Leder

Jakobs historie

17. august 2012

Helle Thorning-Schmidt skal ikke bebrejdes, at hun ikke kender Jakob Ingeberg. Det gjorde ikke mange, før den arbejdsløse grafiske designer i går fortalte sin historie i Information.

Men undre må det, at vores statsminister tilsyneladende ikke kender det regnestykke, Jakob Ingeberg udgør sammen med de tusindvis af andre arbejdsduelige danskere, der fra 1. januar mister retten til dagpenge.

Helle Thorning-Schmidt har de seneste dage fastslået, at hun har »svært ved at se, at vi har penge til at ændre dagpengesystemet«. Men passer det overhovedet, at en halvering af dagpengeperioden til to år skæpper i statskassen?

Nej, statsministerens regnestykkebæres af én to afgørende forudsætninger: For det første skal der skabes job til de ledige, og foreløbig er alle enige om, at regeringens kickstart endnu ikke har virket. For det andet er det afgørende, at dagpengemodtagerne ikke blot begynder at hæve kontanthjælp. Hvorfor? Fordi staten bærer hele udgiften til kontanthjælp, hvor en del af dagpengene er egenbetaling.

Og det er her, Helle Thorning-Schmidt for alvor burde interessere sig for Jakob Ingeberg. Hans hustru tjener som socialrådgiver så meget, at Jakob Ingeberg ikke er berettiget til kontanthjælp. Hvad gør parret? De lader sig skille! Hvem vinder på det? Ingen!

Men hvorfor vil regeringen drive ægtefæller ud i tekniske skilsmisser for en tvivlsom besparelse?

Det giver kun mening, hvis regeringen har ret i, at dagpengemodtagere går og lopper den, indtil de får kniven for struben.

Men det billede passer ikke på de dagpengemodtagere, vi de seneste dage har givet stemme her i avisen. De kæmper med alt, hvad de har, for at komme i arbejde. Så noget tyder på, at statsministeren har mistet kontakten med den befolkning, hun svinger besparelserne over. Her på bladet bidrager vi gerne med at holde regeringen ajour med danskernes virkelighed. I de kommende måneder vil vi løbende give ordet til Jakob Ingeberg andre dagpengemodtagere. Spørgsmålet er, om regeringen lytter?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sören Tolsgaard

@karsten arnberg nielsen: Artiklen om Jakob Ingeberg gør klart, at der ikke vil være tale om socialt bedrageri, men om en balancegang i forhold til en problematisk lovgivning, der stiller ægtefæller uden forsørgelsesgrundlag i en håbløs situation. Man har da endnu ret til at blive skilt - og hvem har vel lyst til at være sin ægtefælle en økonomisk klods om benet?

Problemet er, at magthaverne efterhånden har gjort ikke blot arbejdet, men også ægteskabet til et privilegium for de bedre bemidlede, mens de ringest stillede ikke blot straffes økonomisk, men også nødes til at lade sig skille som konsekvens af deres trængte situation.

"Så skilsmisse er den eneste mulighed, så jeg kan få kontanthjælp. Og så skal jeg jo flytte, for ellers ville det være socialt bedrageri. Som socialrådgiver er min kone færdig, hvis hun laver den slags. Så det er clean cut, siger Jakob Ingeberg."

http://www.information.dk/308275

Samfundets fattigste har længe være nødsaget til sådanne krumspring. Nu er det pludselig en større gruppe af lidt mere velstillede borgere, som konfronteres med lovgivningens nådesløse mekanisme, som ligeledes presser folk ud i sort arbejde - ofte i skumle brancher, eller som servicearbejdere for samfundets rigeste. Hykleriet er omfattende.

Udmærket, at Information og Jakob Ingeberg taler rent ud af posen om denne problematik.

"At udstøde mennesker fra fællesskabet, fordi det privatejede arbejdsmarked ikke har jobs til dem, det er vel nogenlunde det mest usolidariske, man kan være. Det burde være samfundets pligt, synes jeg, at sørge for jobs til alle, som kan og vil arbejde."

(Arne Thomsen)

http://www.information.dk/308464

Steffen Gliese

Der er for mange, der ikke forstår, hvordan den danske arbejdsmarkedsmodel virkede, da den virkede: at lønmodtagere solidarisk havde (har!) en interesse i at 1) betale en høj skat, der sikrer dem en høj løn, samtidig med at de sikres imod selv at skulle betale en masse nødvendige tjenester via private forsikringsordninger (hvilket gør driften af disse tjenester langt billigere end på et konkurrencedrevet marked), 2) være medlem af fagforening og a-kasse, der sikrer imod udnyttelse på et uorganiseret og udbyttende arbejdsmarked.
En af de ting, der er kommet tilbage i denne ny-aristokratisering af samfundet, vi oplever, er underdanigheden og serviliteten, som vi lykkeligt smed ud i min barn- og ungdom i håbet om aldrig at se den igen.
Men ønsket om at skabe et egentligt demokratisk samfund, hvor borgernes trivsel og tarv er det mål, der overtrumfer alt, ligger desværre for tiden på valen. Lad ikke disse grundlæggende demokratiske principper lide strådøden.

karsten arnbjerg-nielsen

At ville opgive sin livsledsager for en mindre økonomisk vinding er åndelig fattigdom. At opgive hende pro forma er socialt bedrageri - uanset om man så flytter adresse.
Derudover er jeg enig i at det er ganske problematisk at den danske model er under pres fra så mange sider. Men for mig at se er det dog langt værre, at personlige valg aldrig må have en pris i forhold til ens kortsigtede økonomiske muligheder. Det havde jeg håbet at en del af Informations læsere ville være enige med mig i ...

Sören Tolsgaard

@karsten arnbjerg-nielsen: Hvad du arrogant slår hen som "mindre økonomisk vinding" kan i realiteten handle om, at børnefamilier tvinges til at afvikle bolig, køretøj og enhver form for opsparing, fordi reglerne tvinger hele familien til at leve af én indkomst. Alene for sine børns skyld vil et åndeligt menneske måske være indstillet på at flytte fra ægtefællen. Det katastrofale er, at de danske regeringer fører en familiefjendtlig politik, hvilket samvittighedsfulde socialrådgivere med Henrik Andrup i spidsen forgæves har gjort opmærksom på siden 1970'erne.

At en pro forma skilsmisse, hvor den ene part skifter adresse og holder sig indenfor det af loven tilladte kontaktniveau (som myndighederne har mere end vanskeligt ved at definere), skulle være socialt bedrageri, holder næppe for en juridisk prøvelse. Det er tværtimod den familiefjendtlige politik, samfundet burde reflektere over, når den sociale virkelighed antager så absurd karakter.

"de binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd." PH