Leder

Gi’ os Danmark tilbage

Debat
4. august 2012

Sommeren står i dansksproget dancehall, reggae og hiphops tegn. Fra bilradioer, iPhones og soundsystems monteret på ladcykler står de inciterende rytmer og den kreative forvaltning af nudansk i stolte kaskader af lyd.

Det kan minde om gamle dage med Gnags og Tøsedrengenes reggaeficeringer af modersmålet, men det er også anderledes end dengang i 80’erne. Der transmitteres i høj grad – også – fra et multietnisk Danmark, når Eagerstunn, Shaka Loveless, Klumben, Raske Penge, Linkoban og Kesi laver lingvistiske drive-by shootings midt i populærkulturen. Og der er noget ironisk og poetisk retfærdigt over at en revitalisering af det danske sprog især kommer fra et af de mest internationalt sammensatte områder i landet, nemlig Nørrebro i København.

Reggae og dancehall er af jamaicansk og hiphop af amerikansk herkomst. Men i mundene på disse drenge og piger bliver genrerne omstøbt til lokale udtryk. Her er dansk humor, national politik, nærmiljøers problemer, lokalpatriotisme – men også spirituelle sange som Shaka Loveless’ »Tomgang«, der pt. er blevet set mere end 2,2 millioner gange på YouTube. Dansk sprog og lokale fortællinger omformer og nationaliserer det udenlandske arvegods. Ja, disse omvandrende genrer antager karakter af en ny tids folkemusik – som jo netop altid har rejst og er blevet formet efter lokale forhold.

Men vi har brug for mere national bevidsthed. Vi skal længere ind i stoltheden. Det danske sprog er tilbage i populærkulturen, og det er helt igennem nice. Men hvad med vores musikalske rødder? Hvor er visesangen, salmerne og netop folkemusikken? Alle udtryk, som i høj grad stammer fra udlandet, jovist, men også udgør et mange hundrede år gammelt fundament.

Disse musikformer er blevet til vores kulturarv og har dannet vores bevidsthed og responderet på vores omstændigheder generation på generation på generation.

Nogle få unge, danske orkestre er begyndt at arbejde med folkemusikken. Dreamer’s Circus har lært sig gamle sange overleveret fra Sønder Ho på Fanø af derboende Peter Uhrbrand, der selv er oplært af 5. og 6. generationsspillemænd på øen.

Og Spillemændene, hvis medlemmer alle er en del af den nye generation på Rytmisk Musikkonservatorium, viderefører spillemandstraditionen i opdaterede rammer. Her er både mosekoner og rehabiliteringscentre, sav og synthesizer. Resultatet er både hjemsøgt og hjemligt.

Disse bands danner et kærkomment alternativ til den enorme indflydelse fra engelsksproget hitmusik, som har præget os i ekstrem grad fra især anden halvdel af det 20. århundrede.

Spillemændene er, ifølge dem selv, inspireret af Povl Dissing, C.V. Jørgensen, men også canadiske Leonard Cohen og amerikanske Dirty Projectors. »Et sted mellem jazz-, folk-, vise- og rockmusikken«, som de skriver på deres Soundcloud-profil. Altså en forhandling mellem ind- og udland, for- og nutid.

Ved en pressekonference i London tilbage i juli 1997 sagde islandske Björk, at »hvis ens rødder er stærke nok, kan man række virkelig langt ud i fremtiden.« En interessant teori, som hun selv har gjort til sublim praksis.

Vores multietniske musikere bør gøre det samme. Give os – som den afdøde dancehall-dronning Natasja proklamerede – Danmark tilbage. Ikke i form af den regressive, intolerante, indavlede Morten Korch-idyl, som DF hentyder til med deres tyveri af netop Natasjas sangtitel. Men som et moderne, internationalt, udadrettet samfund med solid grounding i sprog og musiktradition.

Og dermed menes ikke kun violin og sav fra den jyske hede, tag ikke fejl. Dermed menes også de marginaliseredes hiphop og dancehall på stenbroen. Og arabesker og eksotiske taktarter fra fjerne lande, nu en del af storbyernes soundtrack. Én nation under flere forskellige grooves.

Men det er den gammeldanske musik, der er længst væk lige nu. Og den bør graves frem.

For i den dybt stikkende forståelse af egen kultur fødes selvsikkerheden til at møde nye kulturer med løftet pande og åbne arme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Tak til Ralf Christensen for at sætte fokus på folkemusikken, både den oprindelige og den nye.

” Men det er den gammeldanske musik, der er længst væk lige nu. Og den bør graves frem.”

Nemlig. Her er der to ting, man skal huske på. Det er rigtigt, at der kommer mange dygtige unge fra konservatoriet, men der skal også være et aktivt lag af spillefolk på amatørniveauet til at tage imod dem, og det vil yderligere sige, nogle der også kan danse, for musik og dans hører uløseligt sammen i folkemusikken. Det er jo ikke underholdning, vi taler om. Der skal være spille/dansemiljøer, der omsætter den inspiration, der kommer oppefra. Toppen og bunden kan ikke undvære hinanden.

Folkekulturen i bunden gør ikke meget væsen ud af sig selv. Den er nærmest lidt ydmyg, og spændes den for en vogn, tager den skade, som det fx skete i Tyskland under nazismen.

Der er lige en ekstra og aktuel krølle på emnet: Nu taler vi om, at vi bliver nødt til at omstille os fra en materialistisk livsform til en mere menneskelig. I stedet for at konkurrere om at komme først på motorvejene, ville det være mere miljøvenligt at lære at spille på et instrument og lære nogle folkelige danse. Vi kan ikke alle sammen blive balletdansere eller komme i Det kongelige Kapel, men alle kan få noget ud af at deltage i folkekulturen.

Generelt tror jeg man skal passe på med at gøre folkemusikken til et kulturpolitisk dannelsesprojekt. Jeg tror ikke på, at man nødvendigvis bliver bedre til at åbne armene for andre kulturer, fordi man er i stand til at danse rheinlænderpolka eller kan samtlige 42 vers af Agnete og Havmanden udenad, for nu at sætte det på spidsen.

Folkemusikken er en rytmisk genre på linje med rocken og jazzen. Den har et kæmpemæssigt amatørområde og vækstlag, der strækker sig fra folkedanserforeninger, der stringent forsøger at genskabe og bevare traditioner til dedikerede unge mennesker, der mødes for at spille, hoppe, danse og feste i uformelle rammer. Derudover har folkemusikken en professionel scene, der består af dygtige musikere, og interessante band-konstellationer, der er eftertragtede på udenlandske spillesteder og festivaler.

Der er folkemusikere, der spiller sammen med indvandere, og på den måde blander forskellige traditioner og skaber nye musikalske udtryk. Der er folkemusikere, der spiller sammen med jazz-musikere, og derved bygger bro mellem forskellige genrer.

Dette, og meget andet, er med til at gøre folkemusikken levende og nutidig. Hvis folkemusikken så samtidig kan være med til at skabe mellemfolkelig forståelse, er det jo fremragende, men måske er det i virkeligheden musikken i sig selv, der knytter båndene, og ikke så meget de traditioner musikken bygger på?

Folkemusik er en del af et dejligt broget dansk musikmiljø, der i disse tider er mere alsidig en nogensinde. Dreamer's Circus er et fantastisk orkester, fordi de hver især er fremragende musikere, og fordi de med deres musik, kan fortælle en historie, man på et eller andet plan kan relatere til, og ikke nødvendigvis fordi de spiller sønderhoninger eller polskaer. De traditionelle melodier er redskabet og ikke målet i sig selv.

Lad os endelig få sat fokus på de fremragende musikere og bands, der spiller noget, de selv kalder folkemusik. Der er allerede fokus på den amerikansk- og engelsk-inspirerede folkemusik, som blandt mange andre CODY, Hymns From Nineveh og The New Spring er eksponenter for, men hvorfor ikke også dykke lidt ned i det, vi selv har?

Men det skal være på musikkens præmisser og ikke fordi vi tror, at vi ved at kende vores egne musiktraditioner, bliver bedre til at møde andre. Jeg frygter, at man ved at gøre folkemusikken til et dannelsesprojekt, langsomt bygger de dogmer op omkring musikken, som vi er mange, der har brugt lang tid på at skille os af med. Folkemusikken er din og min, og der er ingen regler.