Leder

Eurokrisens brændpunkter

29. september 2012

Mariano Rajoy, Spaniens regeringschef, vil ikke bede EU-partnerne om hjælp. Endnu. Men hvis renten på spanske statsobligationer bliver ved med at være »for høj i for lang tid«, vil Spanien »med 100 pct. sikkerhed bede om en redningspakke«, udtalte Rajoy onsdag til The Wall Street Journal. Dagen efter fremlagde den spanske regering en finanslov, som skal skaffe knap 300 mia. kr. i den slukne statskasse. De nye besparelser i bl.a. uddannelsessektoren og kulturstøtten udløste sammenstød mellem politi og demonstranter i Madrid. Men nedskæringerne skulle have været endnu mere omfattende, hvis præmisserne for regnestykket havde været mindre optimistiske: Recessionen ophører i 2013, arbejdsløsheden falder, og statens budgetunderskud bliver planmæssigt nedbragt, forudser Rajoy-regeringen. Skønnene fra bl.a. Den Internationale Valutafond og Standard & Poor’s er dog noget mere pessimistiske.

Samtidig bliver det stadig dyrere at finansiere den spanske statsgæld. Ifølge regeringen sluger renteomkostningerne nu omkring en fjerdedel af statens budget, så risikoen for, at Spanien ligesom Grækenland ender i en gældsspiral, er overhængende. Hvor længe har Rajoy råd til at vente med at bede EU om hjælp?

Spaniens banker har brug for en kapitalindsprøjtning på knap 54 mia. euro (405 mia. kr.), konkluderer en stresstest foretaget af et amerikansk konsulentfirma, som blev offentliggjort fredag eftermiddag. Det sker, efter at EU-partnerne i juni gav tilsagn om at skyde op til 100 mia. euro i den spanske banksektor, der har lidt tab for 180 mia. euro, efter at finanskrisen fik boligboblen til at briste. Behovet for refinansiering er altså knap så stort som frygtet, men under alle omstændigheder er betingelserne for saneringen af den spanske banksektor med midler fra EU’s krisehåndteringsfonde ikke de samme som de reformkrav, Grækenland, Irland, Portugal og snart Cypern pålægges for at have bedt EU om hjælp til at afværge statsbankerotter. Men spørgsmålet er nu, hvilke krav Spanien skal opfylde for at få andel i de 500 mia. euro i eurozonens stabilitetsmekanisme, ESM: »Vi må først vurdere, om betingelserne for adgang til fondene er rimelige,« udtalte Rajoy forleden i et interview. Normalt er det kreditorerne, som stiller betingelserne.

Men risikoen for en dominoeffekt, hvis Spanien skulle overtage Grækenlands rolle som eurokrisens brændpunkt, giver også debitorerne gode kort på hånden: Hvad vil Den Europæiske Centralbank (ECB) gøre, hvis et ruineret land ikke beder om hjælp eller ikke accepterer betingelserne? Rajoy spiller på denne usikkerhed ved at vente længst muligt og således måske tvinge ECB til at skride ind uden så mange krav.

Hvis Spanien beder om hjælp, vil finansmarkederne forvente, at Italien snart vil gøre det samme, og dermed presse renten på italienske statsobligationer yderligere op. Renteudviklingen på statsobligationer har været parallel for Italien og Spanien siden 2011. Det kan således heller ikke udelukkes, at Rajoy og Italiens ministerpræsident, Mario Monti, vil synkronisere anmodninger til ECB om støtteopkøb af landenes obligationer. Monti meddelte torsdag, at han er parat til at tage endnu en tørn som Italiens regeringsleder efter et valg, som senest skal afholdes i april 2013. Foreløbig kan Montis udmelding dog blot lægge en dæmper på bekymringen for, at den politiske situation i Italien kan skabe forhåbning om, at der vil være mulighed for en kontinuitet i de reformer af det italienske samfund, som blev påbegyndt for et år siden, da Silvio Berlusconi fralagde sig ansvaret:

»Jeg vil have, at de politiske partier skal vide, at jeg ikke har nogen politiske planer for fremtiden, men jeg vil også have, at de og finansmarkederne og det internationale samfund skal vide, at jeg er parat, hvis der er brug for det,« udtaler Monti til Bloomberg.

Under Monti har italienerne imidlertid udviklet sig fra at have været de mest begejstrede EU-medlemmer til nu at betragte projektet med dyb mistro. Hvilken rolle EU-modstanden kommer til at spille i den italienske valgkamp, er således et åbent spørgsmål. Illusionen om EU som garant for konstante velstandsstigninger er bristet – og dermed er valgkampens syndebuk også serveret på sølvfad. Hverken Spanien eller Italien er ligesom Grækenland i umiddelbart fare for likviditetsmangel, men risikoen for en aggressiv og ikkeargumenterende EU-modstand i hele Sydeuropa er derimod yderst reel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har et væddemål kørende, hvor jeg holder på det ene fremfor det andet.

Det går på, hvornår - og i det hele taget om - den eller de journalister træder ind på scenen, der er kompetente eller modige nok til at beskrive finanskrisen på et dybere plan end det sædvanlige palaver om overfladiske spilfægterier og slag i luften fra politikere og kommentatorer akkompagneret af håbløse bortforklaringer fra finansverdenen. Mere eller mindre med et touch af kritisk analyse, men aldrig mere end et touch. Hele tiden med konklusionen: mere EU, mere føderation, mere kontrol, større planer, mere af det samme crab.

Min opponent siger, at det aldrig kommer til at ske. Jeg er mere optimistisk. Jeg påstår, at det på et tidspunkt bliver så belastende for journalister blot at læse op og skrive af fra de internationale nyhedsbureauer. Jeg spår også, at der rent faktisk vil opstå en helt ny politikertype, der ikke tager noget shit, og for hvem endeløse gentagelser af politik, som vi har kendt det i hele det 20 århundrede, er belastende og pinlig. A dead end.

Jeg var faktisk så heldig at møde Birgitta Jonsdottir fra det islandske Alting for en uge siden. Og det er helt andre vinde, der blæser herfra. Hvis du ikke kender hende, så bør du nok tjekke ud, hvad der er foregået på Island. Igen en sag, som journalisterne har dække på en lallet og altfor autoritestro måde. Altså endnu en gentagelse af, at det jo nok var de islandske borgeres egen skyld, og de havde nok levet over evne. Ingen indsigt i, hvordan global finansterrorisme fungerer, endsige at det findes.

Det er konstant noget med at 'Monti siger det', 'Braghi siger det', 'Cameron og Merkel siger det', hvorefter det lille ekko: 'Westager siger noget lignende' - fordi George Soros, hendes helt, engang sagde noget lignende. Journalistik på et anekdotisk talebobleplan er blevet uinteressant.

Folk leder forgæves i medierne efter egentlige analyser, egentlige forklaringer og egentlige sammenhænge, som de kan forholde sig egentligt til. Vi holdes hen, mens vi venter på det store kollaps, og så siger både journalister og politikere igen-igen: øh ... hovsa, det kunne vi sørme ikke ha forudset'.

Den eneste formildende omstændighed vil så være, at folk endelig vil have tabt troen på det 20 århundredes selvbestaltede autoriteter, hvoraf levebrødspolitikeren og deres tro følgesvende, levebrødspolitikerne og mainstream-journalisterne kun er to grene. Med dem vil også falde de videnskabelige, finansielle og religiøse autoriteter.