Salafisternes krig

Informations Nagieb Khaja har fulgt to ’skandinaviske’ muslimers deltagelse i en syrisk salafistgruppe i en landsby i det nordlige Syrien (5. 6. og 8. september). Det er på én gang bevægende og deprimerende læsning. De to jihad-pilgrimme, ’Hassan’ og ’Malik’, har forladt det trygge Norden – den ene tilmed kone og to børn – for at melde sig til kampen mod det syriske diktatur. Som de skildres, er deres motiver ikke religiøs fanatisme, men indignation tilsat en personlig renselsesproces. De søger en mening, vel vidende, at den kan få fatale følger.

Deres historie er ikke ny – i 2003 rejste danske jihadister til Irak for at kæmpe med deres trosfæller mod USA’s besættelse. En af dem, en 30-årig førtidspensionist fra Hillerød, ligger begravet i Beiruts palæstinensiske flygtningelejr, Bourj al-Baranjeh, hvor han oprindeligt kom fra. Han efterlod to børn i Danmark – og i grunden efterlod han også et forklaringsproblem i vores ellers tolerante samfund, hvor muslimske medborgere er marginaliserede.

Det interessante i Khajas reportager er det nære indblik i en borgerkrig, der alene i august kostede 5.000 mennesker livet. Den ’salafist’-gruppe, de to ’skandinaver’ tilsluttede sig, er under kommando af en erfaren jihad-kriger, ‘’bu Muhammed’. Men den synes ikke at være al-Qaeda-relateret, som det er myten om ’salafisterne’ i borgerkrigen.

Den består af bevæbnede landmænd med en religiøs leder, der plejer kontakten til sponsorerne, religiøst konservative organisationer eller enkeltpersoner – wahabbi eller salafi, de to islamiske retninger udbredt i Golf-staterne. Gruppen mangler våben og er tydeligvis uden basal militær uddannelse. De al-Qaeda-relaterede grupper udefra, fra Libyen og Irak, der kæmper i Syrien, er krigsvante og polstret af indarbejdede Golf-netværk fra bl.a. Qatar og Saudi-Arabien. De er uglesete blandt de syriske oprørere, der forudser et opgør med dem, efter at Bashar al-Assad er blevet fortid.

Læst nøgternt bekræfter Nagieb Khajas reportager antagelsen om, at Assad-regimet ikke er i defensiven. Krigsindsatsen på oprørssiden synes ukoordineret og tilfældig, og med mindre den syriske hær – som Saddam Husseins i 2003 – nedsmelter i indre opløsning, hvad intet tyder på lige nu trods dommedags-profetier i de vestlige medier, vil borgerkrigen fortsætte i lang tid.

Iran har øget den militære bistand til Bashar al-Assad, og på landjorden har det syriske regime efter sigende ’slanket’ indsatsen til alawit-kommanderede enheder, da det ikke stoler på sunni-officerernes loyalitet.

Det lyder ikke lovende for en snarlig afslutning på de rædsler, der er bagtæppe for Nagieb Khajas øjenvidneberetning. Alawitternes kampmoral stimuleres af positionen med ryggen mod muren.

På oppositions-siden er FSA (Frie Syriske Armé) svækket af interne rivaliseringer og indre blødninger. Hele tre officerer kalder sig således ’øverstkommanderende’, og en salafistisk kommandant med tilknytning til al-Qaeda er fundet dræbt i ’befriet område’ nær grænsen til Tyrkiet. De mordmistænkte er ikke regimets håndlangere, men oppositionens Farouk-brigade i Homs under kommando af Abdul-Razzaq Tlass, en fætter til den afhoppede brigadegeneral Manaf Tlass og nevø til den tidligere forsvarsminister Mustafa Tlass.

Den væbnede modstand udgør et rod af dagsordener, der alle handler om at befri Syrien for Bashar al-Assad – men til glæde for hvem? Syrerne eller Saudi-Arabien og Qatar?

FSA-leder (og grundlægger) oberst Riad al-Asaad intrigerer mod sine rivaler, og stridigheder i den litærkomité, nationalrådet SNC (Syrian National Council) har nedsat i Istanbul, fuldender billedet af kaos. Der sysles da også med planer om en central kommandostruktur, der får kontrol med penge- og våbenfordeling i en ny konstruktion, SNA – Syriens Nationale Armé.

Skal det blive til noget, fordrer det, at de væbnede grupper kan – og vil – samarbejde, men ikke meget – heller ikke i Informations kampzone-rapport – tyder på, at det projekt har en fremtid. Scenariet minder mere om den libanesiske borgerkrig, hvor militser, hærenheder og styrker fra Israel og Syrien myrdede løs i vekslende konstellationer. Libanons borgerkrig varede som bekendt 15 år.