Leder

Europa er ingen ’sur deal’

Debat
10. oktober 2012

Det er ikke så underligt, at blot 22 pct. af danskerne ifølge Gallup ville stemme ja til euroen. Ikke hvis man tager i betragtning, at Danmark indtil valget i fjor gennem 10 år blev regeret af to centrum-højrepartier, der havde anbefalet et ja ved folkeafstemningerne om Maastricht-traktaten og euroen, men alligevel gjorde EU-modstanderne i DF til fast støtteparti. Så lidt betyder Europa i dansk indenrigspolitik.

Desuden sagde et flertal ved begge folkeafstemninger nej trods opfordringer fra regeringer, henholdsvis Schlüters og Nyrups, der havde siddet en årrække og kort efter blev væltet. Så selv om de respektive afløsere også var EU-tilhængere, blev spørgsmålet fortiet. Endvidere bidrog Anders Fogh-Rasmussen til svækkelsen af EU’s udenrigspolitiske dimension, da han i optakten til Irak-krigen i 2003 sammen med regeringsledere som Tony Blair og Silvio Berlusconi offentligt støttede Bush-regeringens bestræbelser på at »afvæbne Saddam Hussein«, selv om EU’s såkaldte kernelande, Tyskland og Frankrig, ikke bifaldt USA’s krigsplaner. EU kunne spille en vigtig rolle, f.eks. i Det Arabiske Forår som demokratiforkæmpernes politiske og intellektuelle dialogpartnere. EU er faktisk nødt til at udvikle sig til en international aktør for at kunne overbevise europæerne om, at projektet indeholder andre visioner end bureaukrati og budgetkontrol.

I stedet handler det hele om krisen. Efter hjælpepakker til Grækenland, Irland, Portugal og senest Cypern har krisen i eurozonen også sat sit kraftige præg på den politiske debat i Danmark. Ifølge Gallup er opbakningen til dansk euromedlemskab således blevet halveret på et år. Selv om eurokrisen har blotlagt de europæiske politikeres tab af indflydelse i forhold til finanssektoren og dermed behovet for øget kontrol med bankerne, bliver det en stor opgave for regeringen at sælge det europæiske banktilsyn, som kommissionen har fremlagt forslag om:

»Man må ligesom slet ikke få nogen rettigheder,« siger økonomiminister Margrethe Vestager (R) til Ritzau og betegner forslaget som »en sur deal«.

De juridiske rammer for banktilsynet i såkaldte »udelande« som Danmark skal selvfølgelig diskuteres og afklares, men det kan næppe lade sig gøre uden også at genåbne spørgsmålet om euroen, hvilket tilhængerpartierne slet ikke har lyst til. Så mens regeringen mumler, går DF til angreb: »Et fælles banktilsyn vil nemlig udvikle sig til en reel bankunion,« skriver partiets gruppeformand, Peter Skaarup, i et læserbrev i Information i går. Det fremgår af det, at sydeuropæerne snart kan konkurrere med muslimerne om at være Danmarks yndlingsfjender: »Vil regeringen arbejde for, at Danmark tilslutter sig en kommende EU-bankunion, hvis det på nogen måde indebærer risici i forhold til, at Danmark kommer til at deltage i finansielle europæiske redningsaktioner af eksempelvis forgældede sydeuropæiske lande,« spørger Skaarup og advarer:

»Vi risikerer, at danske skatteydere kommer til at finansiere skrantende sydeuropæiske banker og derigennem også er med til at pumpe gigantiske nødhjælpssummer i fallitboer som Grækenland, Italien og Spanien.«

Men hvad ville være værst? At landene i Sydeuropa går fallit, eller at danske skatteydere kommer til at bidrage til at afværge det? Euroens sammenbrud som følge af en statsbankerot i et eller flere sydeuropæiske lande ville få uoverskuelige økonomiske, politiske og sociale konsekvenser, både i og uden for Europa. EU’s nye stabilitetsfond ESM, forslaget om et banktilsyn og tiltag i retning af koordineret finanspolitik er alle logiske svar på de mangler i eurosamarbejdet, som krisen har blotlagt. Det er dog blot vedligeholdelse og ændrer ikke på den kendsgerning, at valutasamarbejdet har udviklet sig til en konflikt mellem debitor- og kreditorlande.

