Leder

Revolution, frihed og skuffelse

4. september 2012

Mens den politiske overgang fra apartheid er gået godt, er den økonomiske overgang gået helt galt. Vi har tabt næsten halvdelen af befolkningen, der lever i dyb fattigdom

Margie Orford, Sydafrikansk forfatter, i Information

Efter årtiers pres inde- og udefra faldt apartheidregimet, og med det første frie og demokratiske valg blev det nye Sydafrika født i 1994. Landets store flertal af oprindelige sydafrikanere vandt den politiske magt, og siden har stort set al politik i Sydafrika fundet sted indenfor African National Congress, ANC, Nielson Mandelas gamle parti.

Siden er 18 år gået, og Sydafrika har ifølge Verdensbanken udviklet sig til verdens mest ulige samfund.

Trods fremskridt og økonomisk vækst lever 40 procent af befolkningen fortsat i slumboliger i de gamle townships, der under apartheid var forbeholdt den sorte befolkning. Mere end 25 procent af arbejdsstyrken står uden job, og deres familier er fanget i en strukturel betinget fattigdom med ringe udsigt til social mobilitet. Den såkaldte ’Generation Born Free’, dem, som blev født efter apartheid, nærer ingen stærke følelser for historien, men har fokus rettet mod de umiddelbare behov for uddannelse, job og bolig. Fire ud af ti unge med eller uden uddannelse kan i dag ikke finde lønnet arbejde, og som det kunne læses i Information i forrige uge, så er de unge skuffede og føler over en bred karm, at landets politiske administration har svigtet.

I deres øjne er den politiske ledelse blevet en del af den elite og den økonomiske uretfærdighed, der skulle gøres op med.

For nylig sammenlignede den britiske journalist John Carlin udviklingen i Sydafrika med Mexico under ’det perfekte diktatur’, der er den ofte benyttede betegnelse for de 70 år efter den mexicanske revolution, hvor Partido Revolucionario Institucional (PRI) styrede enhver institution og ethvert hjørne af det mexicanske samfund.

Det perfekte diktatur var så enestående, at PRI for at sikre politisk legitimitet i perioder måtte betale oppositionen for overhovedet at opstille kandidater til valg – og endnu mere perfekt var diktaturet, da det netop var forklædt som et demokrati, hvor vælgerne fik lov at gå til urnerne hver sjette år, men vinderne – den kommende præsident, de kommende parlamentsmedlemmer og ministre – var allerede udpeget af partiets top længe inden selve valget.

Sådan fungerer et etpartisystem, som det også kendes med nogen variation fra eksempelvis Kina eller Rusland – og sådan har Sydafrika udviklet sig under ANC’s nu 18-årige ledelse. Det er blevet et system, der i pagt med – og ikke i opposition til – den økonomiske elite, har monopoliseret det politiske rum. Et system af korruption og vennetjenester, hvor fagforeningsledere, partisekretærer og dem tæt på magten helt åbenlyst lever langt over evne i forhold til deres officielle løn. Et system, hvor alle ved, at der er noget helt galt, men hvor få kan eller tør at udfordre magten.

Problemerne med et samfund domineret af blot ét politisk parti er naturligvis mange og åbenlyse. Manglen på finansiel og beslutningsmæssig gennemsigtighed, fremvoksende nepotisme og distancen mellem vælgere og politikere er blot de mest almindelige. Men værst er den manglende evne til at gøre op med de økonomiske samfundsstrukturer, der i Sydafrikas tilfælde udgjorde en væsentlig del af det oprindelige problem under apartheid, og som nu truer med at undergrave den politiske stabilitet, som ANC i første omgang så som sin opgave at sikre. Tiltagende daglige optøjer og voldelige demonstrationer – og særligt dem relateret til minemassakren, hvor 34 minearbejdere mistede livet – er et udtryk for det forhold, at en meget stor del af befolkningen ikke længere tror på magthaverne og deres demokrati. Simpelthen fordi alt for mange sydafrikanere ikke har fået det bedre under ANC.

Men problemet er langtfra kun Sydafrikansk. Efter Det Arabiske Forår står nye magthavere i Egypten, Tunesien og Libyen med befolkninger, der ikke kun gjorde oprør mod manglende politisk frihed, men også mod manglende job, dårlige huse og elendig økonomi. Skal revolutionen lykkes, er det derfor ikke kun de politiske strukturer, der skal brydes ned, men også de økonomiske.

Ellers ender det nye demokratiske styre med at være samme gamle økonomiske elites håndlangere. Jelo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu