Leder

Vent lidt med dommen

Debat
28. september 2012

Det sker på en tragisk baggrund, men mordet på den amerikanske ambassadør Christopher Stevens for to uger siden i Benghazi synes trods alt at have ført noget positivt med sig. I den seneste uge er den libyske regering begyndt at afvæbne en række af de militser, der har skabt usikkerhed i landet, selv om deres rolle egentlig burde være udspillet efter Gaddafis fald. Den libyske hær gav militserne 48 timer til at forlade statens ejendomme. Efterfølgende har et par større militser opløst sig selv, mens andre har accepteret, at hærens officerer er blevet sat i spidsen for dem som led i deres inkorporering i det nationale militær.

Nogle militser har protesteret; medlemmer af tre grupper beskød et hotel i protest, mens den islamistiske milits Ansar al-Sharia, der er mistænkt for at stå bag mordet på Stevens, blev jaget ud af deres hovedkvarter af en vred menneskemasse, der øjensynligt ikke mente, at angrebet på den amerikanske ambassade afspejlede dens verdenssyn.

Problemerne med militserne, med uro og menneskerettighedskrænkelser i Libyen vil utvivlsomt fortsætte, og meget kan gå galt. Men der er også stadig alle muligheder for, at meget kan gå godt. Så når mange efter mordet på den amerikanske ambassadør og anden uro har travlt med at afskrive Libyen og mange af de andre lande i den arabiske verden, hvor der har været omvæltninger, synes reaktionen enten at være baseret på en voldsom naivitet med hensyn til, hvad store sociale omvæltninger indebærer, eller at være styret af ideologiske hensyn, som henter næring et helt andet sted.

Læsningen af Det Arabiske Forår har en tendens til læne sig i retning af absolutte fortolkninger, ofte bestemt af hvilket ideologisk udgangspunkt, man har. Set igennem et ideologisk prisme er revolutionen i Libyen en fiasko; den blev gjort mulig af en stor og ensidig NATO-kampagne, islamister udgjorde en væsentlig del af oprørsstyrken, og store pengeinteresser var på spil. Siden kom fraktionering, anarki og endnu flere islamister, og som rosinen i pølseenden mordet på USA’s ambassadør. Og dommen har været ganske entydig fra mange vestlige venstreorienterede: Det nye Libyen er en fiasko, en fejlslagen stat konstrueret af vestlig imperialisme. Se engang, hvor kaotisk alting er!

Fortolkningen er en vulgær simplificering. Libyen er kaotisk, som lande er, når man fjerner et indgroet magtapparat, og man gør det via en voldelig revolution, der har fordelt et anseeligt antal våben til en uensartet gruppe af mennesker. Der finder overgreb sted; der er intolerante typer, der ikke respekterer andres tro eller ideologiske ståsted. Der er splittelse. Men der er også afholdt et vellykket valg, hvor rabiate islamister ikke fandt stor opbakning; der er med stor grundighed ved at blive skrevet en ny forfatning, og der er fredelige folkemængder, der demonstrerer mod vold, ekstremisme og separatisme, og der er faktisk fredeligt over det meste af Libyen det meste af tiden. Men fred og folkeafstemninger er en dårligere historie både hos medier og meningsdannere.

Denne reduktionistiske fortolkning af, hvad der foregår i Libyen, har overraskende meget til fælles med en anden fortolkning, som The New Yorker for nylig hudflettede: Myten om den blinde arabiske vrede. Om Det Arabiske Forår som en frådende islamistisk menneskemængde, som nærer had til Vesten.

Fælles for begge myter er, at de reducerer oprøret til en negativ spejling af vestlige værdier, mens sandheden er, at oprøret i Libyen og andre steder er langt mere komplekst og på godt og ondt har sin egen dynamik.

I Libyen er der rigeligt med faktorer, der kan gå galt. Mænd med og uden våben, der ønsker at skære en fordelagtig del af staten ud til sig selv. Fanatikere, der sprænger moskeer i luften og angriber andre grupper for at skabe splittelse. Anarki, klan- og stammestridigheder og regulære politiske uenigheder, der kan afspore det nye Libyen. Men der er også en oprigtig politisk proces i retning af forsoning og en nation og et folk i bevægelse, som prøver at finde en ny politisk kultur, som forhåbentlig er bedre og sundere end den, der gik forud.

Der er al mulig grund til at støtte og hylde de positive kræfter i Libyen og andre steder og ikke blot afskrive deres projekter som en bekræftelse af ens egne negative forventninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her