Dommedagsprofetierne om EU har været færre i de seneste måneder. Der synes sågar at have sneget sig en smule optimisme ind i medierapporterne, efter at eurozonens stats- og regeringschefer langt om længe har taget nogle af de skridt, som markederne har efterlyst, siden de opdagede de strukturelle fejl i eurozonens opbygning: Der er truffet aftale om at etablere en bankunion, og inden da lovede Den Europæiske Centralbank (ECB) at støtteopkøbe statsobligationer i pressede eurozonelande og reelt blive den bagstopper, som eksperter fra krisens første dage har sagt var nødvendig for at løse den.
Resultatet har været, at markedets pres på lande som Spanien og Italien er lettet en smule, og faren for euro-kollaps synes afværget for nuværende. I denne uge kunne Eurostat sågar tilføje, at EU-landenes gennemsnitlige offentlige underskud målt i forhold til BNP både i eurozonen som i hele EU27 er faldet fra hhv. 6,2 procent til 4,1 procent i eurozonen og fra 6,5 procent til 4,4 procent i EU27.
Puha! Nedskæringerne virkede. Var det så det? Desværre ikke. Nye tal fra EU i denne uge er en påmindelse om, at de problemer, de enkelte lande har måttet slås med i årevis, langtfra er løste – de er sågar blevet værre. For mens den stramme økonomiske politik har ført til mindre misforhold mellem landenes offentlige udgifter og indtægter, så er resultatet blevet recession og nedadgående økonomier. Og med en mindre økonomi bliver gældsbyrden også tungere. For eurozonen er gældsbyrden i forhold til BNP nu vokset til 90 procent i gennemsnit sammenlignet med 87,3 procent i slutningen af 2011. For hele EU27 er den steget til 84,9 procent.
Nogle af de lande, der har reduceret deres offentlige underskud mest, har som resultat set den største stigning i gældsbyrden. Grækenlands gæld i forhold til BNP er efter andet kvartal i år oppe på 150,3 procent – steget fra 136,9 procent på ét kvartal. Det på trods af at landet netop havde modtaget gældslettelse på 106 mia. euro.
Italiens gældsbyrde er nu steget til 126,1 procent, Portugals til 117,5 procent, Irlands til 111,5 procent …
Kritikerne af nedskæringsstrategien har længe påpeget, at denne netop vil gøre krisen værre, snarere end at sætte landene på ret kurs igen. Disse seneste tal fra EU selv er måske det mest objektive bevis på, at de har ret. Andre tal viser tilmed, at erhvervsaktiviteten i EU er faldet til sit laveste i tre år – blot endnu en årsag til at mange økonomer forudser, at eurozonen som helhed vil være i recession igen, når tallene for tredje kvartal i år offentliggøres.
At den nuværende forværring var forudsigelig, gør den ikke mindre alvorlig – især er de voldsomme reaktioner både i de kriseramte landes parlamenter og på gaden bekymrende.
Trojkaen – altså EU, ECB og Den Internationale Valutafond (IMF) – har forsøgt at give de kriseramte landes politiske klasser skylden. Ikke helt uden grund har den kritiseret de græske politikere for ikke at tage hård styring med den krise, de er havnet i, og den aftalte vej ud af den.
Det første halvdel af kravet er forståeligt. Men det er omvendt lige så forståeligt, at det er svært for politikere og befolkninger at tage ejerskab til en forfejlet strategi, som de dag efter dag ser negative resultater af.
IMF synes så småt at være kommet til samme konklusion og er begyndt at tale for lempeligere krav og mere tid. Måske derfor ser det ud til, at Grækenland – der i disse dage forhandler med EU-trojkaen – vil få fire i stedet for to år til at gennemføre de aftalte reformer.
Den spanske regeringschef, Mariano Rajoy, har lige som sine græske kolleger opfordret til mere tid: »Jeg mener, hvad en masse mennesker mener. Tingene kunne gøres mere roligt«. Men tilføjede han: »Jeg kan ikke afstå fra Spaniens forpligtigelser«.
Sandheden er, at EU kun vil lempe disse forpligtigelser med tysk opbakning. I de seneste måneder har Tyskland – under pres fra især Frankrig og de kriseramte lande – vist større vilje til kompromis i forhold til den langsigtede løsning på eurokrisen. Det er nu tid til at vise lignende realisme i forhold til en forfejlet strategi, som dag for dag trækker Europa dybere ned i hængedynget.
http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_PUBLIC/2-24102012-AP/EN/2-24102012-AP-EN.PDF
