Leder

Magtens pris

Debat
8. september 2012

Han var ikke bange for at bruge den magt, han i går kastede fra sig. Men han var bedre til at nedkæmpe sine egne medlemmer, når de protesterede mod regeringslinjen, end han var til at kæmpe for partiets politik.

Båret af meningsmålingers himmelflugt flyttede Villy Søvndal på seks år SF fra meningsparti til magtparti. Han lod sig dyrke som den politiske superstar, der altid havde et glimt i øjet og en kæk bemærkning i ærmet.

Alle – selv Anders Fogh Rasmussen – var enige om at elske Villy. Opturen til regeringskontorerne vil blive skrevet ind i partiets historie. Men der skal også skrives, at Villy Søvndal ganske vist gjorde SF til ansvarligt magtparti, men på den anden side ikke formåede at gøre koalitionsregeringens magt ansvarlig over for SF’s politik.

Derfor havde Villy Søvndal helt ret, da han i går i afskedens stund gerne ville huskes for, at det var ham, der »byggede bro mellem partierne i oppositionen, så det var muligt at vælte VKO-regeringen.«

Men Villy Søvndal glemte at fortælle om den pris, SF måtte betale for magten. Sandheden er, at Villy Søvndal droppede en stribe af partiets principper i de forhandlinger om regeringens magtfordeling, han reelt ikke selv fik noget ud af. Ud over magten som symbol!

Han tabte opgøret med den borgerlige udlændingepolitik. Han tabte kampen for at skabe større lighed i det danske samfund. Han har for længst tabt betalingsringen.

På falderebet lovpriser Villy Søvndal det medlemsdemokrati, han selv har trukket store veksler på.

»SF’s medlemsdemokrati skal fungere i praksis,« meddelte den afgående formand i går med henvisning til partiets tradition om, det er medlemmerne, der vælger formand.

Hvem husker ikke Villy Søvndals håndkantsslag til partiets landsledelse, der i november 2010 kritiserede, at SF påtænkte at stemme for den borgerlige regerings pointsystem i forbindelse med familiesammenføring.

»Undskyld mig, men jeg synes, der hersker en fatal del af kynisme på den del af venstrefløjen, som synes, at regeringsspørgsmålet er underordnet,« sagde Villy Søvndal.

Det var en ren tilståelsessag: For ham var regeringsmagten vigtigere end regeringens politik.

Slået ned blev også de interne kritikere af den skatteaftale, regeringen før sommer indgik med den borgerlige opposition. Hvem husker ikke en grædende Lisbeth Bech Poulsen forlade SF’s gruppemøde efter at være stillet et ultimatum: Enten stemmer du for skatteaftalen – eller også forlader du SF!

Hun stillede det spørgsmål, mange andre SF’ere fortsat savner svar på: Hvordan kan SF gå med til at lette skatten for de rigeste og skære i overførslerne til de fattigste, når partiet lovede vælgerne at kæmpe for øget lighed i samfundet?

»En ny regering skal måle sig på stigende lighed,« sagde Villy Søvndal før valget, hvor han ligefrem svingede sig op i følgende Grundtvig-citat i sin påståede lighedskamp:

»Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.«

Smukt lød det, men omvendt endte det.

Protesterne kunne Villy Søvndal slå ned, men vreden flytter med til den næste formand. Som nyslået leder lovede Villy Søvndal i 2005, at han ville »skabe fornyelse, fremgang og foryngelse«. Det sidste har han leveret. Villy Søvndal efterlader en talentmasse, der ikke findes større i noget dansk politisk parti. Sundhedsminister Astrid Krag og miljøminister Ida Auken nævnes som hans to mest oplagte afløsere.

Internt i regeringen skal SF’s nye formand hurtigt gøre det klart, at partiet ikke kan blive ved med at betale regningerne for interne kompromiser.

Første anledning er forhandlingerne om næste års finanslov. Her har SF allerede internt i regeringen forlangt forbedrede vilkår for de mange danskere, der fra årsskiftet mister retten til dagpenge. Uden at være illoyal over for regeringsgrundlaget vil SF dermed kunne genvinde noget af troværdigheden som regeringspartiet, der ikke kun før et valg kæmper mod uligheden i Danmark.

Den nye formand sætter SF’s politik igennem, så vælgerne kan se, hvad partiet vil med magten. Ud over at sidde med den.

Villy Søvndal var socialist i opposition, men han opfandt aldrig en venstreorienteret måde at regere på. Han greb ud efter magten – men blev selv grebet af den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Da det gjaldt var ministerbilen vigtigere end vælgerne.

."Villy Søvndal efterlader en talentmasse, der ikke findes større i noget dansk politisk parti."

Nå?.......øhmn........Gud bevare Danmark; please!

Mvh Th

Jeg tilslutter mig Thorsten Lind: ingen danske politikere synes i dag at vide, hvad det vil sige at repræsentere deres partier.

Villy Søvndal er langt fra færdig med politik, nu er politik ikke skrevet i runesten som ALDRIG kan ændres. At gå på kompromis med andre partier er der intet nyt i men det er selvfølgelig i nogles interesse at blæse det op til at være det.

Carsten Mortensen

Ja, Villy vil blive husket.....på samme vis som Karen Jespersen.....der skete noget mærkeligt inde i deres hoveder og de tabte al værdighed og fornuft.

Den Store Rorgænger forlader den synkende skude...

Det er så simpelt: hvis man ikke kan få sin politik igennem, skal man selvfølgelig ikke tage ansvaret for at føre andres, dårlige. Man mener jo, hvad man mener, fordi det giver det bedste resultat. Den holdning forlader man, når man i stedet gennemfører andres politik.