Leder

Amatøren og den professionelle

12. oktober 2012

Uanset hvem der i morgen på scenen på Det Kgl. Bibliotek i København kan lade sig hylde som SF’s nye formand, så er selve valget mellem de to kandidater på mange måder mere interessant end resultatet. SF’s vælgere er stillet over for valget mellem den professionelle politiker fra Christiansborg, Astrid Krag, og amatørpolitikeren fra Kerteminde, Annette Vilhelmsen.

Essensen af dét valg udtrykte det lollandske partimedlem igennem 40 år, Skjold de la Motte, i Informations valgreportage torsdag fra Maribo.

»Det er ikke, fordi jeg kender hende så godt. Men den anden linje kender jeg alt for godt,« sagde han i sit forsvar for Annette Vilhelmsen.

Pointen er netop, at Skjold de la Mottes ikke aner, hvorfor han stemmer for Annette Vilhelmsen. Men han ved med sikkerhed, hvorfor han stemmer imod Astrid Krag. Skjold de la Motte udgør én stemme i formandsvalget, men han giver mund og mæle til de mange SF-medlemmer, der mere vælger det eksisterende fra end vælger noget nyt til.

De to formandskandidater repræsenterer to vidt forskellige politikertyper. Astrid Krag er den skolede politiker, der ligesom alle andre politikere på Christiansborg taler magtens sprog flydende. Hun kan det taktiske spil, og hun kan administrere et ministerium. Hun er erfaren i politik, men uerfaren i livet uden for Christiansborg.

Annette Vilhelmsen har været aktiv i erhvervslivet, hun har indgået lokalpolitiske kompromiser i Kerteminde, og så har hun et længere levet liv bag sig. Hun har erfaring, men er uerfaren på Christiansborg.

Hvor forskellige de to kandidater end synes, så har de begge i de seneste ugers valgkamp kæmpet om at være mest muligt enige med hinanden.

Begge har de på det ene debatmøde efter det andet erklæret, at indholdet af regeringsgrundlaget frem til næste valgkamp er hævet over al politisk diskussion. Og så skal partiets medlemmer og landsledelse involveres langt mere, end tilfældet har været de seneste år. Sådan siger begge de to kandidater i hvert fald!

Men skal vi stole på dem? Nej, ikke fuldstændigt.

Astrid Krag repræsenterer den SF-ledelse, der reformerede partiet og for første gange førte det ind i en regering. Annette Vilhelmsen repræsenterer det SF, der aldrig er fulgt med. Enten fordi de ikke kunne følge med, eller fordi de er uenige i retningen. Derfor forfægter Astrid Krag regeringsgrundlaget med en nærmest fanatisk pragmatisme. Hun og de andre på ministerholdet viger ikke en tomme fra ordlyden, medmindre Socialdemokraterne eller Radikale foreslår det. Som regeringsparti må man tage ansvar for helheden, lyder argumentet.

Men har Astrid Krag, Thor Möger Pedersen og resten af partitoppen solgt ud af SF’s principprogram for et regeringssamarbejde, der foreløbig har sikret mere deltagelse end indflydelse?

Ja, siger Annette Vilhelmsens tilhængere.

Annette Vilhelmsen har på den anden side igen og igen slået på, at hun er kandidaten, der vil flytte magten i SF tilbage fra ministerkontorerne til landsledelsen. Undervejs i større reformforhandlinger vil hun løbende vende tilbage til den 19 mand store landsledelse for at få angivet eller eventuelt korrigeret retningen, inden regeringsforhandlingerne kan fortsætte.

Men kan partiledelsen forvalte regeringsmagten, hvis en landsledelse i realiteten styrer projektet fra bagsædet? Nej, siger Astrid Krags tilhængere.

Mummespillene og de slet skjulte personangreb under de seneste ugers valgkamp har været uskønne at følge. Men set ud fra et demokratisk perspektiv er det et sundhedstegn, at SF lader partiets medlemmer stemme om partiets linje.

Hvordan ville procenterne mon fordele sig, hvis Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager lod deres partimedlemmer stemme for eller imod regeringssamarbejdet? Det ville være interessant at se.

Men både SF og regeringen har brug for, at partimedlemmerne i morgen på Det Kgl. Bibliotek giver deres næste formand et klart mandat.

Valget står mellem den professionelle og amatøren. Et valg af amatøren vil ikke nødvendigvis være uprofessionelt. Men det vil være et fravalg af det professionelle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Der er lige nøjagtigt 179 dansker statsborgere valgt ind i Folketinget.
Det er rent vrøvl at kalde bare en enkelt af dem for amatørpolitiker.

Flemming Andersen

Et fravalg af det profesionelle? Sludder.

En amatør kan være profesionel i sin tilgang til opgaven, og
en profesionel kan være amatøragtig i sin..

