Leder

Den deprimerede departementschef

5. september 2012

Dønninger ruller endnu efter sidste uges afsløringer i Skattesagskommissionen. Pinligt for Ekstra Bladet, at avisen indlod sig i konspiration med tidligere V-skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, Peter Arnfeldt. Formål med sammenrotningen: at fælde Socialdemokraternes leder.

En større pinlighed har pådraget sig mindre opmærksomhed: Hvordan kan en ansat i Skatteministeriet rotte sig sammen med Ekstra Bladet?

Måske er det sådan, at det ligger i generne på skandalesøgende medier at indlade sig på lidt af hvert for at fremkalde skandalen. Til gengæld burde dansk centraladministration være uden den slags tilbøjeligheder.

Det har centraladministrationen lykkeligvis også været. Årsag: departementscheferne. Nu er denne tradition truet. Årsag: spindoktorer.

Dydens smalle sti er den rute, som en departementschef har til opgave at holde sit ministerium på. I den traditionelle opbygning af ministerierne har departementschefen haft magtmidlerne til at styre. Alle departementets ansatte er undergivet departementschefen. Alle sager til ministeren går i princippet gennem departementschefen. Alle ministerens ønsker og ordrer befordres videre til ministeriets ansatte gennem departementschefen.

Begynder de ansatte at slingre, eller gør ministeren det – ja, så er det departementschefen, der skal bringe aktørerne tilbage på rette lovlige spor.

Den skandaløse Tamilsag for 20 år siden handlede også om, at en stærk departementschef – Niels Madsen – var blevet afløst af en svag, Poul Lundbæk Andersen, der ikke magtede at holde justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) fra risikabel forvaltning.

En depression må nu have bredt sig blandt departementscheferne. Det er stadig deres opgave at holde ministeriet fra uføre. Men departementscheferne har ikke længere de nødvendige styringsmidler. Der er nemlig siden 1990’erne kommet et fremmedlegeme ind, som de ikke kan holde i ave: spindoktorerne.

Nok hedder det i den gældende ordning for spindoktorer, at »særlige rådgivere bør ansættes i ministersekretariaterne eller dertil knyttede stabsfunktioner«. Man kunne derfor tro, at departementschefen havde hånds- og halsret over dem. Men det er ikke tilfældet. Det er ministeren, der får ansat den, ministeren ønsker. Modsat ministersekretærer, som departementschefen fremskaffer og – om nødvendigt – bortskaffer. Den gældende spinordning bygger på nogle godmodige rammer fra en 2004-betænkning, der foreskriver om »de særlige rådgivere«:

»De er underlagt de samme krav om lovlighed, sandhed og faglighed, som gælder for almindelige embedsmænds virke.« Endvidere forudsætter ordningen, at spindoktorer »systematisk sikres oplæring i de grundlæggende forvaltningsretlige principper«.

Givetvis er der spindoktorer, som fromt efterlever krav om lovlighed, sandhed og faglighed og forvaltningsretlig principfasthed. Men der har været for mange eksempler på tilsyneladende velbegrundet mistanke om, at de har udført opgaver, som ingen i det traditionelle embedsværk ville røre. Ikke bare på grund af en høj korpsmoral, men også fordi departementschefen havde lagt sig hårdt imellem.

Nu synes departementschefer snarere at være rådvilde over for spindoktorer. Den hjemsendte departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, har i et notat indrømmet, at han på et møde med SKAT København om Helle Thornings skattesag videregav »et notat, som jeg ikke ved, hvor stammer fra. Jeg mener, jeg fik notatet udleveret af skatteministeren eller hans særlige rådgiver, Peter Arnfeldt. Jeg er ikke bekendt med, hvorfra notatet stammede – muligvis fra Venstres pressetjeneste«.

Ville en almindelig ansat få departementschefen til at optræde som tossegodt postbud? Næppe.

Et udvalg er nu i gang med at foretage »serviceeftersyn« af reglerne for spindoktorer, »herunder se på mulighederne af, at ministre i højere grad serviceres af fastsatte i ministerierne«.

Udvalget må sikre, at spindoktorer bringes under kontrol. Enten må departementschefen utvetydigt gøres til chef. Eller også må det præciseres, at alt, hvad spindoktorer gør – eller undlader at gøre – sker på ministerens personlige politiske ansvar. Av da.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu