Uddannelsesminister Morten Østergaard (R)og Folketingets partier er i disse uger ved at gøre op med et stærkt forhadt kontrolsystem for de videregående uddannelser. Trods tusindvis af arbejdstimer har det hidtidige akkrediteringssystem ikke formået at sikre en ordentlig kvalitet på alle landets uddannelser, og det er derfor særdeles tiltrængt, at Morten Østergaard nu iværksætter et nyt system. Problemet er blot, at det risikerer at blive endnu mere centralistisk og bureaukratisk tungt end det gamle.
Frihed og deregulering har været nøgleord for ministeren siden valget. Således giver han også universiteter og professionshøjskoler større frihed under ansvar med det nye system, hvor det blot er den enkelte institution, der skal akkrediteres – i tillid til, at institutionen så selv formår at kvalitetssikre sine uddannelser. Men samtidig strammer ministeren grebet om især universiteterne på fire punkter. Universiteterne skal løbende redegøre for timetal og forskerdækning, universitetsområdet bliver underlagt tværgående evalueringer, ministeriet skal godkende alle nye videregående uddannelser, og ministeriet forbeholder sig retten til at omgå institutionernes eget kvalitetsarbejde og slå ned på uddannelser, hvor man har mistanke om kvalitetsproblemer. Det sidste skal studerende, arbejdsgivere og fagforeninger i øvrigt hjælpe med at udpege.
Mens de første punkter synes fornuftige, ligner de sidste to en uforholdsmæssig stram centralisering af magten i ministeriet. Endnu er de problematiske punkter i udspillet kun vagt beskrevet, men Morten Østergaard og Folketingets partier skal passe på, at de ikke bliver så bange for at give større frihed fra sig med den ene hånd, at de med den anden underminerer universiteterne og professionshøjskolernes mulighed for at bruge den.
