Leder

S(yg)-forklaring

11. august 2012

Øv! Hvorfor er politik spækket med dårlige undskyldninger? På hver valgaften står taberne slukørede og piber: »Vi har ikke forklaret vores politik godt nok.« Ha! Mon ikke forklaringen også kunne være, at vælgerne har forstået den førte politik – og forkastet den.

Ejendommeligt har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) taget forskud på et valgnederlag ved at komme med den syge undskyldning. I stribevis af interview i gårsdagens medier erklærer hun om sit partis miserable opinionstal: »Jeg har ikke fået fortalt tydeligt nok, at ...«

Aha! Thorning-Schmidts svækkelse skyldes altså dårlig kommunikation. Helt alvorligt? Samtidig med at regeringen og dens partier har polstret sig med en overdådighed af kommunikationsrådgivere? Spindoktorer, der virkelig må være ferme til deres fag, hvis de fortjener den fyrstelige løn, som skatteborgerne betaler dem.

Og alligevel har kommunikationen aldrig været værre for nogen regering? I hvert fald er ingen sunket så hurtigt i meningsmålingerne.

Logisk ville det så være at nedlægge kommunikationsrådgiverne. Hele banden. Og lade ministrene, personligt og oprigtigt, forklare sig. Uden filter.

Drop bortforklaringerne, Thorning! Sig, at dit eget parti og SF inden folketingsvalget nok begik den fejl at tro, at SSF kunne trylle sig til et flertal af mandater. Og bagefter trylle SSF’s valgløfter igennem: De 12 minutter, betalingsringen, trepartsaftale, efterlønnens urørlighed. Sig også, at du er glad for, at virkeligheden har mindet dig om, at dette land har et samarbejdende folkestyre, hvor der nu skal mindst fire partier til for at få noget igennem. Og sig, at du er glad for at formidle dette samarbejde – uanset alt bøvlet.

En styg mistanke melder sig: Er bortforklaringen om den dårlige kommunikation én, Thorning-Schmidt har fået prakket på af sine kommunikationsrådgivere? Hvis ja, har hun et ægte kommunikationsproblem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Det er slemt nok, at Thorning lader som om, det er vælgerne, der er dumme, men det er værre, når man forsøger sig med direkte vælgerbedrag.

Man troede nemlig IKKE, at S/SF kunne trylle sig til 90 mandater alene. Inden valget, hvor S/SF forsøgte at forberede, hvad der skulle ske efter valget, hvis de fik flertal med DRV, var de radikale ikke hverken til at hugge eller stikke i. Intet kunne de blive enige om.

Man vidste derfor alt for godt, hvad Vestager mente og spillede derfor den komedie om den ”røde” regering. Det slap de af sted med, fordi Vestager sagde, at hun ville have en anden regering og en anden statsminister end Løkke. Og Thorning var DRV’s kandidat til statsministerposten (indtil videre).

Den hoppede rigtig mange vælgerne ikke på. Nogle af dem, der i valgkampen troede, at Vestager var blevet ”rød”, skiftede til Venstre, og mange (især SF’ere), der ikke var naive nok til at tro på en kommende ”rød” regering, skiftede til Enhedslisten.

Vælgerne er ikke (alle sammen) så dumme, som politikerne kunne ønske sig, og hvis Vestager ikke snart begynder at samarbejde, bliver denne regerings levetid kort, og højst 4 år gammel. Derefter bliver det virkelig ”sort”, og det der trods alt er opnået i denne regeringsperiode, bliver spildt og måske noget der har gjort mere skade end gavn.

Der er rigtig meget en VOK-regering ikke havde turdet gennemføre med S og SF i opposition.

Inger Sundsvald

Og Enhedslisten kan lige så godt begynde at stille krav. Regeringen spiller på at V og K nok skal makke ret, af skræk for at Enhedslistens politik bliver klemt igennem.

Men hvis en aftale med Enhedslisten ender med at blive vedtaget af de ”blå/sorte”, så er noget vel opnået.

Hvis forhandlingerne og EL’s krav foregår i offentligheden, kan S og SF dårligt undslå sig for at forsøge at klemme de radikale.

Den radikale økonomiske politik og skattelettelser har vist sig ikke at virke, hverken på krisen eller arbejdsløsheden.

Jeg synes nu at politik er blevet lidt mere afslappet og tager knap så meget af mediebilledet som under VKO, der var der en overfiksering af visse politikers holdninger, hvor politiske modstandere også blev jordet på åben skærm, anstændigheden udeblev.

Hvis politik ikke tager så meget af mediebilledet mere er kun positivt for der er mere i den her verden end politik, i den sidste ende arbejder ALLE inde på Folketinget for Danmark, og så bagefter deres parti. Hvis et parti modarbejder en sund udvikling for Danmark bare for at score points til sit parti er de gået forkert i byen og har ligesom misforstået sin rolle i samfundet, det kan godt være at partierne er uenige om mange ting men det burde helt ærligt at udføre reformer som er/var skadelige for borgerene, eller at stemme positive/gode reformer ned for at score points til sit parti, burde at forbydes ved lov.

