Leder

Husk kritikken i Myanmar

23. august 2012

Forventningerne til den nye frihed i Myanmar er store – og begejstringen ikke til at tage fejl af.

Med militæret i magtens centrum og forandringer, der flyder fra en stadig udemokratisk top er modellen anderledes end revolutionerne i Tunesien, Egypten og Libyen, men det er ikke sikkert, at de bliver mindre revolutionære.

Udfaldet på den lange bane er uvist, men forandringerne bliver svære at rulle tilbage.

Af betydning er, hvad omverdenen kan gøre for at understøtte de kræfter i landet, der arbejder ikke bare for større frihed, men også fred, forsoning og økonomisk udvikling.

Frihed er et mål i sig selv, men slutter ikke dér. Tværtimod. For hvad skal friheden bruges til? Det spørgsmål er blevet sat på spidsen i Myanmar i de seneste måneder, hvor den øgede ytringsfrihed ikke bare har ledt til debat om jordrettigheder, fattigdom og elektricitetsforsyning, men også til had, vold og overfald på en minoritetsgruppe.

Billedet af de fredselskende munke og modige demokratiaktivister er blevet udfordret af rapporterne om overfald på den muslimske rohingya-minoritet, som få af dem, vi ellers ser som fredselskere og demokratiaktivister, har stået i kø for at fordømme. De med den moralske autoritet har pustet til de nationalistiske og racistiske strømninger ved at overtage den retorik, som ellers hører regimet til – om landets suverænitet frem for alt og over menneskerettighederne. Verdens frihedsikon Aung San Suu Kyi har været forbavsende stille. De, der havde troet, at hun er hævet over smålige hensyn og realpolitik (der kræver, at man har befolkningen på sin side til det næste valg) er blevet skuffede. Og den progressive presse har vist sig dybt reaktionær.

Dét besværlige – og meget aktuelle – problem blev der ikke sagt så meget om, da udviklingsorganisationerne forleden hyldede, at Myanmar afskaffer årtiers mediecensur.

At nye friheder også kan misbruges burde måske ikke komme som den store overraskelse – forandringsprocesser i andre diktaturstater har vist lignende karakteristika – men det gør ikke problematikken mindre alvorlig og løsningen mindre nødvendig.

For hvad gør vi, når frihed bliver brugt til had?

For det første kræver det et opgør med de forsimplede billeder af henholdsvis et torturregime og et skønmaleri af fredselskere, som Myanmar ofte fremstilles som i Vesten. Landet er uhyre komplekst – og det er ikke tilfældigt, at det har været et af verdens længstlevende diktaturer. De seneste års forandringer er den bedste mulighed i et halvt århundrede for en friere og bedre fremtid for landets befolkningen. Men det er kun en mulig begyndelse – ikke en selvskreven eller sikker en.

Overgrebene i Rakhine-delstaten, diskrimineringen af rohingya-mindretallet og den internationalt glemte voldelige konflikt med hæren i front i den nordlige Kachin-delstat er eksempler på, at ikke alt er vel i ’det gyldne land’ – og at friheden kan bruges til alt andet end fred.

Først nu er myanmarerne selv begyndt at kigge på, hvad der skal fyldes i det nye magttomrum – eller rettere de mange magttomrum og nye økonomiske og politiske konstellationer – der er opstået.

For det andet er det afgørende, at vestlige lande ikke vender ryggen til problemerne, tier eller lader som om, de er bivirkninger i tillid til, at missionen er udført og i fristelsen ved det uopdyrkede økonomisk territorium (både danske og andre virksomheder har annonceret deres ankomst i det nye Myanmar).

Bidrag til at skabe en ytringskultur med respekt for etiske principper (gennem for eksempel træning i konfliktfølsom journalistik og etik for mediebranchen) er nødvendige. Vesten bør også støtte en sund og også kritisk debat om, hvilken økonomisk model landet skal vælge, nu hvor multinationale selskaber bydes ukritisk indenfor, og Asian Development Bank, IMF og Verdensbanken netop har åbnet kontor i landet. Uden dette vil Myanmar begå de samme fejl som så mange andre udviklingslande.

At ’fylde’ friheden ud kan kun gøres af Myanmars egen befolkning, men Vesten bør engagere sig i de moderate kræfter – ikke bare i regeringen og oppositionen, men også i civilsamfundet og blandt medierne. Ikke kun med investeringer og hyldester, men også med kritik. Der er nok at tage fat på, og folk står med åbne arme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu