Krise? Jo da, EU er i krise. Det har EU været det meste af sin levetid. Også dengang EU hed EF og før det Fællesmarkedet og Kul- og Stålunionen. EU er født i krise, efterkrigstidens traumatiserede Europa, og det er vokset op og formet i skiftende kriser. Nævnt i flæng: Franske præsident de Gaulles fornærmede boykot af de fælles institutioner 1965-66, den lammende oliekrise fra 1973 og mange år frem, Storbritanniens budgetafpresningsforsøg i 1982, Danmarks nej til Maastricht-traktaten i 1992, forfatningstraktatens fransk-hollandske folkeafstemningsfallit i 2005, Lissabontraktatens slingrende vej til godkendelse 2007-09. Hver gang er der fundet en løsning, som ingen kunne være rigtigt tilfreds med, og EU er vaklet videre.
Virksomt videre. Midt i og mellem alle kriserne har EU gennemført Det Indre Marked, udviklet fælles politikker på alle relevante områder – og nogle irrelevante – og gjort sig til en røst for et fredssøgende diplomati, samtidig med at borgerne i medlemslandene har et stadigt mere intenst indbyrdes samkvem.
Ikke ilde. Nok mere omfattende resultater, end nogen havde forestillet sig ved den danske folkeafstemning i dag for 40 år siden. Både blandt tilhængere og modstandere.
Men nu? Hvad nu? Hvordan kommer EU videre de næste 40 år? Ét vilkår forekommer klart: EU må vakle videre under den nuværende traktat, den der bærer navnet på Portugals hovedstad. Det forekommer utænkeligt, at det de første mange år skulle være muligt at få en egentlig traktatændring nationalt godkendt i de 27 medlemslande. Dels vil det være svært for landene at enes om at ændre noget af betydning, dels vil endelige godkendelser i parlamenter og/eller ved folkeafstemning meget let blive til stemningstilkendegivelser om forhold, der ikke vedrører den traktattekst, der stemmes om.
Tag bare vort eget land. Hvem er forvisset om, at noget om EU kan overleve en folkeafstemning? En ophævelse af vore egne selvpålagte forbehold har ikke lyse udsigter. Og de er endda kendt stof, hvor ulemper og fordele har været nidkært drøftet i 20 år. Hvordan kunne da en helt ny traktattekst vinde folkeflertallets gunst?
Så meget kan man se ind i fremtidens tåger, at hverken Europa eller globaliseringen forsvinder. EU er blevet bebrejdet meget, som i virkeligheden skyldes globaliseringens hærgen: de ansigtsløse finansielle markeder, de hjerteløse udstødelser af svage mennesker, den hovedløse overbelastning af naturens og miljøets bæreevne.
Så harmfuld som man kan være over denne hærgen, må man holde sig klart, at EU’s medlemslande ville være endnu mere forsvarsløse, hvis de var overladt til sig selv. Når globaliseringen ikke forsvinder, gælder det om at afværge dens negative virkninger og udnytte dens dynamik til at skabe fremdrift.
På den umiddelbare dagsorden står at tøjle de finansielle markeder. EU’s opgave er at skabe gennemskuelighed og ansvarliggørelse i pengestrømmenes løb; ægte bankvirksomhed skal skilles fra spekulativ jonglering, og en skat på finansielle transaktioner må igen på regnearket. Den danske sabotage mod et EU-initiativ har været flovt. Ja, Margrethe Vestager, sådan er det. Flovt. Hold op med det.
EU’s greb om globaliseringen bliver vanskeligere af, at den nuværende beskæftigelses- og gældskrise er knyttet tæt til en global systemkrise, hvor de finansielle problemer spiller selvforstærkende sammen med klimakrise, olie- og ressourcekrise og fødevarekrise – og ingen af kriserne kan løses med traditionelle virkemidler. De skal løses ved en samlet, ny tilgang – det, som vi her i avisen i vores temaserie om de samvirkende kriser kalder »den store omstilling«.
Det organiserede europæiske økonomiske samarbejde blev i sine første mange årtier polstret af de vækstrater, det var med til at befordre. I 1960’erne var i-landenes årlige vækst på 5,4 procent. Nu er væksten i væksten faldende; i år forventes den at ende på 1,4 procent. Vi har strøget de nemme gevinster. Nu venter de svære valg – om grønne satsninger, andre handlemåder og ny fordeling af goderne.
Hvis EU har det med at styrkes af sine kriser, er der gunstige tider forude.
Ingen mindeord om Euroen. Ikke et ord.
Det er da sært.
EU vakler....
Samtidig kræver Kapitalen, både den hjemlige og den globale - men det er jo i mange sammenhænge den samme ting, større og større profitmaksimering.
Det politiske sammenrend omkring ikke alene landbrugslobbyen, men også storkapitalen, kræver fjernelse af de afgifter på bl.a. miljøforurening NOx -afgifter, mfl. for min. 4. mia. kroner letterser pr. år fra nu og i al umiddelbar fremtid(.Citat ledelsen på Danfos).