Man skal leve så længe man vil lære, men hører man ikke andre, kan man ikke lære.

Denne leder er ubehagelig læsning. Ikke så meget på grund af selve indholdet, men på grund af ordvalget og de implicitte værdidomme (fordomme), den afslører. Om en professionel chefredaktør må man sige (helt koldt og kynisk), at der er tale om en betydelig grad af amatørisme, når man ikke kan gennemskue værdidommene i ens eget ordvalg.
Et par eksempler: Et sted står: '..giver mund og mæle til de mange SF-medlemmer, der mere vælger det eksisterende fra end vælger noget nyt til' Allerede her angives tonen og den ramme, hvori artiklen skal indlejres. Man kan ikke se, hvori det eksisterende består i forhold til, hvad det nye er, men der er lagt op til, at det er det nye, der er det rigtige at vælge.Det eksisterende er noget bras. Det står ikke direkte, men når man læseer restsen af lederen og de afsluttende sætninger, er det det indtryk, man sidder tilbage med. Det nye er professionelt, det eksisterende er amatørisme. Hvad vil du vælge? Det ligger i tidens ånd, at man skal vælge det nye - også selvom det eksisterende måske ud fra enhver betragtning ville være bedre. Men det er jo så ikke nyt - eller er det?
Så kommer der en beskrivelse af 2 vidt forskellige politikertyper, den ene erfaren i politik, men uerfaren i livet uden for Christiansborg. Den anden erfaren i erhvervslivet, lokalpolitik og livet, men uerfaren i politik. Det er da okay at beskrive dem således, da der tilnærmelsesvis kan være tale om en objektiv og fordomsfri karakterisering. Men denne beskrivelse suppleres nu efterfølgende med, at den ene har reformeret partiet, mens den anden repræsenterer de grupper, der aldrig har fulgt med. Bang, smæk, her klapper fælden. Hvordan er det nu med dem, der aldrig har fulgt med? Vil du være blandt dem? Hvad er det, de ikke har fulgt med i? Hvordan er det nu, vi skal forstå ordet 'reformere'? Omfordeling fra fattig til rig? Ordvalget her er aldeles ødelæggende for lederens saglighed. Den er ikke længere en analyse (fordi den intet fortæller af substans) om situationen i SF, men snarere fremstår som en afslørende tilkendegivelse af chefredaktørens (i denne sammenhæng) ligegyldige (og langt fra progressive) holdninger til 'reform' og til 'dem, der ikke har fulgt med'.
Så valget står mellem den professionelle og amatøren - ikke sandt. Mellem det nye og det autdatede og slet ikke mellem en politik, der bl.a. er socialt ok i modsætning til en politik, der omfordeler fra fattig til rig.
Jeg skal understrege, at jeg ikke har nogen andel i den interne magtkamp i SF og ikke stemmer på partiet. På den anden side er der grænser for, hvad jeg som abonnent er villig til at betale for i relation til private, ubegrundede og unuancerede fordomme.

Kylle Zimmermann

Landsledelsen, der blev valgt på landsmødet i april, har været hullet som en si fra dag 1, hvor mindretallet lækkede og fik luftet deres utilfredshed i Politiken! Så er det altså gak at tro at den kan inddrages under forhandlinger, så længe SF sidder i regering!
I øvrigt har Annette Vilhelmsen fremstillet sig selv som en slags Klods Hans der vil lufte ud og sige tingene lige ud! På den baggrund er det ikke uartigt at spørge hvad det er, hun så vil, politisk!

Information påstår godt nok at de ikke har en agenda omkring formandsvalget i SF, men når man kalder den ene professionel og den andet amatør, så ligner det godt nok.
Der findes jo ingen uddannelse som formand, så de to begreber bruges her som hhv. positiv og negativ karakteristik af de to kandidater. Det må da betegnes som en agenda.

Charley Kristensen

cj mener, at det ud fra et demokratisk perspektiv er et sundhedstegn, at SF, hvis det står til Annette Wilhelmsen, vil lade partiets medlemmer stemme om partiets linje. Jeg mener, at det er et stort demokratisk problem.
Det er naturligvis i orden, at partiforeningerne vælger og opstiller kandidater til kommune – og folketingsvalg. Men i det øjeblik en eller flere af disse skulle blive valgt, står de til ansvar overfor de vælgere, der har valgt dem – og ikke overfor andre.
Når der er valg, stemmer jeg på de kandidater, der er opstillet af et parti og ikke på nogle tilfældige mennesker i en en landsledelse.
Enhedslisten praktiserer jo systemet ved at lade hovedbestyrelsen bestemme, hvorfor jeg, bl.a. af den grund, aldrig vil kunne stemme på partiet.