Leder

FN’s ørkenvandring

Debat
22. oktober 2012

Fra det fjerne Hyderabad i det sydlige Indien kom i lørdags en lillebitte god nyhed. Verdens lande har efter 14 dages forhandlinger om beskyttelse af Jordens biologiske mangfoldighed nået enighed om at forbedre beskyttelsen af havmiljøet i internationalt farvand – 40 pct. af klodens overflade. Beskyttelsen skal opnås via rapporter til FN’s generalforsamling om de sårbare havområders tilstand. »Succes« kalder miljøorganisationen WWF beslutningen.

Det gælder om at finde lys i mørket, og lidt har også ret. Men overordnet blev Hyderabad-mødet – nummer 11 for parterne bag FN’s konvention om biologisk mangfoldighed og derfor benævnt COP11 –endnu et eksempel på den lammende træghed, der karakteriserer FN-systemets indsats for at sikre planetens økosystemer.

For to år siden blev FN-konventionen – vedtaget i 1992 – konkretiseret i form af de såkaldte Aichi-mål, der siger, at udryddelsen af truede arter skal være stoppet i 2020, udnyttelsen af havenes og landjordens levende ressourcer være gjort bæredygtig og den nuværende hastighed, hvormed naturområder ødelægges, halveret. Flotte mål, som det ifølge en officiel britisk-indisk analyse kan koste 150-440 mia. dollar om året at nå. Mange penge, men markant mindre end de årlige globale subsidier til fossil energi og end de årlige amerikanske militærudgifter.

Hvad COP11 har besluttet efter hårde forhandlinger er, at i-landene frem til 2015 skal fordoble deres støtte til u-landene til biodiversitetsbeskyttelse og fra 2015-20 fastfryse støtten på dette niveau. Der foreligger endnu ikke en FN-tolkning af, hvad det betyder, men ngo-vurderingen er, at det vil øge den årlige støtte til sølle 10 mia. dollar.

»Skuffende« siger WWF om pengene, og dermed har de vist ikke sagt for meget. FN’s COP-møder – såvel om biologisk mangfoldighed som om klima – er ikke stedet, hvor planetens fremtid sikres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

'FN’s COP-møder – såvel om biologisk mangfoldighed som om klima – er ikke stedet, hvor planetens fremtid sikres.'

Så vidt jeg kan se, vil det blive i gaderne.

Niels-Holger Nielsen

Angående biodiversitet kan jeg varmt anbefale denne anmeldelse:

Nature’s matrix: Linking agriculture, conservation and food sovereignty