Leder

Somaliske fremskridt

22. august 2012

På sin vis er de forhandlinger, der i disse dage foregår i en flyhangar i Mogadishus lufthavn en stor succes. Her diskuterer 215 nyvalgte parlamentsmedlemmer, hvem der skal være landets nye præsident. En præsident, der herefter vil udpege en statsminister, som så skal udpege et ministerhold, hvorefter 21 år med kaos og administrativt udpegede overgangsregeringer formelt burde være overstået.

Det somaliske regeringsapparat har indimellem fremstået som verdens dyreste teaterproduktion, afviklet i en isoleret kulisseby på et par karreer, mens den virkelige verden et par 100 meter derfra fortsatte fuldstændig uberørt af, hvilket nyt manus der denne dag blev uddelt til skuespillerne. En verdensfjern sæbeopera med en tragedie lige udenfor. Men nylige sejre over al-Shabaab-militsen og relativ kontrol over både Mogadishu og store landområder har genetableret en vis tro på, at en slags orden og et legitimt styre kan genetableres i verdens mest sammenbrudte land.

Bag de positive nyheder gemmer sig imidlertid også en anden virkelighed. Nemlig den, at disse dages fremskridt ikke så meget er resultatet af en konstruktiv politisk proces i Somalia, men snarere skyldes eksterne faktorer. Det kan godt skabe bekymringer for fremtiden.

De sikkerhedsmæssige fremskridt, der gør det muligt at afholde afstemningen, og som i øjeblikket lykkeligvis får mange eksilerede somaliere med stærkt eftertragtede økonomiske og sociale ressourcer til at vende hjem, er ikke resultat af den somaliske statshærs egne sejre, men beror næsten udelukkende på offensiver fra Den Afrikanske Unions mission, AMISOM, der har befæstet sig rundt om i landets regioner i tidligere al-Shabaab-territorium. Her fremstår de fremmede hærenheder som statens ansigt og er ligesom tidligere udefrakommende aktører nødt til at indgå alliancer med lokale klaner og krigsherrer. De lokale somaliere kan med en vis ret spørge, hvad staten har at tilbyde dem.

En FN-rapport lækket i juli dokumenterede til overflod problemerne med den nuværende overgangsadministration under præsident Sharif Sheikh Ahmed. Op mod 70 procent af den internationale støtte forsvinder, når den passerer gennem administrationen, og en fjerdedel af statsbudgettet går til præsidenten, statsministeren og parlamentsformandens kontorer, mens administrationen knap nok er synlig uden for sit eget hovedkvarter.

En række eksperter kritiserer administrationens evner og vilje til at gennemføre den transitionskøreplan, som sidste år blev vedtaget i samarbejde med en række internationale partnere. Køreplanen indebærer blandt andet administrationens egen opløsning til fordel for den regering, de 215 parlamentsmedlemmer i øjeblikket kæmper for at blive enige om at nedsætte i Mogadishus lufthavn.

En række observatører frygter, at den nuværende præsident, Sharif Sheikh Ahmed, og statsminister Abdiweli Mohamed Ali vil overvinde deres ganske betydelige uenighed og enes om at kaste grus i maskineriet. Enten således at de i sidste ende selv bliver udpeget som ledere af den nye regering (de er begge blandt de 24 godkendte kandidater til præsidentposten), eller således at mandatet for deres overgangsadministration forlænges.

Processen med at vælge en ny ledelse vil sandsynligvis blive langstrakt og rodet, og køreplanen er med en vis ret blevet kritiseret for at blive påtvunget somalierne udefra. Det er imidlertid essentielt, at Somalia får en ledelse, som både er mere repræsentativ og mere transparent, men først og fremmest i højere grad er i stand til selv at tage ansvar og udfylde det evindelige magttomrum, som udenlandske aktører, lokale klanledere og religiøse fundamentalister hidtil har fyldt ud. I den sammenhæng er et forlænget mandat til en magtesløs og korrumperet overgangsadministration ikke løsningen.

Det er vigtigt, at en reel transition indledes, nu hvor en vis sikkerhed synes opnået. Trods alle sine mangler, sin ikkeeksisterende legitimitet, de politiske studehandler og den stiltiende accept af en bundkorrupt regering har overgangsarrangementet måske været nødvendigt, fordi der ikke har været bedre alternativer. Derfor er det også vigtigt, at man begynder at arbejde på en langsigtet politisk løsning, der indebærer folkelig legitimitet, transparens og politisk gennemslagskraft, før det atter trækker op til storm i Somalia.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu