Leder

Om at finde en ny model

24. august 2012

 

Når regeringens finanslovsforslag er fremlagt på mandag, møder Enhedslisten op til de efterfølgende forhandlinger med et hovedkrav om eftersyn af de modeller og teorier, der danner rammen om den økonomiske politik i Danmark. Enhedslisten er især kritisk over for regeringens hyppige brug i politikformuleringen af de eksisterende regnemaskiners udsagn om sammenhængen mellem på den ene side skat, dagpenge og kontanthjælp og på den anden side arbejdsudbud samt sammenhængen mellem arbejdsudbud og arbejdsløshed. Der gives jævnligt indtryk af en absurd præcision i forudsigelsesevnen, som når finansminister Bjarne Corydon (S) med afsæt i ministeriets ADAM-model afgiver udvalgssvar (28. feb.) af typen: »Det skønnes, at arbejdsudbuddet på længere sigt kan øges med knap 15.000 fuldtidsstillinger, hvis topskatten afskaffes.« Tilsvarende har ministeren med ADAM i hånden leveret ønskede tal for effekten på arbejdsudbuddet ved afkortning af dagpengeperioden til ét år, reduktion af overførselssatserne med 2,5 pct. hver sjette måned, reduktion af efterlønsperioden til ét år, fremrykning af skolestart til barnets femte år, øget beskatning af fri bil ... selve mængden af faktorer, der kan influere arbejdsudbuddet i fremtiden, er et kraftigt fingerpeg om, at virkeligheden er langt mere kompleks, påvirkelig og dermed uforudsigelig, end modellerne frister til at tro.

»At arbejdsudbuddet nødvendigvis skal stige med et bestemt antal tusind i et bestemt år ude i fremtiden, kan man ikke regne sig frem til, og man kan heller ikke efterfølgende kontrollere, om det rent faktisk sker,« skrev tidligere direktør i Finansministeriet og departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted forleden her i avisen. At Danmarks Statistik i sin seneste prognose uventet har opjusteret arbejdsstyrken i 2020 med 14.000 personer i forhold til sidste års prognose, vidner tilsvarende om stor demografisk usikkerhed. Enhedslisten vil da også kunne henvise til masser af andre kompetente økonomer og fagfolk, der advarer mod for blind tro på de modelbeskrevne sammenhænge. Modellerne er jo, med fhv. overvismand Niels Kærgårds diskrete formulering, kun »partielle billeder, der skal tolkes med nænsomhed«.

Men deraf følger det, der burde være Enhedslistens afgørende pointe i indsparket til finanslovforhandlingerne: Det er nok så meget politikeres blinde tillid til modeller, som det er selve modellerne, der skal gøres op med. Beslutningstagerne bør hæve blikket fra computerskærmene og regnearkene, se på verden og virkeligheden udenfor, aktivere deres sunde fornuft og erkende, at der er brug for nye teorier og nye strategier for den krise, der hjemsøger den danske såvel som den europæiske og globale økonomi.

For efter fem års hærgen anskueliggør krisen det nye grundvilkår, at tiden for mærkbar økonomisk vækst i de vestlige økonomier er slut. Det er muligt, at man ved offensive offentlige investeringsprogrammer – i modsætning til de p.t. foretrukne nedskæringsøvelser – kan puste midlertidigt og lokalt liv i vækstraterne, men det vil være en stakket frist, der let kan føre til nye, antageligt værre, kriser. Som langtidsperspektiv er det i vor del af verden slut med væksten, som vi kender den.

En overordnet langtidstrend med faldende vækstrater har faktisk kunnet iagttages internationalt siden 1960’erne, og i dag er det tydeligt, at summen af væksthæmmende faktorer sætter sig stadig stærkere igennem: ekstreme vejrfænomener udløst af den globale opvarmning, begyndende knaphed på stadig flere råstoffer og ressourcer, bekostelige miljø- og naturødelæggelser, stigende vanskeligheder ved at presse øget produktivitet ud af arbejdsstyrken og af den dyrkbare jord. Alt sammen forhold, der interagerer og sætter sig igennem som bremser på den traditionelle økonomi, hvorfor krisen i dag er en systemkrise, der kalder på nye udviklingsmodeller og langt mere grundlæggende omstillinger end justering af dagpengeregler og uddannelsestilbud.

Enkelte fagministre i regeringen har indset behovet for denne radikale omstilling til en ny langtidsholdbar og bæredygtig økonomi. Men i kronikker fra ledende socialdemokrater, i skattereformer og i – nu gætter vi – finanslovsforslag er den slags indsigter og visioner endnu totalt fraværende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det første VKO gjorde da de kom til magten var at diktere sparekrav til Danmarks Statestik:

Besparelser stopper statistikker om miljø, ejendomssalg, alkoholforbrug og børns levevilkår. Danmarks Statistik skal nemlig fjerne over 100 årsværk i løbet af fire år for at imødekomme regeringens sparekrav. Det giver både fyrede medarbejdere og langt færre statistikker.

Enlang række vigtige statistiske opgørelser blev skåret væk, se nærmere:

http://www.dst.dk/Statistik/bagtal/2002/2002-09-02-Sparekrav.aspx

...I stedet for at falde i modelsumpen igen igen, så skulle Enhedslisten tage at rulle VKO's nedsskæringer på statistikområdet tilbage. Når man ser på hvilke statistikker der ikke længere skal laves, så fornemmer man VKO's skumle bagtanker...

"en ny langtidsholdbar og bæredygtig økonomi" - ja, det er jo udfordringen, og vi har vel end ikke de første streger til en skitse.
Mit gæt vil gå i retning af: Mindre arbejde, mindre forbrug - og et bedre liv.

Niels-Holger Nielsen

Denne leders store forsyndelse er, at den ikke spørger hvorfor? Hvem tjene dette totalt udvidenskabelige vås, som nationaløkonomi har udartet til? Hvem går det ud over? Nu hvor vi er ved hv-ordene, kunne man spørge hvor længe endnu? Der er ikke bare tale om dårlige modeller, dårlige økonomer og dårlig regeringsførelse. Der er slet og ret tale om demokratiske og økonomiske fiflerier, som altid tjener monopolkapitalisternes intresser. Hver gang! Alle, der ikke stemmer på EL, støtter denne intellektuelle uærlighed, som vi ikke kan fortsætte med, hvis vi vil kalde os et folk, som har styr på egne aktiver og passiver. De rige ejer ikke alene værdierne, men også den økonomiske 'videnskab'. Langt de fleste, redaktører, redaktionssekretærer og journalister spiller en ynkelig rolle i dette foretagende, med Jørgen Steen Nielsen og muligvis Christian Jensen, som sjældne undtagelser. Er det ikke på tide, at Information begynder at kritisere kollegaerne i den øvrige presse for følgagtighed og mangel på journalistisk tæft i disse spørgsmål? EL kan ikke overskue det, pressen kan heller ikke, sidst men ikke mindst er offentligheden totalt mystificeret. Vi må have den hutigtarbejdende og dybtgravende kommission, straks. Det bliver dyrt, men tjener sig hurtigt hjem igen. En sådan kommission skal have mulighed for at formulere mindretalskonklussioner/-udtalelser, så vi kan se, hvor det politiske slag skal stå. For det er det hele jo i sidste ende, politik altså.

Men har vi tid til at vente på alle disse kommissioner? Vi har jo også brug for en kommission, som konkluderer handlingsrettet på klimakatastrofen, nederlaget for 2-gradersmålet og den realistiske kapacitet af en bæredygtig, vedvarende energiproduktion. Hvad med en kommission om ønskeligheden og muligheden for at afskaffe krig, og bruge fredsdividenden på klimatilpasning, demokrati og social innovation? Hvad med en kommission om hvordan vi afskaffe en sygdomsgenererende samfundsindretning? Hvad med en kommission om forbrugersamfundets bæredygtighed?

Hvordan undgår vi, at det bliver de sædvanlige politiske spilfægterier? Formodentlig ved at trække en streg i sandet. Kan vi det? Hvordan?

Der er to ben i denne historie.
1. generelt, om matematiske modeller som økonomiske spåmænd.
2. konkret, at de anvendte modeller er fast indstillet på Friedman, knappen til Keynes mangler

Det Økonomiske Råd bør være langt mere tilgængeligt for den offentlige debat.

Medlemmerne af Det økonomiske Råd er repræsentanter for erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationer, herunder LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Desuden er Nationalbanken, regeringen, forbrugerorganisationer samt en række fagøkonomiske eksperter medlemmer af rådet. Der er op til 29 medlemmer af rådet.

Rådet kunne suppleres ad hoc fra sag til sag med partiernes ordfører og så stå til rådighed for rankede borgerspørgsmål over Borgerportalen.

Borgeren er ikke længere bruger og kunde, men opfattes som en attraktiv dialog- og udviklingspartner. som regeringen nyligt har meldt det ud:

http://www.information.dk/306185

Vi venter beredvilligt.