Samtidig kræver de nedsættelse af lønnen på den menneskelige arbejdskraft - det ser vi helt konkret ved Danish Crown bl.a.
Alternativt:
De flytter produktionsapperatet til udlandet - det er ikke særlig fremmende for arbejdsmiljøet og især ikke for lønmodtagerne at leve under sådanne trusler.
Se til EU - 25 mio arbejdsløse og ikke en eneste fornuftig plan i retning af at skabe en steady state økonomi.
@John
Kan du skaffe os af med;
Kapitalen, landbrugslobbyen,storkapitalen,truslerne mod lønmodtagerene uden selv at komme til at begå større forbrydelser ?
Hvad er dit forbillede ?
Nævn et land - gerne et virkeligt land - helst ikke et fikivt et af slagsen.
Eller er det en idealistisk og ikke gennemtestet skrivebordsplan, der brygges hos EL, der er din masterplan ?
@Steen Jensen
Jeg har ikke talt om at skaffe mig af med div. aktører -men redegjort for de trusler mod en afskaffelse af lovbestemte vedtagelser og skatter +afgifter, som eks. NOX-afgiften mm., som eksempelvis Eternitfabrikken i Ålborg supergerne vil have afskaffet.
Jeg ved ikke om du så indslaget i på bl.a. Update i søndags, men,det har kørt længe med nedsættelse af skatter og afgifter på bl.a. miljøregulering og skat på forurenenende produktion, som efter min overbevisning kan medvirke til en regulering af en klimabelastende produktion.
Virksomhedens klima- og miljøbelastning bliver ikke mindre af at blive flyttet til et ureguleret samfund i den 3. verden - tværtimod.
Ja, jeg er tilhænger af, at både forbruger og virksomhed betaler for den klima-og miljøbelastning, som er indebåret i produktionen.
Det er jeg ikke alene om.
I lørdagens Information, var David Rehling inde på det samme omkring konventionelt producerede fødevarer kontra økologiske.
Det burde være de produkter, som forurener mest, der er dyrest - men det er lige omvendt idag.
Det skal ganske rigtigt bestemmes politisk - så det er et spørgsmål om at sætte krydset det rigtige sted. Men vi er jo så forskellige.
Hvad vi tilgæld ikke har behov for at få gennemtestet ret meget længere er, hvor meget mere vi kan byde vores planet, hvis der også skal være rent og rigeligt drikkevand mm. til vores børn og efterfølgere.
At udrede EU-traktatens nøjagtige indhold og konsekvenser - havde rettelig været en opgave for ministerier og embedsmænd ved tiltrædelsen.
Den der påtager sig en forpligtelse - skal finde ud af, hvad forpligtelsen indeholder, og om han/hun har midler til at opfylde den.
EU-traktatens grundprincip er fri bevægelighed - for kapital, varer, personer og tjenesteydelser.
Men kapitalens bevægelighed er slet ikke et uproblematisk begreb.
Virksomhedsledelsers ansvarsomfang er underkastet løbende revision - bl. a. mht. miljø, arbejderes sundhed, produkters kvalitet, monopolregler m-.m.
Nye revisioner hertil fremkommer fra de enkelte lande - ikke centralt.
Derfor kan man ikke en gang for alle udstede et fribrev til virksomhederne, til at etablere sig hvorsomhelst i EU.
Heller ikke arbejdskraftens bevægelighed er uproblematisk.
Arbejdstagernes rettigheder er i forvejen mangelfuldt sikrede.
Ved vandring over grænserne opstår nye problemer, som traktatmagerne slet ikke har taget højde for.
Arbejdsløshedsunderstøttelsessystemerne virker ikke for arbejde udenfor hjemlandet - at registrere alle arbejdsforhold er en umulig opgave.
Sociale udgifter kommer til at hvile på kommunen, uden at man på forhånd kender forpligtelsernes omfang.
I EU anvender man nu udbredt optjente arbejdsmarkedspensioner.
Men der eksisterer slet ikke systemer for registrering af arbejde udenfor hjemlandet, og det er næppe fysisk muligt at gøre.
De polske arbejdere der går for lav tarif får heller ikke registreret deres pensionsrettigheder nogen steder.
Den eneste part der kan løse disse problemer er - stik imod de borgerlige regeringers ønske - fagforeningerne.
Kun ved at give øget magt til disse kan man nærme sig en løsning.
Med grænseoverskridende virksomhedssammenlægninger har man forværret forskellene i industrialisering mellem regionerne.
Bankliberaliseringerne har givet det endelige dødsstød til finansverdenens soliditet.
Sålænge disse fejl ikke er rettet fortsætter EU kursen mod afgrunden
Kun ved en samlet registrering og et opgør med disse fejltagelser kan man påbegynde en opretning af skaderne.