Leder

Paven fra Rom

7. september 2012

Trods sikkerhedsadvarsler agter pave Benedict XVI at indfinde sig i Libanon fra 14. til 16. september. Hans skudsikre pavemobil er allerede opstaldet i Beirut, klar til at trille ham til en bebudet messe på Beirut Waterfront, hvor tilrejsende notabiliteter ofte møder deres libanesiske fans – i aftes var det rockgruppen Red Hot Chili Peppers.

Libanons forsvarsminister har suspenderet alle våbentilladelser – dog undtaget livvagter for dignitarer, så der vil stadig være en betragtelig mængde isenkram i omløb. Hæren er »i alarmberedskab«, selv om alle politiske partier hilser pave-besøget velkommen – Hizbollah har ligefrem aflagt den maronittiske patriark, Bishara Rai, visit med forsikring om Guds Partis velvilje (og dermed beskyttelse). Maronitterne, en sekt der opstod i det femte århundrede, udgør flertallet blandt Libanons mange kristne retninger, der siden korstogene har været anerkendt af den romersk-katolske kirke.

Formelt har pavebesøget en strengt religiøs dagsorden, men reelt er det en pavelig opbakning til de kristne – ikke kun i Libanon, men også og først og fremmest i Syrien, hvor Vatikanet følger udviklingen med bekymring. Syriens kristne mindretal på 10-12 procent er i klemme mellem de oprørske sunnitter og regimet, domineret af alawitter – en messiansk sekt med udspring shiismen.

I Hama, en hjørnesten i sunitternes martyrmytologi efter det syriske Baath-regimes brutale massakre på titusinder i nedkæmpelsen af et islamisk inspireret oprør i 1982, hørtes allerede tidligt i den nuværende revolte paroler som ’al-Alawi al taboot/ wa al-Masibi ala Beirut’ (send alawitterne i kister og de kristne til Beirut).

De cirka to millioner syriske kristne – hovedsageligt græsk-ortodokse og armenske kristne – er ikke trygge ved udsigten til et sunnidomineret Syrien efter Bashar al-Assad. Sporene fra Irak, hvor de kristne menigheder er reduceret til en brøkdel af deres oprindelige antal under Saddam Hussein, skræmmer. Militante salafisters øgede indflydelse i den væbnede syriske opposition vækker fæle mindelser om Middelalderen, hvor en sunnittisk ummayade-kalif – han hed Omar II (ikke at forveksle med Omar ibn al-Khatab) – ikke bare brandskattede de kristne og forviste dem fra den fede slettejord til de ugæstfri golde bjerge, men tvang dem til at gå med spytkrølle i panden, så de var genkendelige som kufar, vantro – nazisternes jødestjerne var ingen ny opfindelse.

Om de syriske kristnes frygt er berettiget, vil tiden vise – Syrien vil også efter alawit-regimets fald være et samfund med indarbejdede sekulære vaner. Det Muslimske Broderskab har ikke samme indflydelse i befolkningen, som det har i SNC, den syriske nationale eksilopposition i Istanbul.

Men Vatikanet er bekymret, også fordi dets støtte til den libanesiske patriark, Bishara Rai, i september sidste år blev problematisk.

Under et besøg i Paris luftede Rai højlydt den skepsis, mange kristne også i Libanon nærer angående en fremtid uden Baath-regimets beskyttelse. Han sagde, at det syriske regime burde gives tid til at gennemføre demokratiske reformer, og at Bashar al-Assad ikke kunne forventes at »levere mirakler«.

Det var intet mindre end en skandale. Patriarken, det samlende midtpunkt for de libanesiske maronitter, der er delt i to indbyrdes stridende lejre, havde blandet sig i politik. Og hvad værre var, havde luftet sympati for al-Assad-styret, der på det tidspunkt for alvor havde taget jernhandsken på i Homs og Hama.

De libanesiske maronitter er delt i to lejre, der har forskellige vurderinger af kristnes fremtid i Levanten – én lejr har historisk satset på vestlig (fransk) beskyttelse, mens en anden lejr har vurderet, at alliancer med muslimerne er vejen frem.

I dagens Libanon er maronitterne stadig delt i to, Gemayel-klanens falangister og et maronit-parti, ledet af eksgeneral Michel Aoun. Han var i 15 år forfulgt af syrerne – i dag det kristne alibi i den syrisk-venlige politiske blok ud fra den vurdering, at trosfællerne står sig bedst i alliance med et Assad-styret Syrien og Hizbollah. Det er dette spændingsfelt, den pudsige pavemobil skal navigere gennem. Paven – der i sin kardinaltid blev kaldt ’Guds rottweiler’ – får brug for al sin diplomatisk tæft. e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu