Leder

Lille land – stor medicinalindustri

11. oktober 2012

Der er god grund til at være glad for, at Novo Nordisk er en dansk virksomhed. År efter år fremviser Novo rekordregnskaber – i 2011 præsterede firmaet en omsætning på 66 milliarder kroner og et overskud efter skat på 17,1 milliarder. Novo er for længst blevet Danmarks største virksomhed målt på markedsværdi. Så meget er virksomheden værd, at C20-indekset ifølge eksperter ikke kan bruges til noget, fordi Novo-aktien fylder næsten halvdelen af indekset over de 20 største virksomheder. Udviklingen i C20-indekset afspejler således mest af alt udviklingen i Novo Nordisk.

Med det i baghovedet er det interessant at se på de vilkår, vi i Danmark giver Novo Nordisk. Information har i de seneste dage beskrevet en konkret sag om tilskud til Novos insulin, Levemir. På grund af en favorabel tilskudsordning har Levemir sat sig på en stor del af det danske insulinmarked – og der er givet omkring 300 millioner i offentligt tilskud til produktet.

Det selv om Sundhedsstyrelsen siden 2004 har været klar over, at de fleste danske diabetespatienter kunne nøjes med de langt billigere humane insuliner. Interessant er det også, at ni ud af de 14 eksperter, der har udarbejdet den officielle danske diabetesvejledning, har økonomisk tilknytning til Novo Nordisk.

Den vejledning, de danske læger bruger, når de skal udskrive medicin til en diabetiker, er altså udarbejdet af læger, der enten har aktier i eller arbejder for Novo Nordisk. Sjovt nok har udvalget – i modsætning til i England, Tyskland og Sverige – valgt ikke at forholde sig til prisen på de forskellige typer insulin i deres vejledning.

De dyre insulinanaloger (herunder Novos Levemir) sidestilles med de billige humane insuliner, selv om de koster næsten det dobbelte – og selv om de fleste patienter kunne nøjes med de billige insuliner.

Helt absurd bliver det, når man ser, at det er Sundhedsstyrelsens Institut for Rationel Farmakoterapi – som netop har til opgave at informere lægerne om, hvordan man træffer det bedste valgt til prisen – der er officiel afsender på vejledningen. Information har tidligere på lederplads rost netop Institut for Rationel Farmakoterapi for at være et af de få organer, der forholder sig kritisk til medicinalindustrien. Men selv i den ’allerreneste’ del af Sundhedsstyrelsen er det altså lykkedes Novo Nordisk at få indflydelse – i hvert fald indirekte.

Det var to britiske professorer og en pensioneret dansk professor, der endte med at være kilder i Informations historie, og det er sådan set en historie i sig selv. Stort set ingen af de danske diabetesforskere, som Information har talt med, har ønsket at lægge navn til en kritik af Novos præparater – selv om de var enige i den. Det ville være skidt for karrieren, mente de, og også her er Novos størrelse interessant: Novo Nordisk Fonden uddeler 44 procent af alle de fondsmidler, der årligt gives til forskning i Danmark.

Professor Craig Currie fra Cardiff University, grinede, da Information spurgte om det rimelige i, at vi i Danmark giver tilskud til Levemir, når der findes et billigere alternativ:

»I Danmark er regnestykket et andet,« sagde han. Vi danskere får pengene igen, var hans pointe: »Novo tager mere måske mere for deres insulin – og får tilskud til det, men de giver noget igen til samfundet gennem skatter, arbejdspladser osv.«

Steffen Thirstrup, der er overlæge og kontorchef i Sundhedsstyrelsen, var i august inde på noget lignende i et interview på forskningsportalen Videnskab.dk:

»Det store spørgsmål for virksomhederne er, om de kan få offentlige tilskud,« sagde Thirstrup og kom så med den interessante tilføjelse:

»Det er en politisk beslutning, hvordan vores tilskudssystem er skruet sammen, og heri kunne indgå en erhvervspolitisk afvejning, da der jo også er et betydeligt antal danske arbejdspladser på spil. 0,7 procent af den danske arbejdsstyrke arbejder i lægemiddelindustrien.«

Og så er vi tilbage ved Novos betydning for det danske samfund. Som en af de mange anonyme diabetesforskere sagde til Information i forbindelse med researchen til artiklerne:

»Det er ikke bare os diabetesforskere, der har interessekonflikter. Det har politikerne også. Det har alle danskere i virkeligheden – for hvis det går godt for Novo, smitter det af på den danske økonomi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu