Måske har de bare ikke det rigtige image. De faglitterære forfattere. Nogle kan mene, at det er en samling støvede lektortyper, der nødigt bevæger sig væk fra skrivebordets vildtvoksende papirbunker.
Eller at de nok er både kloge og belæste men også ubehjælpsomme, hvad angår citerbar jongleren med livet og døden. Ja, at de ikke har det der metafysiske spræl, som kulturjournalister elsker at viderebringe.
I hvert fald er det ikke så tit, at aviserne bruger tid på større interview med forfattere af fagbøger, ligesom det er sjældent, at forlagene satser butikken og blæser dem op på billboards og helsidesannoncer med stort kontrafej – selv om mange af dem er garanter for et ganske flot bogsalg.
Der er selvfølgelig mediedarlingen og formidlingsmesteren Peter Øvig Knudsen og et par stykker andre, som ofte får den fine plads i avisen.
Men ellers vælger kultur- og litteraturredaktørerne i overvejende grad at sætte de skønlitterære forfattere på forsiden – og så sikkert som en årlig Rifbjerg-bog bliver deres værker også anmeldt på dagen.
Derfor er kultursektionerne ofte fyldt med Helle Helle, Naja Marie Aidt og Lone Hørslev samt de store fra udlandet: Haruki Murakami, Karl Ove Knausgård, Jonathan Franzen osv.
Carsten Jensen og Erik Valeur, vel et par af landets mest markante og stærke stemmer de seneste årtier, kom først rigtigt ind i varmen, da de havde fået skrevet sig en roman.
På hylden med hornbrillen
Spørgsmålet er, hvad denne udtalte forkærlighed for det skønlitterære skyldes?
Kan det være noget så banalt som, at det giver mere prestige under fredagsøllen at skulle interviewe den unge prosaist Josefine Klougart frem for den unge historiker Rasmus Voss. Eller skal årsagen mon snarere søges i den konkrete omstændighed, at en stor del af landets kulturjournalister og anmeldere har uddannelsesbaggrund med skønlitterært fokus?
På litteraturvidenskab og dansk er det ubetinget de skønlitterære værker, der bliver læst, analyseret og skrevet opgaver om, og det er ganske naturligt de præferencer, der senere trækkes med ind på kulturredaktionen og præger de redaktionelle prioriteringer.
Skal opmærksomheden på faglitteraturen i medierne ændres fra tilfældig til tydelig, kræver det en holdningsændring blandt kulturredaktørerne. De er nødt til at lægge hornbrillen på hylden og udvide perspektivet.
I forbindelse med de drypvise fagbogsanmeldelser kalder redaktørerne ofte eksterne anmeldere ind. Det er naturligvis nødvendigt med en anmelder, der kender stoffet og fagområdet, men at denne også evner at vurdere genren, de litterære kvaliteter og formidlingsevnen er slet ikke givet.
Hvis kulturjournalistens fineste opgave er at få læserne til at reflektere over sig selv og det samfund, hun lever i, så er der ingen grund til at gå en bue uden om fagbøgerne.
Pris på unik viden
Den manglende eksponering af fagbogsforfatterne og deres bøger fra avisernes side slår ganske tydeligt igennem, når der skal uddeles priser.
Mens de skønlitterære forfattere snubler over hinanden på de røde løbere, har den dygtige fagbogsforfatter kun få chancer for at blive hyldet. Der er Dansk Forfatterforenings og Gyldendals faglitterære priser, Undervisningsministeriet har den lille Skriveprisen, og så uddeler universiteterne Lærebogsprisen, som vel mere er en specialpris end en hyldest til faglitteraturen i bredere forstand.
Der er ganske enkelt ikke den hype, der skal til for at gøre det attraktivt at stable flere og større fagbogspriser på benene.
Heller ikke bogverdenens svar på musikbranchens impresario – den litterære agent – der ellers de seneste år har lugtet blod fra en presset forlagsbranche, har fokus på fagbogsforfatterne, selv om der fra et rent kommercielt synspunkt er mange penge i udgivelsen af for eksempel militærhistoriske bøger og de større biografier.
Sæt pris på dem
Men måske begynder en ny æra i den danske fagbogs historie om et par uger på BogForum, der i år har premiere på en faglitterær scene. Her kan kendisdrømme udleves, publikum charmes, og historierne formidles i øjenhøjde. Så må forfatterne selv overbevise resten af standen om, at de er deres vægt værd i guld.
For det er synd og skam, at der ikke bliver sat større pris på de faglitterære forfattere. Hovedparten af dem er jo – ligesom deres skønlitterære kolleger – begejstrede og passionerede historiefortællere, der har lyst og format til at dele deres unikke viden.
Kigger man ned over efterårets udgivelser – fra de store bibliografier, over de historiske værker til de rene debatbøger – så står der bag en stor del af dem et ualmindeligt dygtigt, grundigt og dybt dedikeret menneske.
I det her tillæg har vi valgt nogle af dem ud. Du kan møde historikere, professorer og fagjournalister og læse interviews med Olav Hergel, Simi Jan, Hans Hertel og en række andre vidende og begejstrede historiefortællere.
Alle sammen faglige kapaciteter med evnerne til både at oplyse og underholde. Sæt pris på dem, for uden dem bliver vores fælles historieskrivning og debatniveau så meget mere fattigt.