Ingen har interesse i, at den konflikt eskalerer – bortset fra spekulanter og de politikere, der allerede puster ivrigt til gløderne. Men den europæiske drøm har trange kår, når selv tilhængere tager de nationale briller på og omtaler afgørende tiltag for fællesskabets overlevelse som »en sur deal«. Det fremmer ikke debatten om, hvad vi skal og vil med EU. Orden i regnskaberne er en fin ambition, men den kan ikke udgøre hele projektet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Euroens sammenbrud som følge af en statsbankerot i et eller flere sydeuropæiske lande ville få uoverskuelige økonomiske, politiske og sociale konsekvenser, både i og uden for Europa.

Min uforbeholdende anbefaling til Mads Frese for at skrive ovenstående sætning. Ikke at den overhovedet er uddybende, men sætningen er udtryk for en krisebevidsthed vi slet ikke er vant til i de danske medier. Det første skridt er det vigtigste.

Michael Kongstad Nielsen

Europa er ikke sur, men det er Information. Sur på alle de mange danskere, der siger nej til euroen (78 % i følge Gallup) og drømmen om EU. Informations Mads Frese griber om sig efter syndebukke, hvem er skyld i denne åbenlyse vildfarelse i befolkningen?, det er VK-regeringen, og det er Nyrup før dem, og Schlüter, og først og fremmest er det DF, DF er hovedfjenden, der er nærmest ikke andre modstandere, når Information folder sig ud, det så man i avisens særnummeret den 2. oktober.

Hvis det stod til Information, ville EU ikke bare være buraukrati og budgetkontrol, bankunion og EMS, men EU ville udvikle sig til en international aktør, der kunne spille en vigtig rolle i f. eks. Det Arabiske Forår. Åh ja, hvilken drøm, så urealistisk som noget, hvilket man allerede så under optakten til Irakkrigen..

Det er ikke kun DF, der er imod EU, modstanden findes bredt i samfundet. Fra den den traditionelle venstrefløj, over Folkebevægelsen mod EU til dele af R, V og K, men denne modstand nægter Information at se. Hvad er det dog for en avis, Information er ved at udvikle sig til?

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins, - jeg forstår ikke din anbefaling af den pågældende sætning. Den er efter min mening skræmmekampagne, den spiller på angsten for sammenbrud af det kendte, de vante strukturer, som magten og eliten har kæmpet for og troet på.

Men ingen ved for det første, hvor slemt det bliver. Ingen kan overskue det, og derfor kan man heller ikke sige, at detvil få sociale konsekvenser. Argentina og Sydamerika har overlevet den slags, Rusland også. Efter min vurdering vil et sammebrud (bankerot i et eller flere Middelhavslande og euroens eventuelle indskrænkning eller opløsning) først ramme kreditorerne, der i vid udstrækning er store, private kapitalkoncentrationer, ikke Nationalbanker, og ikke statskasser, bortset fra de garantier, der allerede er ude og svømme, og som helst ikke skulle blive større.

Tabene bør holdes i kapitalens egne rækker, og ikke tværes ud over hele befolkningen. Men det er det sidste, Information plæderer for.

Michael Kongstad Nielsen din vurdering af et sammenbrud af økonomien i Grækenland er helt på linie med den græske overklasses, som har sendt deres kapital i eksil i London og Svejts - og den engelsksprogede presse i Europa som er den mest ivrige fortaler for et sammenbrud.

Vilkårne for Grækenland er
- at de ikke kan trække på nogen form for naturessourcer
- at de har en arbejdsløshed på over 25%
- at de ikke kan optage lån på det internationale lånemarked

Tror du den kattepine bliver afhjulpet ved et sammenbrud? - og i øvrigt tror jeg ikke at demonstranterne i Athen ønsker et sammenbrud - fascismen lurer lige om hjørnet.

Niels Engelsted

Det europæiske skib har lagt sin kurs efter det amerikanske Titanic, der allerede er dybt inde i isfeltet.

Hvad skal man gøre? Der er tre muligheder:

1. Fuld fart frem, hold kursen, det går nok alt sammen.

2. Forlad skibet og gå i bådene. Bådene klarer sig nok bedre hver især på det store hav.

3. Få skibet til at ændre kurs.

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins - det kan jeg slet ikke forstå, du siger. Det europæiske establishment satser alt på at undgå statsbankerotter og at euroen overlever med alle medlemmer intakte, derfor passer den sætning, du påskønner, på dem. De og du frygter statsbankerotter, men jeg ser dem ikke som nogen umulighed, og plæderer for, at de vil gå ud over kapitalen, i stedet for den nuværende situation, hvor spareprogrammer går ud over de små folk.

Skræmmekampagnen mod de uoverskuelige konsekvenser af et sammenbrud bruges til at legitimere trojkaens spareprogrammer og den deraf følgende yderligere forarmelse af den fattige del af befolkningen, mens de rige går fri.

Hold da op for en masse undskyldninger, uden at komme ind til sagens kerne, at Euroen er et udemokratisk, ufolkeligt, union af bagdøren projekt.

Michael Kongstad Nielsen

Niels Engelsted - jeg holder på 2-eren.
Sådan nogle gode solide små både kan klare sig vældig godt i høj sø og med isbjerge og hajer svømmende omkring. (jeg ved ikke, og hajer og is går godt sammen).

Niels Engelsted

Michael, jeg vidste du ville vælge to.

Vi laver hajer om til spækhuggere, så går det fint!

Michael

Ikke det engelske og græske establisment - Klaus Krag europamedarbejder på Mandag Morgen bekræftede i går i Deadline 17.00 at englænderne står bag den hetz der kører mod Merkel...

...der er så meget vi ikke får ret meget at information om - eks.v. at establismenterne i rundt om i verden bekæmper hinanden...

Det græske establisment har som nævnt sendt deres formuer i eksil sandsynligvis i dollar og venter på at kunne vende hjem for at købe hele grænkenland for en slik.

Søren, kan man spise demokrati?

Rotterne forlader skuden - Coca Cola Hellenic, der er verdens næststørste Coca Cola-aftapper, værdi 5,7 mia. euro flytter til London - af hensyn til investorerne...

Spørgsmålet er vel ikke om euroen BØR bevares, men om den KAN?

For at en møntunion kan fungere må der ikke være ubalance i hvordan pengene flyder indenfor unionen. Hvis der er ubalance betyder det at nogen regioner bliver kontinuert fattigere uden at have nogen mulighed for at rette op på det.

Tag flg. eksempel:
En (effektiv) Tysker laver en hammer. Han kan sælge den for €1.
En (ineffektiv) Græker laver en hammer. Han kan sælge den for €2.
En Tysker vil købe en hammer. Han køber den (billige) Tyske.
En Græker vil købe en hammer. Han køber den (billige) Tyske.

Det er selvfølgelig ikke et virkeligt eksempel, men det viser hvordan pengene flyder mellem to lande med forskellig effektivitet. 'Effektivitet' er ikke bestemt af hvor flittig den enkelte arbejder er, men et samlet hele hvor f.eks. et land som Grækenland hvor der er masser af bureaukrati og korruption ikke er godt stillet.

Så i en møntunion vil den (af centralbanken begrænsede) pengemængde tendere til at flyde mod de effektive lande. Det går selvfølgelig ikke, så på en eller anden måde må pengene også flyde den anden vej da de ineffektive lande ellers 'løber tør'.

Efter euro'ens indførsel op igennem 0'erne foregik det via lån. Lån til regeringerne, lån til regionerne, lån til banker, lån til private...
Men lån skal jo betales tilbage, så det medfører så bare at pengene igen flyder ud, og det endnu hurtigere...
Så kom 2008... og de private lån stoppede... De blev så erstattet af lån fra andre euro regeringer osv., men det er når alt kommer til alt stadig lån.

I en møntunion som f.eks. USA eller UK (og for den sags skyld også Tyskland og Danmark) er der en central regering der har kontrol med tingene, og udjævner de ubalancer der er med overførsler. I Danmark sker det i stor stil, men det foregår i varierende grad i alle velfungerende møntunioner, og der er her vel at mærke IKKE tale om lån.

Den komponent mangler komplet i euro-konstruktionen!