Niels-Holger Nielsen

The green economy (not!): Capitalism’s final frontier
by Joanna (Jody) Boehnert
EcoLabs, August 9, 2012

The UN’s Rio+20 declaration The Future We Choose warns: “the scientific evidence is unequivocal…the time to act is now!” With this document the UN calls for “a great transformation” emerging from the recognition that business as usual is no longer sufficient. Humankind is now in the “Anthropocene” wherein we must live within the “safe operating space of planetary boundaries.”

Does this environmental rhetoric demonstrate that the UN is serious about addressing the biodiversity crisis? Or has the UN simply appropriated green language to sell its new project to the global public?

The so-called “Green Economy” launched at Rio+20 reveals a new approach to sustainable development, based on creating new markets for nature’s processes. The basic provisions of the natural world are now “ecosystem services” (water purification, plant pollination, carbon capture and maintenance of soil fertility, etc.). Presently free and commonly shared, the emerging programme will soon quantify, financialise and marketise them.

The commodification of the natural world supposedly aims to protect nature by accounting for “externalities” of environmental damage by industry. According to this logic, once nature’s processes are given a financial value, prices of goods and services will reflect ecological costs and it will no longer make economic sense to produce ecologically harmful products.

The problem with the Green Economy starts with the assumption that Nature’s processes can be effectively managed as commodities. The project is built on the staggering philosophical error that assumes that the economy is of greater importance than the ecological system on which the economy depends. By permitting ecosystem services to be sold to the highest bidder (therefore subject to destruction by industrial processes) it assumes that forests, species, stable climates, etc. are somehow replaceable.

Nature’s processes cannot be safely disaggregated. Ecological systems are not fragmented but are complex webs of interconnected and interdependent relations that cannot be effectively understood – much less managed in isolation. Reducing the value of nature to financial terms is an epistemological prelude to exploitation on a material realm.

It is no small thing to bring nature into the space where everything must prove its financial worth. Nature is more complex than what we can capture through financial valuations. It is foolish to over-simplify the processes of a system on which we are entirely dependent.

Philosophical errors spawn further methodological errors in the quantification and financialisation of nature’s processes. We simply do not have the scientific capacity to measure all of the life-sustaining services provided by nature. What is possible to know for sure is that there will be no financial system to create this human construct we call money without the benefit of a stable climate, clean water and healthy local ecosystems.

When scientists do fix a price for nature these values are often absurdly low or simply ridiculous. The Economics of Ecosystems and Biodiversity (TEEB) report estimates a total economic value of insect pollination worldwide at €153 billion. It’s a high number, but does this number actually reflect the value of pollinating insects?

Considering that we are dependent on these ‘ecosystem services’ and the pollinating insects that are a vital part of these ecosystems, it follows that insects are priceless. Our own survival depends on their survival.

The political problem with the false Green Economy is its ruin of democratic participation in environmental decision-making. In privatising the commons, the conservation of nature becomes yet another aspect of modern life subject to the whims of the market. Democratic control of development agendas will no longer be possible as markets become the space where environmental decisions are made. Those making decisions become those with the financial clout to participate (i.e. corporations and the financial sector).

The false”Green Economy is an intensification of the long trajectory of the enclosures of the commons. This state supported transfer of common land from commoners (i.e. the 99%) to politically powerful elites has occurred over several centuries. The Indigenous People’s Kari-Oca 2 Declaration at Rio+20 describes the Green Economy as “a continuation of colonalism… a perverse attempt by corporations, extractive industries and governments to cash in on Creation by privatizing, commodifying and selling off the Sacred and all forms of life and the sky.”

The so-called Green Economy is the commodification of life itself. We, the people and the earth that we inhabit, are a community – not commodities ripe for exploitation.

The false Green Economy is attractive to the financial and corporate sectors as it creates new areas for market growth in the global commons.

Contrary to the environmental rhetoric used to sell this project, in no way does this agenda offer a solution to the biodiversity and mass extinction crises. Instead, the project uses the ecological crisis as an opportunity for extracting even greater profit from ecological systems.

Nevertheless, the UN (and especially the UK) is pressing ahead with the commodification of nature. Nature is being redefined as “natural capital” as a prelude for the intensification of its exploitation. The same innovative but opaque financial mechanisms responsible for the economic crisis will be transferred to already endangered ecological system.

The earth – the material, geo-physical context that makes social and economic systems possible – is necessarily the final frontier for capitalism.

Crossposted with permission from the author.

http://climateandcapitalism.com/2012/08/23/the-green-economy-not-capital...