Leder

Fortællingen om et exit

For Taleban er opgaven forholdsvis simpel, fordi de har alle muligheder for at agere, mens det for Vesten p.t. kun har én, nemlig en militær sejr, som de har begrænset tid til at opnå
For Taleban er opgaven forholdsvis simpel, fordi de har alle muligheder for at agere, mens det for Vesten p.t. kun har én, nemlig en militær sejr, som de har begrænset tid til at opnå
Debat
21. september 2012

»Taleban kæmper en politisk krig, mens USA og dets allierede stadig kæmper en taktisk-militær krig. Vi bliver ved at fokusere på terræn. De er fokuserede på at angribe transitionsprocessen og på at fortælle historien om en sejr.«Sikkerhedsanalytikeren Joshua Foust i Washington Post

Vesten skal forlade Afghanistan i 2014. Så meget står fast. USA vil efterlade et ukendt antal soldater tilbage på baser, skjult for offentligheden. Måske mange, måske få, som man så det i Irak, hvor en storstilet plan om at bevare Irak som en fremskudt bastion for amerikanske interesser i regionen blev opgivet konfronteret med virkeligheden. Hovedpointen i Vesten er, at Afghanistan fra 2014 ikke længere er den vestlige koalitions ansvar og ophører med at være et bundløst hul, man hælder liv, anseelse og – i stadig ringere grad – penge ned i.

Men fortællingen om en tilbagetrækning er ikke uvæsentlig. I Irak lykkedes fortællingen om, at man forlod et land, hvor sikkerheden øjensynlig var nogenlunde, de stridende parter tilsyneladende var forsonede og man derfor i ro og mag kunne trække sig tilbage. At Irak allerede dengang var på vej ind i det opsplittede, menneskerettighedskrænkende, udemokratiske og blodige morads, det er i dag, var af mindre betydning. Myten var etableret, og når vi ikke længere har aktier i problemet, er det jo ikke vores ansvar, at de slås i de varme lande, vel?

Spørgsmålet er, om det samme kan lade sig gøre i Afghanistan. Her har man i vid udstrækning valgt den samme taktik – med væsentlige undtagelser. Den vestlige exitstrategi handler om at nå frem til en situation, hvor man kan sige, at man sikkerhedsmæssigt kontrollerer området i en grad, så man kan overlade kontrollen med det til en national sikkerhedsstyrke. Til det formål har man ligesom i Irak boostet antallet af soldater, en operation, der i denne måned ophører, når USA trækker de sidste ekstra soldater tilbage og efterlader 68.000.

I Vestens hovedstæder er operationen indtil videre en succes. F.eks. har Storbritannien overdraget 47 ud af 81 baser til afghanske styrker og ligesom Danmark i øvrigt i stigende grad trukket sig fra deciderede kampoperationer. Godt presset af kritikere i både opposition og regering har den britiske forsvarsminister fastslået, at opnormeringen og overdragelsen til de afghanske styrker er en succes, og at briterne muligvis allerede vil kunne foretage tilbagetrækningen af godt 9.000 soldater næste år. Et overvejelse, der foretages i mange vestlige regeringer i øjeblikket.

Problemet med det hastigt stigende antal interne angreb; afghanske soldater og politimænd, der angriber vestlige soldater – 51 er dræbt i år og endnu flere i interne afghanske opgør – er, at det viser, hvor enstrenget den vestlige exitstrategi er. For hvad stiller man op, hvis den afghanske sikkerhedsstyrke viser sig ikke at være så pålideligt et universalværktøj alligevel. Hvis tilliden er ved at forvitre mellem afghanske og internationale styrker, og der internt og eksternt opstår tvivl om, hvorvidt de er parate til at overtage sikkerheden?

Den britiske forsvarsminister, Phillip Hammond, afslørede oven på de seneste interne drab, hvor langt viljen går i forhold til at tage ansvar og til at forsvare de idealer, vi angiveligt er gået i krig for i Afghanistan:

»Vi kan bede vores soldater om at hjælpe til med at opbygge et bedre Afghanista, men vi kan ikke bede dem om at sætte deres liv på spil for det. Vi kan kun bede dem om at bringe sig selv i fare for Storbritanniens nationale sikkerhed, hvilket er, hvad de har meldt sig for at gøre.«

For Taleban er opgaven forholdsvis simpel, fordi de har alle muligheder for at agere, mens det for Vesten – og hermed den afghanske regering – p.t. kun har én, nemlig en militær sejr, som de har begrænset tid til at opnå. I Irak havde man, anarkiet til trods, et politisk ben i en overordnet strategi, som pacificerede styrets væsentligste modstandere ved at give dem penge og indflydelse, mens det går noget mere nølende med forhandlinger med Taleban. I fraværet af forhandlinger har Vesten en kortsigtet militær taktik, mens Taleban har en langsigtet politisk strategi, som godt kan tåle militære nederlag, så længe man opretholder grebet om den langsigtede fortælling om et Vesten med halen mellem benene og et afghansk sikkerhedsapparat i splid med sig selv. Spørgsmålet er, om Vesten får den historie med ud af Afghanistan, man havde ønsket sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interessant artikel ( uden at jeg er enig i hele indholdet).

Man kan tænke lidt videre i retning af , at inden udgangen af dette århundrede vil de to førende supermagter efter al sandsynlighed være Kina ( nr 1) og Indien (nr 2) - USA er vel så nr 3 med Rusland på en 4.plads.

I dette scenarie kan man næppe vente at Kina og Indien vil acceptere et rodet Afghanistan og et næsten lige så rodet Pakistan - så når vesten er ude af regionen, så vil Indien og Kina nok begynde at blande sig kraftigt i både den afghanske og den pakistanske udvikling - og det bliver nok på en mere hårdhændet facon al den stund, at roderi i området udgør en sikkerhedspolitisk risiko i regionen.

Mon ikke strategien bliver den samme som i Irak?

Vesten (NATO) erklærer sejr og trækker sig derefter hastigt ud.

@Robert

Afghanistan er der nok ikke nogen der interesserer sig for mere, lige inden udgangen af dette århundrede.

De eneste der betragter Kina som en militær supermagt er dem selv og pressen(ikke militærfolk), for hvordan skulle Kina nogensinde skulle blive en supermagt i fremtiden når?

1. Kina ingen allierede har
2. Kina har ingen egenproduktion af avanceret militært udstyr
3. De er omringet af fjender, Vietnam, Japan, Filippinerne, Indien, Rusland etc.
4. Kina ingen militære sejre har i nyere tid(kun nederlag)
5. Kina har ikke engang en flåde der kan matche Frankrigs(jeg kan blive ved)

Jeg syntes det er vigtigt at forholde sig til virkeligheden, i stedet for den virkelighed man ønsker sig ;)

Med hensyn til Afghanistan, så er vestens taktik, meget lig Sovjets, vil trækker os ud, massiv bakket op af propagandaen om en storslået succes.