Problemet er selvfølgelig at der ikke er nogen af euro-landene der vil betale for en sådan 'transfer-union'. Det forstår man som sådan godt, eftersom euro'en blev solgt til befolkningerne med en garanti om at landene ikke hæftede for hinanden og i øvrigt fortsatte som før, blot med en fælles mønt der kun havde fordele.

Men UDEN en transfer-union vil de ineffektive lande blive fastholdt i de omstændigheder vi ser nu i syden...

I stedet forsøger man så at forbedre effektiviteten og konkurrenceevnen i syd, men det kan ikke rigtigt virke, for hvem har vist at de er bedst til at effektivisere? Det har de nordlige euro lande!
Hvis arbejdspladser begynder at flyde syd i stor stil, så er det første der sker at Tyskerne, som er ganske kompetente til den slags, omstiller sig for at få dem tilbage, og så er vi igen i samme situation.
...og selv i 'gamle' møntunioner, som f.eks. USA og UK, har man STADIG brug for overførsler af netop samme grund. Der forskellige medlemmer vil aldrig være præcis ligeså gode.

Jeg så nogen beregninger i foråret (gemte desværre ikke linket) hvor et slag på tasken var at Tyskland ville blive nødt til at sende mellem 10% og 20% af deres BNP sydpå ÅRLIGT hvis euro'en skulle kunne fungere, og gøre det i al overskuelig fremtid. Det vil Tyskerne ikke...

Hvad bliver facit? At euro'en ikke KAN virke under de gældende forudsætninger (at ingen er villige til at betale)!
I så tilfælde, hvad er det bedste man kan gøre? Forsøge at få den til at virke på trods af at den ikke kan, eller opløse den kontrolleret?

Min personlige mening er at euro'en burde opløses, hellere i dag end i morgen. Så kunne man sige at det var det eksperiment, det virkede ikke, men nu forsøger man så med en løsere union af uafhængige lande der arbejder så tæt sammen som det er muligt i et handelsfællesskab uden den tætte politiske integration...

Visse lande vil ikke kunne importere livsvigtig medicin og olie uden Euroen...

...at håbe på det store sammenbrud er kun forundt dollarkapitalister og så de der besidder borgerskabets ulidelige overfladiskhed…

Eurosamarbejdet har kørt så længe at produktionsapparatet i sydeuropa er blevet voldsomt indskrænket og afbryder vi samarbejdet nu så vil den skævvridning ikke blive udbedret...

...men måske er det fordi Danmark har fuld tryk på eksporten at så mange ønsker at fastlåse statusquo.

Sören Tolsgaard

Grækerne klarer sig næppe ved at arbejde sig dybere ned i gældsfælden, men måske snarere ved, at en modig regering nationaliserer de faste værdier og smider spekulanterne på porten, samt genskaber en national valuta, som kan justeres efter behov.

Grækenland har faktisk mange naturressourcer. Et klima, hvor de jordbundne grækere, som nu i stor stil vender tilbage til rural økonomi, kan producere mange gode fødevarer, både til hjemmemarkedet og til eksport. Fødevarer er i stigende grad en efterspurgt ressource på verdensplan. Der er desuden basis for at genskabe en omfattende turisme, når grækerne kommer ud af den depression, som i øjeblikket overskygger alt.

Et stort problem er, at grækerne står med en enorm indvandring, som det øvrige Europa ikke vil involveres i. Dette problem bliver grækerne også nødt til at bearbejde på deres egen måde. Til dels måske ved at øge kontrollen, men også ved en hårdere hjemsendelsespolitik, ligesom det kan blive aktuelt at organisere en videresendelse nordpå, uanset om det øvrige Europa ønsker at tage et medansvar eller ej.

Først og fremmest er det vel vigtigt for grækerne at undgå, at Europa sætter sig fuldstændigt på landets økonomi og politik. I Spanien kan man se, hvor galt det kan gå, når spekulanters opkøb af jord og ejendom får lov til at løbe løbsk.

Grækenland er stadig et af verdens smukkeste og mest interessante lande at besøge, og sådan skulle det helst blive ved med at være. Forhåbentlig formår grækerne at afværge de grådige spekulanters korrupte planer.