Og så her til sidst kan jeg ikke andet end at småfnise af dette perfide angreb på en regering som kun har gjort det bedste de kunne med de ressourcer og værktøj de nu havde til rådighed, andet kan man sige om vores tidligere VK-O regering som havde kæmpe overskud at lege med. Har folk virkelig glemt den bølge af skandaler og bedrag der ramte Danmark under VK-O?, der skal helt vildt meget til for at være bedre end VK-0 i at lave skandaler, der kan den nye regering jo SLET IKKE følge med, heldigvis.

Inger Sundsvald

Nu er det jo denne og den tidligere regering der har sørget for at ressourcerne er væk - klattet væk til skattelettelser til de bedst stillede, så de dårligst stillede nu skal pelses yderligere.

Michael Kongstad Nielsen

Sådan set er det jo rigtigt nok, at Helle Thorning ikke har forklaret sin politik godt nok. Den mangelfulde forklaring er givet sket i samarbejde med spindoktorerne og kommunikationsrådgiverne. Det var enten fortielser eller omskrivninger af virkeligheden, de mente der skulle til, for at få danskerne til at æde den førte politik. Det har nu vist sig ikke at være lykken, Så spindoktorerne er gået til strategi B: - fortæl, at vi fejlede i kommunukationen (ikke i politiken naturligvis). Fint nok, men så fortæl sandheden råt for usødet. Væk med omskrivningerne, skønmalerierne, kunstig opreklamering af magre resultater. Som i Thornings 1. maj-tale.

Man må fortælle, at man fører blå politik med skattelettelser til de velstående og forringelser for overførselsindkomsterne. Man må sige, at det er fordi man selv er lidt blå i det, eller at det hele er de radikales skyld, som David Rehling og enkelte debattører tror og mener. Det gør jeg ikke - så meget vægt kan de radikale ikke have.

De radikale har kun under en fjerdedel af de mandater, der holder regeringen ved magten. En lille fjerdel skal ikke kunne diktere hele musikken. Så efterløn, betalingsring osv. kunne sagtens være sat igennem, hvis Helle og Villy havde haft lyst til at føre deres "egen" politik.

Inger Sundsvald

Det kan da godt være, at folk bare ikke troede på det, Thorning sagde, når hun sagde, at det blev hårdt, og når hun talte om krisen, der skulle rettes op på, og om alle de penge den borgerlige regering havde sparet sammen til skattelettelser til de bedst stillede, uden dog at komme med noget konkret om hvad der skulle gøres, for det vidste hun godt at de radikale ikke ville gå med til.

Måske troede folk virkelig at S og SF ville få 90 mandater sammen med Enhedslisten.
Dén var godt nok for tyk for mig. Men jeg vil gerne tro, at Thorning i virkeligheden er ”blå”, og at det hele faktisk går, præcis som hun gerne vil have, med en politik som Nyrup påbegyndte.

randi christiansen

MKN : "Så efterløn, betalingsring osv. kunne sagtens være sat igennem, hvis Helle og Villy havde haft lyst til at føre deres “egen” politik."

Mon ikke frygten for at Margrethe ville gå til højre, er reel nok?

Selvom det er svært at forstå, at S-SF i det samarbejde skulle være nødt til at fravige så meget af egen politik for at bevare regeringsmagten på egne hænder - og vel vigtigst af alt : at undgå den som en naturlig følge heraf ender på de andres.

Kort sagt : En kastratregering

Michael Kongstad Nielsen

rc:
"En kastratregering"? Så har man hørt det med. Tja, måske.

Jeg har bare svært ved at forstå angsten for Margrethes utroskab, for at hun spiller falsk, at hun er en forklædt femtekolonne, der infiltrerer de røde og opnår en høj post, og tvinger dem til at føre blå politik fordi de er bange for, at hun skal gå sin vej. Det giver ikke rigtig mening. Jeg har en anden mistanke, og den er, at de røde bruger påstanden om Margrethes manglende trofasthed til at forklare over for dem selv, hvorfor den regering, som de selv har ønsket, fører den forkerte politik. Jeg indrømmer, min forklaring er lidt indviklet, den kunne have indgået i en komedie af Holberg eller Mollière, "Den indbildt Syge", hvor indbildningen retter sig mod Margrethes forklædning og længsel tilbage til sit virkelige ståsted iblandt Løkkes rækker.

Jeg synes bare, at det tydeligt fremgik før valget, at de radikale ville have en S-ledet regering, og ikke en V-ledet. Sådan en prioritering skal selvfølgelig koste noget, andet kan man ikke forvente. Men indtil nu har det været næsten "gratis".

Inger Sundsvald

Vestager kan ikke lide Løkke og slet ikke DF. I højre side af salen ville hun aldrig have fået så meget at skulle have sagt - dér regerer Pia K.