Trods sikkerhedsadvarsler agter pave Benedict XVI at indfinde sig i Libanon fra 14. til 16. september. Hans skudsikre pavemobil er allerede opstaldet i Beirut, klar til at trille ham til en bebudet messe på Beirut Waterfront, hvor tilrejsende notabiliteter ofte møder deres libanesiske fans – i aftes var det rockgruppen Red Hot Chili Peppers.
Libanons forsvarsminister har suspenderet alle våbentilladelser – dog undtaget livvagter for dignitarer, så der vil stadig være en betragtelig mængde isenkram i omløb. Hæren er »i alarmberedskab«, selv om alle politiske partier hilser pave-besøget velkommen – Hizbollah har ligefrem aflagt den maronittiske patriark, Bishara Rai, visit med forsikring om Guds Partis velvilje (og dermed beskyttelse). Maronitterne, en sekt der opstod i det femte århundrede, udgør flertallet blandt Libanons mange kristne retninger, der siden korstogene har været anerkendt af den romersk-katolske kirke.
Formelt har pavebesøget en strengt religiøs dagsorden, men reelt er det en pavelig opbakning til de kristne – ikke kun i Libanon, men også og først og fremmest i Syrien, hvor Vatikanet følger udviklingen med bekymring. Syriens kristne mindretal på 10-12 procent er i klemme mellem de oprørske sunnitter og regimet, domineret af alawitter – en messiansk sekt med udspring shiismen.
I Hama, en hjørnesten i sunitternes martyrmytologi efter det syriske Baath-regimes brutale massakre på titusinder i nedkæmpelsen af et islamisk inspireret oprør i 1982, hørtes allerede tidligt i den nuværende revolte paroler som ’al-Alawi al taboot/ wa al-Masibi ala Beirut’ (send alawitterne i kister og de kristne til Beirut).
De cirka to millioner syriske kristne – hovedsageligt græsk-ortodokse og armenske kristne – er ikke trygge ved udsigten til et sunnidomineret Syrien efter Bashar al-Assad. Sporene fra Irak, hvor de kristne menigheder er reduceret til en brøkdel af deres oprindelige antal under Saddam Hussein, skræmmer. Militante salafisters øgede indflydelse i den væbnede syriske opposition vækker fæle mindelser om Middelalderen, hvor en sunnittisk ummayade-kalif – han hed Omar II (ikke at forveksle med Omar ibn al-Khatab) – ikke bare brandskattede de kristne og forviste dem fra den fede slettejord til de ugæstfri golde bjerge, men tvang dem til at gå med spytkrølle i panden, så de var genkendelige som kufar, vantro – nazisternes jødestjerne var ingen ny opfindelse.
Om de syriske kristnes frygt er berettiget, vil tiden vise – Syrien vil også efter alawit-regimets fald være et samfund med indarbejdede sekulære vaner. Det Muslimske Broderskab har ikke samme indflydelse i befolkningen, som det har i SNC, den syriske nationale eksilopposition i Istanbul.
Men Vatikanet er bekymret, også fordi dets støtte til den libanesiske patriark, Bishara Rai, i september sidste år blev problematisk.
Under et besøg i Paris luftede Rai højlydt den skepsis, mange kristne også i Libanon nærer angående en fremtid uden Baath-regimets beskyttelse. Han sagde, at det syriske regime burde gives tid til at gennemføre demokratiske reformer, og at Bashar al-Assad ikke kunne forventes at »levere mirakler«.
Det var intet mindre end en skandale. Patriarken, det samlende midtpunkt for de libanesiske maronitter, der er delt i to indbyrdes stridende lejre, havde blandet sig i politik. Og hvad værre var, havde luftet sympati for al-Assad-styret, der på det tidspunkt for alvor havde taget jernhandsken på i Homs og Hama.
De libanesiske maronitter er delt i to lejre, der har forskellige vurderinger af kristnes fremtid i Levanten – én lejr har historisk satset på vestlig (fransk) beskyttelse, mens en anden lejr har vurderet, at alliancer med muslimerne er vejen frem.
I dagens Libanon er maronitterne stadig delt i to, Gemayel-klanens falangister og et maronit-parti, ledet af eksgeneral Michel Aoun. Han var i 15 år forfulgt af syrerne – i dag det kristne alibi i den syrisk-venlige politiske blok ud fra den vurdering, at trosfællerne står sig bedst i alliance med et Assad-styret Syrien og Hizbollah. Det er dette spændingsfelt, den pudsige pavemobil skal navigere gennem. Paven – der i sin kardinaltid blev kaldt ’Guds rottweiler’ – får brug for al sin diplomatisk tæft. e.
