Leder

Sunniprojektet og foråret

Debat
22. september 2012

Reaktionerne på den 13 minutter lange trailer for den infame film om islam, Innocence of Muslims, formentlig produceret af en egyptisk koptisk kristen bosat i Californien, skal ses som aftryk af en historisk antivestlig tendens, der går tilbage til 1918. Nemlig da de daværende stormagter, England og Frankrig, opdelte det osmanniske imperium i ’stammer med flag’, som de 22 medlemmer af Den Arabiske Liga er blevet kaldt.

Tyrkiets udenrigsminister og ideolog i AKP-regeringens indre gemakker, Ahmet Davutoglu, beskrev allerede for et år siden den arabiske vækkelse som afslutningen på dette historiske kapitel, der opdelte det osmanniske imperium (læs: den sunni-muslimske umma) i fragmenter, der passede stormagternes politiske og koloniale interesser, herunder energi-ressourcerne og deres transportruter. »Vækkelsen er en samling af de splittede muslimer,« sagde Davutoglu, »en afvikling af den historiske fragmentering, muslimer har været ofre for.« Og her mener han igen sunnimuslimer!

Det iøjnefaldende ved revolterne er, at de – med Bahrain som undtagelsen, der bekræfter reglen – er et sunni-projekt. Reaktionerne på den famøse film afdækker ikke kun en udbredt antivestlig følelse, men også sunni-projektets modsætninger. Salafisterne greb filmen som en advarsel til sunni-projektets vinder, Det Muslimske Broderskab, mod at bevæge sig udad den liberale vildvej, der fører til fornægtelse af Allah.

Det er evident,at den arabiske vækkelse har medført øget selvbestemmelse for arabere – også selvom denne frihed har været fulgt af uundgåelige tilbageslag som følge af de nye, uprøvede magtkonstellationer. Den arabiske gade har fået en stemme, den ikke havde før.

Et tilbageslag er et øget trusselsscenario for minoriteterne, de kristne, alawitterne, druserne, berberne, ismaelierne, shiaerne, etc. etc. – og her kan vi også indregne de yngre, sekulære, liberale, der startede det hele, som minoritet. Men overordnet illustrerer filmurolighederne magtkampen mellem de to hovedretninger i ’det store hav’, som en imam i Tripoli definerede sunniislam med tilføjelsen: »De andre sekter er fiskene«.

Groft sagt skimtes tre sunniprojekter: Det Muslimske Broderskabs projekt, det wahabbi-salafistiske projekt med rod i Den Arabiske Halvøs oliemonarkier, og som en aflægger, men med støtte fra Det Muslimske Broderskab, et militant salafistisk projekt i disse år med Yemen, Libyen og Syrien som aktuelle scenarier.

De militante salafister udgør en mobil styrke, der sættes ind som en slags specialtropper og er karakteriseret ved en høj grad af sofistikeret militær evne og med rige finansielle muligheder for at påvirke de muslimske samfund, hvori de opererer.

Nu, hvor Brødrene har vundet terræn med valgsejre, er salafisterne i defensiven – de seneste optøjer mod den hånende film demonstrerede modsætningerne – og hvor Det Muslimske Broderskab i Egypten (og Tunesien) er i et dilemma: På den ene side er Egyptens Mohamed Mursi afhængig af vestlig, primært amerikansk finansiel udfrielse af en gældstynget økonomi, på den anden side er han også ude med hatten i hånden i Riyadh, der netop har overført 1,5 milliarder dollar. Politisk er Brødrene i en konkurrencesituation med salafisterne om, hvem der er mest rettroende, der betyder at de – altså Brødrene – ikke kan strække sig alt for langt i liberal-demokratisk retning uden frygt for at afgive stemmer og indflydelse til det islamiske højre.

Resultatet er, at ingen rigtig ved, hvor Det Muslimske Broderskab står: Er de demokrater, eller er de latente tilhængere af kalifatet, der med strikt shariadagsorden vil eliminere det demokratiske projekt, der blev sat på skinner på Tahrir-pladsen – af unge sekulære liberale?

Foreløbig er de stuerene, og det er i den kontekst, at Vesten ser konflikten i Syrien. Når der ikke gribes direkte ind med militær intervention, hvad man jo gjorde i Libyen, da olieinteresser var på spil, skyldes det ikke kun en russisk-kinesisk blokering i FN’s Sikkerhedsråd, men også at Vesten har valgt at lade sunniprojektet ’ordne’Bashar al-Assad – og dermed ’ordne’ Iran. Det vil nemlig sikre en ’sunnitisk legitimitet’, som ikke vil kunne etableres med direkte vestlig indblanding. e.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Hold da helt op - Lasse Ellegaard har helt styr på Vestens bevæggrunde for ikke at intervenere i Syrien.

Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at denne artikel er sneget sig under filmnyt. Der er hverken noget filmisk i artiklens indhold ej heller noget nyt :-(