaktivisme, men var Saddam Hussein og Ba'ath-partiet ikke også venstreorienrteret i eget billede?Jeg forstår, Ramadani arbejder for et selvstændigt Iraks genrejsning, hvordan det så skal forstås, men her kan han vel heller ikke se bort fra etniske og religiøse tilhørsforhold.

Det samme gælder i Syrien, og det er jeg sikker på, hr. Ramadani også er klar over. Ud over alle de andre samfundsforhold, spiller etniske og religiøse tilhørsforhold stadig en stor rolle..

Derudover har jeg intet grundlag for at udsætte noget på hans kritik, f. eks. af det syriske regimes generelle politik.

Men tilbage til hovedsagen: - jeg tror mange lægger for meget vægt og tro på, hvad USA gør og mener og kan udrette i denne konflikt.

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Holger (17.57), godt ord igen.

Jeg er som sagt ikke nogen ekspert i disse forhold, men vader igennem tang og tidsler for at komme frem til noget brugeligt.

Jeg skrev bl.a.om oprørerne i Syrien:
"Der er ingen tvivl om, at de bevæbnes med hjælp fra udlandet, samt fra overløbere fra hæren, angreb og indbrud i millitærets forlægninger osv., samt at der er tilrejsende oprørere, der slutter sig til kampen. Sådan er det ofte med borgerkrig. Andre udefra blander sig. Og det sker i høj grad her."

De betragtninger ligger ikke så langt fra Escobars mere svulstige og svulmende, som du refererer til. Så hvor er den manglende ræson?

Måske skyldes kvalerne min fremsatte mening om, at USA spiller en mindre rolle. Der kan jeg henvise til følgende Politiken-link, der forklarer, at USA har sat militæret på skrump. Militæret skal spare en halv billion dollar. Asien prioriteres, resten nedtones.

http://politiken.dk/udland/ECE1499481/obama-saetter-militaeret-paa-skrump/

"jeg tror mange lægger for meget vægt og tro på, hvad USA gør og mener og kan udrette i denne konflikt."

En vigtig pointe, som jeg er meget enig i.

Vi ser netop mere og mere tydeligt globalt, at flere "spillere" har/får deres egen dagsorden i takt med "gammelmagternes" svækkelse. Mest udtalt selvfølgelig USA, som jo slet ikke er så almægtig, som i egen eller andres tro.

Man kunne også sige, at Historien ikke a la Fukuyama på nogen måde er slut, men tværtimod er blevet en hel del mere spændende og uforudsigelig.

Sider