Leder

Lær af ulykken

Debat
4. oktober 2012

Det er skræmmende læsning at studere Arbejdstilsynets rapport om ulykken i Skuespilhuset, hvor skuespiller Søren Sætter-Lassen fik en kulissevæg ned over sig og kom alvorligt til skade. For at trække det hårdt op: Det har sejlet med sikkerheden på Det Kongelige Teater!

Bare i forbindelse med dette ene stykke har der været adskillige alvorlige sikkerhedsbrist: De ansatte var ikke instrueret tilstrækkeligt i arbejdet med kulissevæggen, der var ikke etableret tekniske foranstaltninger til at sikre, at væggen ikke væltede den forkerte vej og på scenegulvet bag hver kulissevæg var monteret spyd, der skulle forhindre væggene i at skride, når de faldt – og de spyd stod løst i huller. Dertil kommer det værste, nemlig at godt nok var den teoretiske tegning af scenografien blevet godkendt, men der var ikke blevet lavet en tilstrækkelig risikovurdering efter, at kulissen rent faktisk var stillet op.

Heldigvis har Det Kongelige Teater med det samme reageret på rapporten og ændret deres procedure. Det skulle de også, for de fik et såkaldt ’strakspåbud’. Men hvorfor har de ikke villet offentliggøre rapporten om ulykkens sande omfang? Hvorfor var det nødvendigt at begære aktindsigt for at få den viden?

Det virker helt forkert, at offentligheden ikke skulle have den viden. Som flere teatre peger på, så er Det Kongelige Teater et forbillede, hvad angår sikkerheden. Men når vi har ringet rundt til teatrene, har de ikke vidst, hvad der præcist var gået galt. Og har dermed heller ikke kunnet tage ved lære og revurdere deres egen sikkerhed. Først nu, hvor vi har givet dem den viden, har de kunnet reagere.

Scenografer fortæller, hvordan de arbejder under hårdt tidspres og i konkurrencen med eksempelvis film skal præstere mere og mere. Det er en farlig cocktail. Ulykken vil nok føre til en vis selvransagelse i branchen.

Selvfølgelig skal vi ikke tilbage til statiske kulisser som i de gamle forsamlingshuse, men en revurdering af sikkerhedsprocedurerne og ikke mindst fuld åbenhed om de fejl, der sker, er det mindste krav, vi kan stille.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her