Leder

Når der går politik i litteraturen

Debat
13. oktober 2012

Der går hurtigt politik i litteraturen. Bare få timer efter offentliggørelsen af, at den kinesiske forfatter Mo Yan fik årets Nobelpris i litteratur, kritiserede den store kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei valget af Mo Yan:

»Prisen burde været givet til en forfatter, der respekterer den menneskelige kamp for fundamentale rettigheder som personlig frihed og ytringsfrihed,« sagde Ai Weiwei. Han mente endvidere, at »det såkaldt litterære etablissement er ude af trit med virkeligheden, og det er et tegn på en slags korruption«.

Man kunne godt mistænke Ai Weiwei for at forveksle litteraturprisen med den politiske fredspris, men så enkelt er det næppe. Og hans udmelding rammer et mere principielt spørgsmål, nemlig spørgsmålet hvor upolitiske Det Svenske Akademi kan tillade sig at være, når prisen går til en forfatter i en ikkedemokratisk stat? Kan man tillade sig kun at tage højde for den litterære kvalitet og helt se bort fra det politiske? Og den anden side af spørgsmålet: Skal en politiserende samtid have lov til at definere, hvem der skal have priser, og hvad der er litterær kvalitet? Det åbenlyse svar set fra litteraturens verden er, at selvfølgelig skal man ikke blande litteratur og politik sammen. Nobelprisen i litteratur gives til en individuel forfatter for et værk og aldrig for den position, forfatteren indtager i et samfund. Men hvorfor er det så let at svare rent principielt på det spørgsmål, når samtidig de fleste i praksis forvirrer tingene og går fejl i byen?

Én ting er, at Ai Weiwei ikke opfatter Det Svenske Akademi som en uafhængig institution, men sætter lighedstegn mellem akademi og den svenske stat. I hans øjne honorerer Sverige således en systemvenlig forfatter. For vi ved om Mo Yan, at han ikke bare siden sin ungdom har været medlem af kommunistpartiet, han har også for nogle år siden været del af den kinesiske stats delegation på bogmessen i Frankfurt. Så med hans baggrund, hvorfor gives Nobelprisen ikke i stedet til en kinesisk dissidentforfatter, lyder det fra Ai Weiwei?

Men den uhyrlige sammenblanding af politik og litteratur er Ai Weiwei langtfra ene om. Vi praktiserer den også her, når Det Svenske Akademis uddeling af Nobelprisen gang på gang ledsages af bemærkninger såsom: endnu et politisk valg; denne gang bør prisen gå til en ikkesvestlig forfatter; nu er det Nordamerikas tur; Pamuk får prisen for at støtte det demokratiske Tyrkiet; ham Vargas Llosa er alt for højreorienteret …

Hvad nu, hvis Det Svenske Akademi agerer ud fra rent litterære kriterier? Hvis de nu har givet Mo Yan prisen, fordi han er en af verdens bedste forfattere med et alment budskab? Ligesom de gav prisen til Orhan Pamuk, fordi han er en af tidens mest originale forfattere, og ikke fordi han kommer fra Tyrkiet? Eller ikke gav prisen til Herta Müller og Imre Kertész, fordi de kommer fra undertrykkende stater, men fordi de i deres værker på den mest suveræne måde skildrer, hvad den politiske undertrykkelse gør ved mennesker? I den optik bliver politik noget afledt. Dermed ikke være sagt, at litteratur ikke også er politisk. Den er det bare ikke på en politisk måde, men på en litterær måde.

Man kan som samfundsborger sagtens kritisere Mo Yan for at være for tæt på det kinesiske styre, men det har bare ikke noget at gøre med hans forfatterskab, hvor han i øvrigt også formulerer sig samfundskritisk. Han har fundet sin vej, sin balance og måde at gøre det på.

At vi eksempelvis endnu ikke har fået Mo Yan i dansk oversættelse skyldes netop, som sinologen Anne Wedell-Wedellsborg er inde på i gårsdagens avis, at vi også her tænker litteratur alt for politisk og kun er interesseret i kineserne, hvis de er kritiske og imod systemet. Ellers har de ikke vores umiddelbare interesse.

En vigtig grund til, at Nobelprisen i litteratur vedbliver at have så høj status er faktisk, at Det Svenske Akademi hele tiden tager røven på os. Vi kan ikke finde ud af at gennemskue dem, fordi de handler ud fra litterære kriterier. Dertil kommer som en del af charmen hele hemmelighedskræmmeriet. For alle os politisk tænkende mennesker er det en udfordring, når der gælder andre kriterier end de vante – men også ret berigende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Ja, det eneste sted de ikke går politik i litteraturen er på nærværende ynkelige publikation. Man synes tilfreds med sit konservative og reaktionære image, som sjældent ægger til NOGEN form fo diskussion. Det er en sær måde at tjene litteraturens nødvendighed på. Hvil i fred.

Michael Kongstad Nielsen

Forfriskende at Nobels litteraturpris går til en kineser, det er aldrig sket før. At så nogle diasporakinesere er sure og har politik i hovedet, kan vi ikke tage os af. Tillykke igen til Mo Yan.