Leder

De unge oldinge

19. september 2012

Ah, but I was so much older then
I’m younger than that now
- fra ’Another Side of Bob Dylan’

Er Astrid Krag for ung til at være formand for SF? Thor Möger Pedersen for ung til at være skatteminister? Indvendingen har lydt igen og igen, men den forekommer at være et temmelig dårligt argument imod dem. Er det særligt ungt at være aktivt medvirkende til de tiltag, regeringen allerede har iværksat i modstrid med de løfter, SF baserede sin vælgertilslutning på, da partiet trådte ind i regeringen?

I sit oplæg til formandsvalget lover Astrid Krag større lighed, men bakker op om skattereformen, der giver til de rigeste og skærer i overførselsindkomsterne. Hun lover grøn omstilling, men er med i en regering, der nu sløjfer puljen til energirenovering af bygninger. »En skattereform renset for grønne nuancer,« som Information slog fast på lederplads forleden.

»De kører politik som en moderne virksomhed, og de ikke har hjertet med. Hele SF’s højredrejning er jo ikke politik – det er en forelæsning på CBS, som har udgangspunktet: Hvad kan sælges?« har SF’eren Seham Hammouti sagt til Information og beskrevet, hvordan hun blev mobbet ud, da hun forsøgte at stille op til landsledelsen i SFU.

»For strategiske og kyniske,« var hendes karakteristik. Er det ungt?

Hvis man bare i et eller andet omfang forbinder idealisme, visioner og vovemod med ungdom, så er de ’blå’ SF’ere, ’Børnebanden’, snarere oldinge, der for længst har opgivet at tænke på andre præmisser end de bestående. Søger man efter ’unge’ alternativer i dag, så er det snarere en gammel mand som Preben Wilhjelm, man skal lægge øre til. I sin nye pamflet Krisen og den udeblevne systemkritik anviser han en lang række alternativer, som unge SF’ere oplagt kunne kæmpe for: statslige finansieringsinstitutter, der ikke overlod de sunde dele af krakkede banker til andre private banker og lod skatteyderne betale for den usunde afdeling. En mikroskat på finansielle transaktioner, den såkaldte Tobin-skat, som ville bremse selvkørende computere, der uden menneskelig indblanding gennemfører mange handler i minuttet. Rationering af fossile brændstoffer, hvor hver husstand fik tildelt en kvote, for blot at nævne nogle få.

Preben Wilhjelm fremhæver selv en anden ’ung’ mand, afdøde Erling Olsen, tidligere S-minister, der få måneder før sin død slog til lyd for, at krisen burde få os til at interessere os for andre systemer, såsom det islamiske bankvæsen, hvor banken selv går ind som partner med 50 procent, når den yder lån til projekter. Et temmelig sikkert værn mod ’bobler’, som dem vi så i 2008, skulle man mene.

Det er den slags intellektuelt nysgerrige visioner, der er brug for, og som ville fortjene prædikatet ’ung’.

Men når det er vanskeligt overhovedet at få øje på visioner i debatten om SF’s formandsvalg, så er det formentlig, fordi den først og fremmest drejer sig om, hvem der får magten. Og måske i højere grad blandt de ’gamle unge’ end blandt de aldersmæssigt gamle. Således har hverken Marianne Jelved eller Mogens Lykketoft forladt politik, blot fordi de led nederlag, mens politikere som Lotte Bunds-gaard og Pernille Blach Hansen er skredet, når de mistede magt. Tankevækkende er det også, at den grønne SF’er Steen Gade, som forventeligt vel skulle støtte Ida Aukens formandskandidatur, ifølge Søndagsavisen droppede Auken, fordi han øjnede en risiko for, at partiets røde ’arbejderister’ kunne løbe af med sejren, hvis Ida Auken og Astrid Krag skulle til at kæmpe om de samme stemmer. En strategi, der måske vil vise sig ikke at være så snedig endda, nu den ’røde’ Annette Vilhelmsen er dukket op.

At det politiske spil drejer sig om magt, er naturligvis ikke den store overraskelse. Men accepterer man på den anden side den præmis, så kan de, der er bekymrede for Astrid Krags ungdom, vist sove roligt.

Hører man derimod til de SF-vælgere, der stemte på partiet i forventning om, at det ville udstikke en ny og mere visionær politisk kurs, ja, så mangler der tværtimod ’ungdom’. Kunne man ikke ønske, at Astrid Krag og Thor Möger Pedersen satte sig en stille stund med Another Side of Bob Dylan og funderede over, hvad han mon kan have ment med ovenstående citat? Og om der mon ikke er en anden side at se tingene fra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sådan er det jo med ungdom, den er langt mere reaktionær, fordi den har langt kortere horisont og derfor langt mindre forståelse for øjeblikkets karakter af hurtigt overstået.

JA LAD OS FÅ NOGLE SELVTÆNKENDE VISIONISTER frem i forreste række at ville være i politik bør være for de der har noget ekstra at give hele folket og ikke bare en karriere !
Kan man ikke tænke ud af rammen bør man nøjes med at være administrator eller embedsmand !